Karsten Bräuner
Blog
Stem nej til en aftale, hvis den er dårlig
23 kongresdelegerede fra København mener, at »Verdens bedste folkeskole fortjener en arbejdstidsaftale«. Jeg er uenig. Eller rettere sagt: Jeg kan ikke holde den retorik og strategi ud længere. Alle fortjener en arbejdstidsaftale, uanset om deres arbejdsplads er verdens bedste eller verdens dårligste. Det centrale spørgsmål er ikke aftale eller ej, men indholdet af en aftale.
23 kongresdelegerede fra København opfordrer i et debatindlæg på folkeskolen.dk (»Verdens bedste folkeskole fortjener en arbejdstidsaftale«, 19/5) landets folkeskolelærere til at stå last og brast med DLF i kampen for at få en arbejdstidsaftale til erstatning for den, SRSF-regeringen og KL afskaffede ved Lov nr. 409 i 2013. De skriver sikkert i bedste mening, men jeg kan slet ikke klare retorikken og strategien.
Hvorfor jeg vil have en arbejdstidsaftale? Det vil jeg, fordi jeg vil have ordentlige betingelser at udføre mit arbejde under (hensynet gælder mig), og fordi jeg er borger i et samfund, der er kendetegnet ved, at arbejdstagere og arbejdsgivere forhandler med hinanden og indgår forlig i en demokratisk proces (principielt synspunkt). Folkeskolelærerne har som den eneste faggruppe deres arbejdstid styret ved lov, fordi nogle politiske gangstere i 2013 rottede sig sammen og med ét udemokratisk hug skar det regime fra, som parterne havde forhandlet sig til gennem 93 år.
Ud fra denne position vender det sig i mig, når »De 23« plæderer for en arbejdstidsaftale til folkeskolelærerne ud fra hensynet til, at de »lykkes med deres undervisning« og »sikrer elevernes faglige udvikling« samt »glæden ved at se børn lære« og »trives«. »Det er i det lys, at man skal se lærernes ønske om en arbejdstidsaftale, hvor der er sikret tilstrækkelig tid til forberedelse.«
Herrejemini! Er det, hvad min fagforening kan diske op med af argumenter for, at jeg ikke skal arbejde under dekret? Jeg græmmes.
Efter at have argumenteret for vigtigheden af, at uddannede lærere og ikke gymnasieelever og husmødre står for undervisningen i folkeskolen, konkluderer »De 23«, »at de seks punkter, som blev vedtaget ved Danmarks Lærerforenings ekstraordinære kongres i februar, vil være et første skridt på vejen til at gøre skolen til en god arbejdsplads med større tillid mellem lærerne og arbejdsgiveren, men vigtigst af alt lave en skole i verdensklasse for eleverne.«
Hvad er det for en »tillid mellem lærerne og arbejdsgiveren«, der tales om? Der er ingen tillid! Derfor vil selv lidt tillidsdannelse per definition være udtryk for »større tillid«. Men hvad er det for en logik? Er jeg som den voldtagne part forpligtet til at iværksætte tiltag for at øge min tillid til voldsmanden? Forpligtelsen går den anden vej. Det er voldsmanden – hvis han ellers angrer og vil rette op på sin udåd – der skal iværksætte tillidsskabende tiltag karakteriseret ved en høj grad af reduceret hensyn til sig selv.
Men det er ikke sådan, vi kender KL efter 2013. Foreningen var ikke til at drive til en arbejdstidsaftale i 2015, heller ikke i 2018, og i 2020 trækker forhandlingerne ud i en grad, der ikke kun han forklares med corona-situationen. Alligevel opfordrer »De 23« KL »til at komme lærerne i møde og indgå en forpligtende aftale (…) som samtidig kan være med til at danne grundlag for at folkeskolen bliver verdens bedste skole.«
Så drop dog den snak om »verdens bedste skole«! KL har tydeligt vist, at foreningen ikke vil betale for en folkeskole i verdensklasse og ikke har ikke flyttet sig en tøddel siden 2013. På den baggrund virker det virkelighedsfjernt fortsat at tale om »verdens bedste skole« og strategisk udsigtsløst at gøre samme til politisk løftestang for kravet om en arbejdstidsaftale, som »De 23« gør.
Det er et praktisk problem for lærerne ikke at have en arbejdstidsaftale, men det er et politisk problem for KL. Jo flere år uden en aftale, jo større og mere kompromitterende bliver det for KL, idet lærernes umyndiggjorte, slavelignende situation vil skille sig grelt ud fra forholdene på det øvrige arbejdsmarked og intensivere spørgsmålet: Kan det virkelig passe, at lærerne, ene af alle faggrupper, skal arbejde per dekret? Så vil tiden være moden til at forhandle en ordentlig aftale i hus.
»De 23« taler om den aftale, der måtte komme ud af de igangværende forhandlinger, som »et første skridt«. Problemet er, at lærerne kun har ét skud i bøssen. Hvis Bondo og Ziegler når frem til en aftale, vil den indeholde det minimum af afgivelse af indflydelse, som LC har kunnet presse ud af KL gennem trekvart årti. Tro ikke, at så er vejen banet for flere skridt med mere indflydelse til lærerne. Tværtimod vil døren være smækket i mange år(tier) fremover. Det første skridt bliver også det sidste.
Dét skal DLF’s medlemmer holde sig for øje, når de skal stemme. Er aftalen god nok, som den foreligger, så stem ja. Men er den for dårlig, så stem ikke ja i den tro, at resten kommer hen ad vejen. Det gør det ikke. KL vil ikke længere kunne presses af, at lærerne ikke har en aftale. Hvis foreningen ikke har givet ved dørene hidtil, vil den slet ikke gøre det efter indgåelsen af en aftale.
