Læs mere fra bloggen: Karsten Bräuner
Blog
Hoved- og historieløse politikere
Man bliver bare så træt af at læse indlæg skrevet af historieløse politikere. Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) samt undervisnings-ordførerne Anni Matthiesen (V) og Rasmus Lund-Nielsen (M) skriver (flere medier), at »Skoler skal ikke bruge skærme hovedløst«. Gør skolerne da det?
De tre politikere har ret så langt, at der er et skærmproblem i folkeskolen, men deres svar på problemet kan ikke bruges til noget: Regeringen »har ikke noget ønske om at styre skolen fra centralt hold«, men ønsker, »at skærmene kun spiller en rolle, når det er pædagogisk begrundet«, og at »den rette balance mellem det digitale og det analoge« skal findes.
Så burde politikerne have lavet en folkeskole kendetegnet ved pædagogiske muligheder i stedet for ditto begrænsninger. Ønsker er ikke nok til at løse deres selvskabte problemer. Der skal handling og resurser til.
Da SRSF-regeringen i 2013 gennemførte folkeskolereformen, var den, efter eget udsagn, inspireret af skoleløsninger i Finland og Toronto, som Uddannelsesudvalget vistnok besøgte, samt af newzealandske John Hatties pædagogiske forskning. Problemet var, at de gjorde det stik modsatte.
En OECD-rapport dokumenterede i 2015, at mens elever i reformpolitikernes højt besungne finske skole havde 6327 undervisningstimer om året – det mindste antal blandt de nordiske lande – havde de danske skoleelever OECD-rekord med 10.040 timer; næsten 60 procent flere end de finske. OECD-gennemsnittet var 7570 timer.
John Hattie må udvalget have misforstået. Da han i maj 2013 besøgte Danmark og blev spurgt, hvorvidt reformens ekstra timer ville have en effekt, svarede han med tilbageholdt latter: De har »praktisk taget ingen effekt«.
Men Toronto da? Rapporten »How to Change 5000 Schools« (University of Toronto, September 2007) peger på to indsatsområder.
Medarbejdere: »Regeringen tog især skridt til at involvere lærere og deres organisationer i udviklingen af politikker og programmer.« I Danmark stødte SRSF-regeringen lærerne fra sig med en matchfixet konflikt og et diktat om 25 procent mere undervisningstid.
Resurser: »Regeringen har erkendt, at en signifikant fornyelse af undervisningen kræver resurser. Fra 2003 til 2007 er finansieringen i det offentlige skolevæsen stedet med 24%, eller 28% per elev.« SRSF-regeringen gennemførte en underfinansieret reform og promoverede faldende udgift per elev i den danske folkeskole. Prisen per undervisnings-time per elev faldt med 21 procent fra skoleåret 2009/2010 og 10 år frem.
Folkeskolen har fået lange skoledage og mangler derfor tid; det går ud over undervisningens forberedelse og undervisningens kvalitet generelt, men især i ydertimerne, samt elevernes og lærernes trivsel.
Folkeskolen mangler resurser; det går ud over bogindkøbet, mens skærmundervisningen, drevet frem af Tesfayes forgængere, dominerer som den uinspirerende discountløsning, den er.
»Regeringen har ikke et ønske om at styre skolen ud fra centralt hold,« men det havde den til overflod for 10 år siden. Det ødelagde den folkeskolen med. Ødelæggelsen rettes ikke op ved at »sætte skolerne fri«. Dén øvelse har kun ét formål: at fralægge sig ansvaret og sende aben videre til kommunerne og lærerne. Sammen om skolen må de sørge for at få folkeskolen til at fungere - trods alt. I al væsentlighed inden for rammerne fra 2013, forstås. Mere frisat skal skolerne ikke være.
Folkeskolen har mange problemer. Det største af dem er: Christiansborg.
Et aktuelt eksempel på perspektiverne ved at »sætte skolerne fri« fremgår af denne artikel på folkeskolen.dk:
Mangler tocifret millionbeløb: Frihedskommune skal spare (folkeskolen.dk)
Her i 10-året for SRSF-regeringens
folkeskolereform
og KL’s lockout af lærerne – læs også:
Først lærernes arbejdstidsaftale, så store bededag (folkeskolen.dk)
