Karsten Bräuner
Blog
Michael Ziegler lyver videre
Udpluk fra natligt tankemylder hos en folkeskolelærer, der med vedtagelsen af en ny arbejdstidsaftale mellem KL og LC pludselig blev sat mentalt tilbage til 2013 og ikke kunne falde i søvn
Det er første skoledag i morgen, og jeg burde sove, så jeg kan møde veludhvilet på arbejde. Men jeg kan ikke sove. KL og LC har skrevet under på et makværk af en arbejdstidsaftale, som skal erstatte Lov nr. 409, men som dybest set ikke repræsenterer noget opgør mod samme. Jeg er vred. Aftalen bygger på tillid. Til KL?
Mentalt set er jeg sat tilbage til 2013 og mærker uroen i min krop og tankemylderet, der igen og igen vender tilbage til udgangspunktet: Det her kan ikke finde sted i Danmark! Men det gjorde det. Og hvad værre er: Nobody gives a damn! Ikke engang pressen, der var tumpetavs dengang og endnu ikke har fået et blot nogenlunde kvalificeret blik for, hvad der skete. Således heller ikke i aftenens nyhedsudsendelser. Pinligt og dybt deprimerende. For med den dokumentation, der er fremlagt, vælger pressen at være ignorant. Hvorfor mon? Mens journalisterne i selvpromoverende ihærdighed kaster sig over Inger Støjbjerg og ungbrude-sagen, har de i mere end syv år dukket sig i sagen om et udemokratisk svineri uden sidestykke i danmarkshistorien begået i vammel samdrægtighed af regering, KL og Folketing. Aldrig tidligere har udtrykket politiske gangstere været så velvalgt i en dansk kontekst.
Men vi skal vise tillid. Til Michael Ziegler. »Det har ikke været nogen nem opgave at nå hertil. Alle kender historikken. Vi kunne ikke blive enige i 13,« udtaler han til folkeskolen.dk og fortsætter dermed ufortrødent den løgn, han har kørt på, siden han lancerede den første gang i en kronik i Politiken den dag, KL meddelte sammenbrud i Forligsinstitutionen: løgnen om manglende enighed. Manglende enighed om hvad? Om de forslag, KL fremsatte under de indledende forhandlinger og senere i Forligsinstitutionen? Men KL fremsatte ingen forslag. Ikke et eneste. Foreningen obstruerede forhandlingerne begge steder og fremsatte i 11. time et ultimatum. Man kan ikke forhandle om forslag, der ikke eksisterer, lige så lidt som man kan være uenige i forhandlinger, der ikke finder sted.
Man husker også Michael Ziegler forklare på to debataftener på DR og TV 2, at KL blot ønskede at »normalisere« lærernes arbejdstid, mens han udmærket vidste, at SRSF-regeringens og KL’s Masterplan gik ud på at anormalisere samme. Hvad kunne den den tysk-jødiske lingvist Viktor Klemperer ikke få ud af en sådan sprogbrug! Lad de folkeskolelærere, som var med dengang, og som virkelig tror på »et forpligtende samarbejde« fra den kant, stemme ja til aftalen. Men de andre: stem for Guds skyld nej!
Michael Ziegler lyver videre, manipulerer videre. Han er ligeglad med folkeskolen og ringeagter folkeskolelærerne. Hans prioriteringer ligger et helt andet sted. Han tror, at aftalen glider ned, hvis han omtaler folkeskolelærerne som »dygtige medarbejdere«, der »fortjener« en aftale, hvor ringe og påtvunget denne end måtte være, og i hvor ringe grad den løser de problemer, der blev skabt med Lov nr. 409.
Michael Ziegler og KL grinte deres røv i laser i 2013. Det gør de også i 2020, hvis aftalen bliver stemt igennem. For tro endelig ikke, at aftalen åbner en imødekommende dør på klem for fremtidige krav og ønsker, der måtte blive rejst af folkeskolelærerne. Tværtimod. Bliver aftalen vedtaget, sidder KL tungt bag rattet og DLF på bagsædet mange årtier frem. Så kan det stå nok så meget i aftalen, at den er baseret på »et forpligtende samarbejde«.
