Karsten Bräuner

Karsten Bräuner

Blog

DLF har brug for en Winston Churchill

Jeg er historiker (hvis linjefaget kvalificerer til den betegnelse). Jeg har en svaghed for at bruge fortiden som metafor for nutiden, hvilket ikke er det samme som at se nutiden som en afledning af endsige identifikation med fortiden. Tag ikke fejl af det. Ved at referere til strukturelle forhold og handlingsforløb i fortiden kan man tydeliggøre strukturelle forhold i nutiden, trække deres konturer op, som input til overvejelser over nutidige handlings-muligheder.

Publiceret Senest opdateret

Karsten Bräuner

Tidligere folkeskolelærer og tillidsrepræsentant ved Klarup Skole, Aalborg Kommune. Aktiv debattør, især i forbindelse med indførelsen af elevplaner og folkeskolereformen. Linjefagsuddannet i historie, kristendomskundskab og tysk. Er tillige uddannet journalist.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med dette klare – håber jeg – udgangspunkt konstaterer jeg, at DLF mangler en Winston Churchill som formand. I dag som dengang har appeasement-politikken slået fejl. Stillet over for en aggressiv, enerådende og urørlig modstander har forhandlingspolitikken spillet fallit.

Neville Chamberlain mente at have lagt spor ud for en bedre fremtid – på aftalte vilkår – med sit »Peace in our time«-dokument, men det var blændværk. Her kunne kun truslen om, at krigen realistisk set kunne bryde ud, måske have påvirket modparten.

I modsætning til appeasement-politikerne vidste Churchill, at de små skridts strategi ikke altid var en mulighed, og at dette var en af den slags situationer. Enten lod man sig kue – aftalte vilkår eller ej – eller også kæmpede man, også selv om man var styrkemæssigt underlegen og som udgangspunkt ikke havde udsigt til sejr og ikke kunne røre modstanderen på den korte bane. Men uden kamp var nederlaget en forlods kendsgerning.

Og så vidste Churchill, at når kampen først er i gang, ændrer præmisserne for kampen sig, ændrer oddsene sig, ændrer styrkeforholdet sig, ændrer psykologien sig, ændrer omverdenens syn på begivenhederne sig; respekten for underdogen stiger, frygten for overmagten falder, overvejelser om ret og rimeligt bryder frem og kræver at komme til deres ret.

Denne kampens dynamik afskriver man ved kun at ville de små skridts politik, ved ikke at byde overmagten trods, hvor stor, magtfuld, skræmmende og urørlig denne end måtte være. Churchill vidste, at hvis England ikke stod fast, ville alle miste fodfæstet, for overmagten har det ikke med at afgive magt og styrke af egen fri vilje.

Chamberlains appeasement-linje var styrende for Storbritannien op til det udløsende angreb i 1939. Dét kunne imperiet alligevel ikke stå model til. Churchills modstandslinje indtog Downing Street 10: Gråtonerne forsvandt, billedet blev sort/hvidt, der blev dømt kamp.

I folkeskolen fandt det afgørende angreb sted i 2013, men udløste ikke andet end retorik. DLF’s appeasement-linje fortsatte. Ikke noget med at yde aktiv modstand ved for eksempel at give KL den folkeskole, foreningen rent faktisk havde lovgivet om sammen med SRSF-regeringen. Analysen fastslog, at man ikke kunne røre KL – hvorfor så kæmpe? Man fortsatte appeasement-linjen i syv år for et stykke papir, der i nogens øjne lægger op til syv fede år – måske endda 14 – efter syv magre. Men papiret er ikke meget andet end »Peace in our time« – på KL’s betingelser. Og når det har taget syv år at presse KL så lidt, så tro ikke, at KL lader sig skubbe yderligere de næste mange år.

DLF har brug for en formand, der, ligesom Churchill, ved, at når kampen først er i gang, ændrer præmisserne for kampen sig, ændrer oddsene sig, ændrer styrkeforholdet sig, ændrer psykologien sig, ændrer omverdenens syn på begivenhederne sig; respekten for underdogen stiger, frygten for overmagten falder, overvejelser om ret og rimeligt bryder frem og kræver at komme til deres ret.

En formand, der ved, at selv om vejen til reelle forbedringer er brolagt med blod, sved og tårer, kan det være nødvendigt at følge den. De små skridts vej er ikke altid den rigtige at følge, for den fører ofte til – ingen steder.

En sådan kandidat har endnu ikke meldt sig.

Powered by Labrador CMS