Karsten Bräuner
Blog
Om sund kritik og underdanighed
Borgerforslag FT-09476 er stillet for at få sandheden frem. Hvis sandheden bringer DLF og KL's projekt "sammen om folkeskolen" i fare, så er der for alvor grund til at få den frem, for så er der noget rivende galt i projektets forudsætninger. Støt forslaget!
Under overskriften "DLF mener: Kritik eller kritik" redegjorde Morten Refskov i Folkeskolen nr. 17/2021 for et synspunkt, der præsenteres som tilhørende DLF. Ved læsning af indlægget kommer man dog i tvivl, om det er foreningens eller Morten Refskovs ege synspunkt, der kommer frem, ikke mindst i mødet med denne sætning: "Ingen, der kender mig, vil beskylde mig for at være hverken "ja-hat" eller "jubeloptimist." Dette jeg virker noget forvirrende, hvis det drejer sig om et DLF-standpunkt. Og så er det en anelse patetisk at understøtte sin argumentation ved at tage alle, "der kender mig", til indtægt for sin egen selvforståelse.
Det væsentlige i indlægget er dog standpunktet. Præsentationen af det tager afsæt i et "retorisk spørgsmål":
"I en tid, hvor flere politiske beslutninger ser ud til at gå vores vej, kunne vi så vinde mere ved, at vores udgangspunkt for kritik indeholder større håb og begejstring? Mere positivisme og optimisme? Flere konstruktive forslag til handlinger og løsninger?"
Det lyder så besnærende og nu-er-vi-på-vej-agtigt, at jeg med mine indvendinger nok må belave mig på at blive klassificeret som repræsentant for den "såkaldte 'negative kritik'".
Afsættet først: Har det ikke slået Morten Refskov (og DLF?), at grunden til, at "flere politiske beslutninger ser ud til at gå vores vej" er, at KL har indset, at de skal have lærerne på banen, og at lærerne skal yde mere for at rette op på den folkeskole, der kom ud af folkeskolekonflikten? Og - ikke mindst - at KL kun er imødekommende så langt, som det er nødvendigt for at indfri foreningens egen dagsorden?
Strategien beror på en opfattelse af, at samfundet er harmonisk, og at det lader sig ændre i positiv retning gennem dialog baseret på fornuft. Idéhistorisk sagt: Hegel, der dog i sin samtid fik modstand af blandt andre Karl Marx og Søren Kierkegaard med hver deres disharmoniske opfattelse. Marx på det samfundsmæssige plan, Kierkegaard på det eksistentielle. Fælles for Marx og Kierkegaard var opgøret med idéen om, at vi altid kan tale os frem til en løsning, mediere modsætningerne. Der findes nemlig interesser, der ikke kan medieres. Så er det, på det samfundsmæssige plan, at magten sætter sig igennem, råt, hårdt og brutalt.
Når Morten Refskov tror, "at vi generelt får mere ud af at se glasset som halvt fuldt end som halvt tomt - samtidig med at vi fastholder vores sunde kritiske sans", bliver han hængende i Hegels opfattelse. Han (og DLF?) klæder sig ikke på til den kamp, hvor magt er afgørende for udfaldet. Når projektet sammen om folkeskolen kommer til dét punkt, sidder KL med alle trumferne.
Hvilke magtmidler har lærerne da? De har i hvert fald to. De har den magt, der ligger i, at folkeskolen skal fungere, og uden lærerne fungerer den ikke. Dette er kun en reel magt, hvis lærerne er villige til at bruge den: lade folkeskolen være dysfunktionel som de dysfunktionelle rammer, lovgiverne skaber for den, i stedet for at arbejde indædt på at lave en nogenlunde funktionel folkeskole ud af disse rammer.
Den anden magt er - sandheden. Det er tegn på demokratisk forfald, hvis man indvender, at det lyder romantisk. Sandheden er altid grundpille nummer ét i demokratiets fundament. Hvor sandheden forsvinder, sætter magtmisbruget sig igennem. Sandheden kan ikke medieres, men den kan ignoreres, tilsidesættes, undertrykkes.
Borgerforslag FT-09476 er stillet for at få sandheden frem. Hvis det at få sandheden frem bringer DLF og KL's projekt sammen om folkeskolen i fare, så er der for alvor grund til at få den frem, for så er der noget rivende galt i projektets forudsætninger.
Støt forslaget!
