Læs mere fra bloggen: Karsten Bräuner
Blog
Først lærernes arbejdstidsaftale, så store bededag
Det er ikke første gang, Socialdemokratiet tilsidesætter den danske model for at lade lønmodtagere betale for et politisk projekt
KRONIK I JYLLANDS-POSTEN 11. FEBRUAR 2023
Med afskaffelsen af store bededag ved lov øges statens indtægt med 3-4 milliarder kroner om året ved, at tre millioner lønmodtagere tvinges 0,4 procent op i arbejdstid. Det er – per lønmodtager – en mild version af et tidligere regeringsudspil af samme slags. Da Social-demokratiet i 2013 skulle bruge et tilsvarende beløb til en reform af folkeskolen, afskaffede partiet lærernes arbejdstidsaftale ved lov og tvang 70.000 lærere til at undervise 25 procent flere timer.
Mens store bededag-udspillet foregår åbenlyst, blev kortene i forbindelse med folkeskole-reformen og den dertilhørende konflikt spillet fordækt, strategisk spundet ind i et langt, udemokratisk handlingsforløb, der var nøje planlagt og skjult for offentligheden med fortielser og usandheder.
Ouverturen var 2008-overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation (LC), der som noget nyt forenklede forhandlingerne på skolerne mellem skoleleder og tillidsrepræsentant.
Men bag facaden var KL ikke tilfreds. Chefforhandler Mads Lebech har senere oplyst, at KL allerede i 2008 overvejede en landsdækkende lockout af lærerne, men lod være af hensyn til de negative følger, en sådan ville få for folkeskolen. Lockout-tanken levede imidlertid videre.
I sommeren 2011 nedsatte VK-regeringen en hemmelig arbejdsgruppe, der skulle se på lærernes arbejdstid. Gruppen – der havde eget sekretariat og brevpapir i Finansministeriet samt status af myndighed – bestod af repræsentanter for Finansministeriet, Undervis-ningsministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL og havde til opgave »At forberede overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2013, herunder at bidrage til at sætte en fælles dagsorden på folkeskole- og gymnasieområdet.«
Gruppens myndighedsstatus sikrede dens aktiviteter mod aktindsigt. End ikke Folketingets Ombudsmand kunne få adgang.
Samtidigt iværksatte KL, ligeledes hemmeligt, en »strategisk, politisk kommunikation med to klare mål: At danskerne ved, at lærerne har nogle særrettigheder, som ingen andre faggrupper har. At sikre opbakning til at ændre arbejdstidsreglerne«. Kampagnen var ifølge kommunikationschef Line Aarsland »baseret på et omfattende og offensivt pressearbejde« med »inddragelse af interessenter rundt om skolen og journalister og meningsdannere«. Kampagnen blev afsluttet i lockoutens første uge med perfide og faktuelt misvisende helsidesannoncer i de landsdækkende dagblade.
En klage til Ombudsmanden over annoncerne blev afvist med henvisning til, at KL som »privat forening« ikke var underlagt Forvaltningsloven.
Det var første gang siden 1945, at myndigheder i et vesteuropæisk land førte kampagne mod en specifik gruppe borgere i den erklærede hensigt at forringe gruppens omdømme i befolkningen som optakt til et politisk anslag mod dens demokratisk erhvervede rettigheder.
Arbejdsgruppen fortsatte sit virke under SRSF-regeringen, der kom til magten 3. oktober. Finansminister Bjarne Corydon underskrev 9. december dens kommissorium, der fastsatte, at gruppens »kortlægning og vurdering af overenskomster og relevante dele af lovgivningen skal føre til en række konkrete anbefalinger til, hvordan folkeskole- og gymnasielærernes undervisningstid kan øges ved ændringer i overenskomsterne og lovgivningen«.
Da Kristian Thulesen Dahl blev Dansk Folkepartis formand i september 2012, inviterede statsminister Helle Thorning-Schmidt ham til møde i ministeriet.
»Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen … fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt tilrette på forhånd, og at lærerne ikke havde noget at forhandle om. Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft.«
Finansministeriet afholdt 13. november et hemmeligt møde med deltagelse af ministrene Bjarne Corydon, Margrethe Vestager, Christine Antorini og Annette Vilhelmsen og fra KL formand Erik Nielsen, næstformand Erik Fabrin, lønudvalgsformand Michael Ziegler og direktør Kristian Wendelboe. Alle havde tavshedspligt.
Efter mødet blev arbejdsgruppen nedlagt – uden at udfærdige en rapport til Finansministeriet. En sådan rapport ville have været tilgængelig for aktindsigt.
Fire måneder senere afslørede 21 Søndag, at SRSF-regeringen og KL på 13. november-mødet havde aftalt en »hemmelig plan for lærerkonflikt«, »i knap halvandet år arbejdet tæt sammen om at forberede opgøret med lærernes arbejdstidsregler« og at »gå hele vejen«. Ingen medier fulgte historien op. Fire år senere udtalte Annette Vilhelmsen: »Lockouten af lærerne var regeringens beslutning.«
SRSF-regeringen fremlagde 4. december sin folkeskolereform, der forudsatte, at lærernes arbejdstidsaftale blev afskaffet. To dage senere opsagde KL aftalen. Begge parter hævdede, at de to udspil ikke havde noget med hinanden at gøre. Udspillene var afstemt med V og K.
KL og LC mødtes første gang 19. december. LC bad KL formulere på skrift, hvad der skulle erstatte aftalen. Det nægtede KL på såvel dette som de efterfølgende fem møder. Efter at have obstrueret forhandlingerne hele møderækken igennem stillede KL 14. februar 2013 LC et ultimatum: Opgiv arbejdstidsaftalen uden at få noget til gengæld!
Onsdag 27. februar erklærede KL, at forhandlingerne – der reelt aldrig havde fundet sted, da der ikke havde været noget KL-udspil at forhandle om – var brudt sammen. Torsdag varslede KL lockout for at tvinge LC til »reelle forhandlinger«. Fredag skrev Michael Ziegler i Politiken: »De seneste mange uger har vi forhandlet med Lærernes Centralorganisation i håbet om at finde en løsning. Men det er desværre ikke lykkedes at blive enige.«
Forhandlingerne overgik derefter til Forligsinstitutionen, hvor KL stod fast på sit ultimatum.
Lockouten startede 2. april, varede fire uger og kostede lærerne 1,3 mia. kr. Den blev stoppet med Lov nr. 409, underskrevet af beskæftigelsesminister – nu statsminister – Mette Frederiksen.
Helle Thorning-Schmidt afviste, at SRSF-regeringen og KL havde ført aftalt spil: »Jeg ser det, som sker nu, som fuldt og helt i overensstemmelse med den danske model.«
I så fald må det forventes, at forløbet tåler dagens lys. Da en borger søgte aktindsigt i de dokumenter, der indgik i 13. november-mødet, fik han afslag:
»Finansministeriet har i den forbindelse vurderet, at det er nødvendigt at undtage de nævnte oplysninger fra aktindsigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til det offentliges (herunder kommunernes) økonomiske interesser samt den politiske beslutningsproces i forhold til fremtidige forhandlinger. Ministeriet finder således, at en offentliggørelse af oplysningerne vil medføre en nærliggende fare for, at det offentliges forhandlingssystem i forhold til fremtidige forhandlinger, herunder overenskomstforhandlinger på det offentlige område og udarbejdelsen af politiske oplæg på kommunale og regionale serviceområder m.v., vil lide væsentlig skade.«
Hvis afslagets ordvalg ikke i sig selv er en rygende pistol, er det i hvert fald røgen fra en sådan.
Alligevel fastholder S, R, SF, V og K den dag i dag, hvis de overhovedet vil udtale sig, at alt gik korrekt til i 2013. Det passer ikke. Sandheden er, at de fem partier og KL tilsidesatte Forvaltningsloven og den danske model og bevidst førte befolkningen bag lyset. Hvor længe endnu vil de benægte det? Hvor længe endnu vil pressen lade dem slippe af sted med det? At lade bedrageriet passere er det samme som at acceptere det. Det kainsmærke kan den danske model og det danske demokrati ikke være tjent med.
