Karsten Bräuner
Blog
Aftalens præambel nærlæst
Man kan vælge forskellige indfaldsvinkler, når man skal tage stilling til den nye arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne. Hvor i aftalens præambel er der for eksempel klare tegn på, at KL har ændret dagsorden?
Ifølge præamblen er det KL’s opfattelse, at »lærerne i kommunerne udfører en opgave af stor betydning, og at folkeskolen er en afgørende grundsten i vores samfund«. Det kostede vel ikke noget at få KL til at sluge den. Jeg fortsætter:
»Undervisning er skolens kerneydelse« – ret faktuelt.
»Den gode undervisning er afgørende for, at eleverne tilegner sig en række kundskaber og færdigheder, der har stor betydning for dem, mens de går i skole, for deres tilværelse efter skolen og for samfundet som helhed« – men hvad kendetegner så »god« undervisning? At den er forberedt?
»Skolen er vores vigtigste kulturformidlende institution, en vigtig faktor i forhold til at styrke sammenhængskraften i samfundet og bidrager afgørende til at fremme den enkelte elevs faglige og alsidige udvikling og demokratiske dannelse« – store ord, men svære at komme udenom.
»Skolen er fundamentet i vores uddannelsessystem« – uafviseligt, eftersom man starter i folkeskolen og går videre i en ungdomsuddannelse for at ende i en mellemlang eller og lang uddannelse.
»Lærerne er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen« – trods alt. Man kan spare meget væk, for eksempel bøger, men ikke (alle) lærere.
»Når lærerne oplever, at de har evner og mulighed for at kunne lykkes med deres arbejde og har indflydelse på skolens og undervisningens udvikling, har det en positiv betydning for elevernes udbytte af undervisningen« – oplever? Igen denne subjektificering af objektive forhold: Entenhar de evnerne, eller også har de dem ikke (blandt andet et spørgsmål om uddannelse og efteruddannelse); enten har de mulighederne for at kunne lykkes med deres arbejde, eller også har de dem ikke (et spørgsmål om resurser i form af økonomi og tid); enten har de indflydelse, eller også har de det ikke (reel indflydelse, vel at mærke).
»Et forpligtende samarbejde, der skaber gennemskuelighed og overblik over arbejdstiden og prioriteringen af opgaverne, styrker grundlaget for et godt arbejdsmiljø« – dobbeltkonfekt: Det ligger i selve begrebet samarbejde, at det er forpligtende; hvis man samarbejder om noget, men alligevel gør, hvad der passer én selv, er der ikke tale om samarbejde, men enegang. Samarbejde kan naturligvis skabe »overblik over arbejdstiden«, men hvis der er for lidt tid, får man ikke mere tid ved at samarbejde, for samarbejde tager tid; det kan definere »prioriteringen af opgaverne«, men hvis der er for lidt tid, får man ikke mere tid ved at prioritere, for hvem har endnu hørt om opgaver, der er ophørt med at eksistere?
»Det forudsætter god skoleledelse, der sammen med lærerne sætter retning og etablerer et samarbejde, og er tæt på undervisningsopgaven« – hvad med de forudsætninger, der hedder resurser og tid?
»Kernen i aftalen er et forpligtende samarbejde, der understøtter lærernes muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft og at kunne lykkes med opgaven« – der var det forpligtende samarbejde igen. Og det med »muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft« – en anelse fluffy? Før 2013 havde jeg ingen problemer med at udøve min professionelle dømmekraft. De problemer, jeg har haft med det siden, forsvinder ikke med »et forpligtende samarbejde« – lang fra.
Så tillader jeg mig at blive lidt summarisk i fremstillingen. Det næste afsnit handler om det fantastiske samarbejdsregime på alle niveauer, der vil blive etableret med aftalen. Afsnittet slutter: »Parterne ønsker hermed at bidrage til kvalificerede drøftelser af prioriteringer af lærernes arbejdstid« – kvalificerede! Men har de ikke altid ønsket det? Det har folkeskolelærerne i hvert fald. Eller er formuleringen udtryk for, at KL opfatter folkeskolelærernes kritik af Lov nr. 409 som ukvalificeret?
»Med aftalen ønsker parterne at skabe de bedste rammer for et tæt og konstruktivt samarbejde på alle niveauer, mellem KL og LC, mellem kommune og kreds, mellem skoleledelse og tillidsrepræsentant og samarbejdet mellem kommune- og skoleniveauet« – bemærk, at det er rammer for samarbejde, der tales om, ikke rammer for folkeskolelærernes arbejde. Ok, samarbejdet skal være »konstruktivt«, men med Lov nr. 409 in mente er det mere end tvivlsomt, om det bliver tilfældet – dén mener KL nok også var konstruktiv.
»Vi ønsker med aftalen at understøtte vores fælles målsætning om at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital« – prøv lige med ikke-testen: Kan man forestille sig, at parterne, selv KL, ikke ønskede »at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital«? Og så er man pudsigt nok begyndt at sætte fokus på »den professionelle kapital«, netop som den virkelig styrtdykker med forringet læreruddannelse og forringede muligheder for efteruddannelse.
Kvalitet i undervisningen, godt arbejdsmiljø, professionel kapital – det eksisterede før og forsvandt med Lov nr. 409 og kommer ikke tilbage med den aftale, der foreligger. Bliver det så ikke bare lidt bedre med aftalen? Måske, men langt fra nok, og med aftalen lukkes døren for substantielle forbedringer mange tiår frem i tiden. For hvis folkeskolelærerne stiller sig tilfreds med så lidt, som denne aftale giver dem, hvorfor skulle KL så blive i gavehumør fremover?
Med denne aftale har KL trukket en linje i sandet uden at give afkald på noget af betydning. Det tog syv år at trække den. Linjen ligger fast. Med lærernes velsignelse? Det er spørgsmålet.
