Blog

Jeg snakker om 2013 - og om folkeskolens deroute gennem mere end 30 år

Man vinder ikke fremtidige kampe ved at negligere sin egen historik. At glemme fortiden er den mest sikre måde at tabe fremtiden på

Publiceret Senest opdateret

Karsten Bräuner

Tidligere folkeskolelærer og tillidsrepræsentant ved Klarup Skole, Aalborg Kommune. Aktiv debattør, især i forbindelse med indførelsen af elevplaner og folkeskolereformen. Linjefagsuddannet i historie, kristendomskundskab og tysk. Er tillige uddannet journalist.

Lærer og kredsstyrelsesmedlem i Gentofte Peter Baike skriver i sit blogindlæg "Lockout - hvad snakker du om?" - blog.folkeskolen.dk/blog-indefra-med-peter-baike-lockout-2013/lockout-hvad-snakker-du-om/4714131 - om lockouten i 2013, og hvordan vi bør forholde os til den i dag. Han signalerer tydeligt vrede og skuffelse over den behandling, lærerne fik dengang; så langt, så godt. Men når han kommer frem til, hvordan DLF bør agere i dag, 10 år senere, springer kæden efter min mening af.

"Når under 50% på lærerværelset ved, hvad lockouten gik ud på, så er det på tide at tale mere om fremtiden, end om fortiden," skriver Peter Baike og peger dermed på et reelt problem. Blot er logikken besynderlig, hvilket Kenneth Mandrup også reagerer på i sin kommentar: "Så det må vi da fortælle dem!"

Peter Baikes - og DLF's - argumentation går ud på, at man ikke både kan være historisk forankret og arbejde for fremtiden. Det kommer til udtryk i udtalelser som:

"Men når vi i dag sætter fokus på lockouten, så kan vi ikke dvæle for længe ved, hvad der skete. Siden 2013 har der været en stor udskiftning af lærerstaben på mange skoler, og nogle af de unge kollegaer synes ligefrem at selve ordet lockout er lidt boomer." Så synes jeg, at de pågældende "unge kolleger" har et problem. Og deres manglende indsigt og engagement skal i hvert fald ikke være retningsgivende for opfattelsen af, hvad der er hensigtsmæssig adfærd.

Og:

"Vi skal ikke glemme det der skete, men vi skal videre og have fokus på, hvordan vi kan ændre de negative konsekvenser, som lovindgrebet og folkeskolereformen har skabt." Hvordan kan det at huske 2013 lægge sig i vejen for at komme videre? Og hvorfor taler DLF-folkene altid om ikke at glemme og aldrig at huske?

Der synes at ligge implicit i de to vendinger, at med ikke at glemme betyder husker vi godt nok, men det, vi husker, må ikke spille nogen aktiv rolle i udformningen af foreningens strategi, mens at huske tværtimod implicerer, at det huskede skal spille en sådan rolle.

Jeg forstår udmærket, at KL helst ser, at lærerne ikke husker lockouten i denne aktive betydning af ordet; vores modpart kan meget bedre leve med, at lærerne ikke glemmer 2013, og at ikkeglemslen ikke betyder noget som helst magtpolitisk mellem de to parter.

Selv om jeg indledte med at konstatere, at Peter Baike ikke har fløjlshandskerne på i sit tilbageblik, så bruger han heller ikke jernnæven, hvilket kommer til udtryk i nogle i mine øjne alt for bløde formuleringer.

"Heldigvis har Sammen om skolen og de nye overenskomster, som erstattede lov 409 skabt grobund for en ny udvikling og vendt den negative spiral. Flere søger ind på læreruddannelserne, og hver gang DLF kan meddele, at nu har foreningen været med til at præge lovgivningen, så får flere lyst til at blive lærere, så det går langsomt fremad."

Det er at strække jubelen for langt at hævde, at "de nye overenskomster ... erstattede lov 409" al den stund, at disse overenskomster kun er kommet til verden på ryggen af et KL-krav om ikke at nulstille Lov nr. 409, men at lade dele af loven leve videre parallelt med overenskomsterne. Det samme gælder påstanden om, at "den negative spiral" er "vendt", så det nu "går langsomt fremad" - meget langsomt i hvert fald.

Billedligt udtrykt: Folkeskolekonflikten forviste folkeskolen fra Superligaen til 2. Division; nu kæmper DLF for oprykning til 1. Division, men folkeskolen vil for altid være forment adgang til Superligaen igen; det vil KL ikke tillade - ikke inden for rammerne af Sammen om skolen i hvert fald; der skal helt andre boller på suppen for at udvirke det.

"Økonomien skranter i mange kommuner" - hvorfor ikke sige alle?

"Hvis vi skal have folkeskolen til at køre på skinner igen, så skal der afsættes flere midler til selve driften" - men de penge kan DLF ikke hente hjem gennem Sammen om skolen.

"Vi er kommet lagt siden 2013, og vi er på rette vej, men der skal mere frihed til for, at vi kan få vendt skuden."

Er vi det, kommet langt? Og er vi nu også på rette vej? Og frihed er godt, men resurser er bedre - lad nu være med at gøre folkeskolens genopretning til et spørgsmål om frihed. Det ligger implicit i Folketingets tale om mere frihed til lærerne, at så kan frihed gøre det ud for resurser: Giv lærerne frihed, det er billigere, og så er det dem, der sidder med ansvaret og aben.

Jeg har været vidne til den deroute, som startede for folkeskolen i 1989, og som regeringer af alle slags har bidraget til lige siden. Lad os dog holde mindet i hævd om folkeskolen fra dengang, lærerne nød anseelse og respekt, og underfinansiering og ukvalificeret reform-iver hørte fremtiden til. Og lad os så spørge politikerne af i dag, hvorfor de har gjort det så ovenud elendigt for folkeskolen gennem tre årtier. Det tror jeg kan være med til at genføde en bevidsthed om vigtigheden af at have en folkeskole, der fungerer.

Powered by Labrador CMS