Læs mere fra bloggen: Karsten Bräuner
Blog
Komiske Ali fra Virum
Når komik bliver tragik
Som lærer er man vant til at læse gedigent sludder om ens arbejde og folkeskolens tilstand, men kan som regel komme over mødet med dumheden ved at konstatere, at skribenten ikke har sin gang i folkeskolen og derfor ikke ved, hvad han taler om. Anderledes forholder det sig med debatindlægget »DLF bør vågne op og fortælle højt om det gode lærerliv«, afdelingsleder Jonas Fisker, Virum Skole, har beriget offentligheden med på skolemonitor.dk.
Jonas Fisker fortæller glædestrålende om »et par lærere«, som han og hans ledelsesteam har ansat i det forgangne skoleår. Rigtige lærere, forstås, hvilket vil sige lærere, der »efterspørger lærerlivet«. Man kunne forvente, at det gør alle, der uddanner sig til lærer, men det er ikke tilfældet. For hvad er det rigtige lærerliv?
Det er, ifølge Jonas Fisker, »et arbejdsliv, hvor der er frihed til at strukturere sit arbejde, så man arbejder (…) når arbejdet kræver det. Det er aftener og weekender eller om eftermiddagen på skolen«. Rigtige lærere »gider ikke timetælleri«, for de ved, »at børns udfordringer ikke bliver styret af et ur, og arbejdsmængden i lærerjobbet kommer i bølger«. Rigtige lærere »siger ikke nej til et møde med forældre med kort varsel kl. 17, for de ved godt, at et godt skole-hjem-samarbejde er altafgørende for børns trivsel«. Rigtige lærere forfalder ikke til »et quickfix af undervisning«, men »vil udvikle sig og blive dygtigere sammen med deres kolleger (…) De ved godt, hvad der skal til, for at eleverne lærer: Høje forventninger til eleverne, velstruktureret afvekslende undervisning, et godt fagligt fundament og stærke relationer til og mellem eleverne«.
Har Jonas Fisker de pågældende nyansatte læreres accept til at præsentere dem på denne måde i sit debatindlæg?
Et sådant lærerliv skal understøttes af ledelse: »Det stiller krav til os som skoleledelse. Vi skal bedrive ledelse, der bygger på tillid, tydelighed, dialog og udvikling men også en ledelse, der er klar til tidligt at følge op og være konsekvent, hvis tilliden bliver brudt.« Er det den »tillid, tydelighed, dialog og udvikling«, der blev grundlagt i 2013, han taler om?
Men ledelse klarer det ikke alene: »Og det stiller krav til en lærerforening, der ikke skal holde hånden over brodne kar.« At Jonas Fisker ikke finder det nødvendigt at oplyse, hvem »brodne kar« omfatter, lader ane, at det efter hans opfattelse må være indlysende: De lærere, der ikke opfatter »lærerliv« på samme måde som han. Timetællerne. Kværulanterne.
Og så lige pludselig er jeg fuldstændig enig med afdelingslederen fra Virum: »Med Lov 409 forsøgte man at normalisere lærerlivet og gøre det til et job som alle andre. Men lærerjobbet er ikke et job som alle andre. Lærerjobbet er en profession, som man hele tiden har i baghovedet. Det skal man ikke lægge på hylden, når man går ud af skolens dør!«
Hvorfor dette anonyme »man«, når Jonas Fisker udmærket ved, hvem det var: SRSF-regeringen og KL? Og hvorfor taler han til lærerne: »Danmarks lærerforening – kom nu!« når det var KL’s Michael Ziegler, der definerede lærernes opgave til at være på skolen i tilstedeværelsestiden, hvorefter de kunne gå hjem og holde fri? Det er KL, der har fjernet professionen fra lærernes baghoved, ikke lærerne.
Selv om det er SRSF-regeringen og KL, der har smadret folkeskolen og skabt rekrutteringsproblemet, er det hverken Christiansborg eller KL, Jonas Fisker vender sig imod: »Særligt Danmarks Lærerforening bør vågne op og reklamere for, hvad lærerlivet er.«
Og videre: »Det kræver selvfølgelig, at kommuner og lærerkredse aftaler gode fleksible rammer for arbejdet, mens stivnakkede lærerkollegier og ledere dropper timetælleriet.« Jamen, kommunerne giver ikke fleksible rammer. Jonas Fisker sætter kniven ind det forkerte sted: At få folkeskolen til at fungere er ikke et spørgsmål om fleksibilitet inden for de rammer, der blev udstukket i 2013, for med dem kan folkeskolen ikke hænge sammen; så kan man være fleksibel herfra og til dommedag, lige meget nytter det. Og igen, det var SRSF-regeringen og KL, der ville tælle timer, ikke lærerne.
»Tillid i hele systemet er altafgørende,« skriver Jonas Fisker aldeles korrekt uden eftertanke om, hvorfor tilliden er gået i sort. Derefter går det helt galt for ham: »Alle skal holde sig på egen banehalvdel: Politikerne udstikker mål og rammer, mens ledere og lærere sørger for, at vi kommer i mål med politikernes ønsker.« Hans doktrin indeholder ikke ordet resurser, for hvad skal man med resurser, når man har ledelse?
»Kom, alle gode kræfter. Lærerlivet er fantastisk, og det skal alle vide!« Med en sådan udtalelse påtager Jonas Fisker sig frivilligt rollen som Komiske Ali: Efter at lærere og forældre i tusindtal er flygtet fra folkeskolen, fordi lærerlivet ikke er fantastisk efter 2013, tror han, at slagord kan vende nederlag til sejr. Stillet over for en sådan substans- og realitetsfornægtende ledelse ville jeg også tage fødderne på nakken og komme væk. Den første betingelse for at løse et problem er en saglig og nøgtern erkendelse af dets karakter og omfang. Uden en sådan har folkeskolen uvægerligt retning direkte mod Waterloo.
