Karsten Bräuner
Blog
Kommentarer til Gordon Ørskov Madsens ikke-svar - og ét nyt spørgsmål til formanden
Jeg spurgte Gordon Ørskov Madsen, om Hovedstyrelsen har behandlet borgerforslag FT-09476. Han har nu svaret - og så alligevel ikke. Svaret stiller flere spørgsmål, end det besvarer, hvorfor jeg har valgt at bringe det in extenso (minus indledning) og knytte mine kommentarer til løbende.
Lad mig begynde med at besvare spørgsmålet direkte: Ja, hovedstyrelsen har ad flere omgange drøftet Karsten Bräuners borgerforslag om en kommission om 2013-forløbet. (Hvornår var første gang?). Og nej, der er ikke opbakning til forslaget i hovedstyrelsen. (Er der konsensus i HS om ikke at støtte forslaget? Har spørgsmålet været til afstemning? Hvad viste afstemningen?). Hovedstyrelsen har ikke udarbejdet en samlet udmelding(Hvorfor ikke?), men jeg vil gerne i det følgende uddybe mine egne tanker og vurderinger, som der generelt er opbakning til i hovedstyrelsen. (Betyder det, at nogle HS-medlemmer mener noget andet og bakker forslaget op?)
Forløbet i 2013 var et angreb på folkeskolen, på lærerstanden og på den danske model. Det er der i mine øjne ingen tvivl om. I løbet af de snart 10 år, der er gået, har vi gentagne gange forsøgt at få udleveret materialer fra den særlige arbejdsgruppe, som regeringen nedsatte i december 2011, og som blandt andet havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan undervisernes arbejdstid kan øges gennem overenskomsten. Vi har bedt om aktindsigt i arbejdsgruppens materiale, og da vi fik afslag har vi taget sagen videre til Ombudsmanden. Vi har klaget til ILO – den internationale arbejdsorganisation, som er underlagt FN – om forløbet før, under og efter OK 13. Vi har understøttet bogen ’Søren og Mette i benlås’, vi har belyst forløbet i medierne gang på gang på gang (Ikke med den store effekt, da mange stadig taler om lærerstrejken) og vi har senest ført en sag i Landsretten. (Når Gordon Ørskov Madsen ønsker at kreditere DLF for at have »ført en sag i Landsretten«, er der tale om rent spin. Den sag, der er tale om, er en sag om tilladelse til at føre den 2013-sag, som DLF forpassede ved ikke at være opmærksom på en forældelsesfrist på tre år, hvilket der kun er grund til at miskreditere foreningen for. Denne fadæse tæller altså med på plussiden i Gordon Ørskov Madsens regnskab). Mange oplysninger er kommet frem i lyset, og der er ikke tvivl om at der bredt i befolkningen og blandt parterne om skolen er en erkendelse af, at der lå et aftalt spil bag de såkaldte »forhandlinger« i 13.(Jeg påstår, at der bredt i befolkningen er uvidenhed og ligegyldighed på dette punkt. Og hvis den erkendelse, der tales om, er så bredt udbredt på Christiansborg, hvorfor er det så så kontroversielt og farligt at kræve sagen belyst, som er det, borgerforslaget går ud på?)
Spørgsmålet er, om dette borgerforslag vil bringe nye og afgørende oplysninger til bordet?(Det ved vi først, når vi har forsøgt. Men hvis en retssag skulle kunne det, hvorfor skulle en kommission så ikke? Og nu bliver der ikke nogen retssag). Om det er en farbar vej til målet om sandhed og oprejsning? (Det ved vi først, når vi har forsøgt). Det er min vurdering, at det ikke er tilfældet.
Selv hvis vi ved fælles hjælp kunne få borgerforslaget op over de nødvendige 50.000 stemmer, er der lang vej til, at politikerne nedsætter en kommission (Vejen til sandheden er ofte lang og besværlig, men hvis man ikke følger den, overgiver man sandheden til løgnen. Og det er GRATIS at gøre forsøget. Er det her virkelig DLF’s ambitionsniveau?) – og endnu længere til, at denne kommission vil kunne finde den ›rygende pistol‹, som endeligt kunne bevise, at der var tale om aftalt spil.(Hvis en retssag ville kunne finde en rygende pistol, hvorfor skulle en kommission så ikke også? Jeg gætter på, at 13. november-dokumenterne vil være et godt sted at lede.).
Det, der skete i 2013, bliver ikke glemt. Det vil vi altid have med os. Men vi er nødt til at vurdere, om der er et mål for enden af vejen (Der er flere: demokratisk transparens, sandhed og retfærdighed, som er kernen i borgerforslaget), inden vi bevæger os af sted i samlet trop (Undskyld, den kan jeg ikke lige afkode, for det bliver ikke et DLF-forslag af, at DLF støtter det; det er et borgerforslag med sigte på alle offentligt ansatte). Og her er min vurdering, at et borgerforslag ikke er vejen frem.
Med det nuværende samarbejde om folkeskolen er vi ved at finde en ny vej frem for lærerne og for folkeskolen. Og det samarbejde bygger også på en fælles erkendelse af, at forløbet i 2013 var en kæmpe fejltagelse, som alle har lært af. (Jeg beder Gordon Ørskov Madsen komme med henvisning til, hvor KL offentligt på skrift erkender, at 2013 var en kæmpe fejltagelse, og oplyser, hvad foreningen har lært af fejlen. Normalt prøver en, der erkender at have begået en fejl, at rette op på den skade, fejlen har forvoldt. Skaden på folkeskolen er ikke lige til at rette op, men det er den månedsløn i løntab, som »fejlen« påførte lærerne, så det er da et sted for KL at begynde; gør foreningen AF EGEN DRIFR det, kan vi MÅSKE begynde at nære tillid til det, den siger).
---
Jeg takker Gordon Ørskov Madsen for hans »egne tanker og vurderinger«, men jeg spurgte til Hovedstyrelsens holdning. Det ikke-svar, jeg har fået, indsvøbt i spin, stiller flere spørgsmål, end det besvarer. Det er derfor nødvendigt at stille et enten-eller spørgsmål til Gordon Ørskov Madsen, som jeg beder ham svare rent ja eller nej til:
Spørgsmål til Gordon Ørskov Madsen: Har der i Hovedstyrelsen fundet en afstemning sted vedrørende støtte til borgerforslaget?
PS: I sin opremsning over alt det, DLF har udrettet siden 2013, glemmer han foreningens passivitet efter det kolossale medlemsengagement, som 20. marts fik 30-40.000 lærere til at protestere på Christiansborg Slotsplads, og som, trods oplagte muligheder, ikke blev brugt til noget som helst.
