Læs mere fra bloggen: Karsten Bräuner
Blog
Om oprettelsen af staten Israel – en kort historik
Denne korte historik er udarbejdet med henblik på at give de lærere, der taler med deres elever om Gaza-konflikten, en historisk håndsrækning til at forstå, hvad der ligger til grund for den.
Antisemitisme en reel, negativ kraft, som skal bekæmpes. I
den aktuelle Gaza-konflikt styrker man ikke - selv om mange påstår
det modsatte - antisemitismen ved at tilføje fordømmelsen af Hamas'
terrorangreb et forklarende "men", for man forstår ikke nutiden ved at sætte historiens kikkert for det
blinde øje, ej heller ved at fornægte fortiden. Hamas' angreb kan
ikke forsvares. Men det kan den jødiske fordrivelse af palæstinenserne heller
ikke.
Den zionistiske bevægelse spillede en afgørende rolle for etableringen af staten Israel. Bevægelsen opstod i Øst- og Centraleuropa i 1880erne som reaktion på den undertrykkelse, jøderne var udsat for. Dens oprindelige mål var et territorialt fristed, men tanken om et nationalt hjemland i Palæstina blev fremherskende fra århundredeskiftet, ikke mindst drevet frem af Theodor Herzls bog »Der Judenstaat« fra 1896.
Da briterne i 1917 som led i Den 1. Verdenskrig besatte Palæstina, lovede udenrigsminister Lord Balfour at etablere et nationalt jødisk hjem i Palæstina og samtidig tage hensyn til »den ikkejødiske« befolknings ønsker om selvstændighed. Forslaget forstærkede modsætningsforholdet mellem de to befolkningsgrupper og satte en voldsspiral i gang. Fem år senere adopterede Folkeforbundet forslaget og gjorde Palæstina til britisk mandatområde.
I 1928 forsøgte briterne at skabe ro ved at foreslå oprettelse af et råd, hvori zionisterne og palæstinenserne skulle have lige mange pladser. Palæstinenserne, der havde boet i Palæstina gennem århundreder og udgjorde over 90 procent af befolkningen, kunne ikke acceptere samme repræsentation som en jødisk tilflytterbefolkning på seks procent. Forslaget udløste et palæstinensisk oprør, som det tog briterne tre år at slå ned.
Det jødiske samfund i Palæstina havde i 1920 oprettet en paramilitær organisation, Haganah, der skulle forsvare de jødiske bosættelser. Den blev nu, med britisk hjælp, reorganiseret til en egentlig hær.
Da et nyt palæstinensisk oprør startede i 1936, blev Haganah inddraget i de britiske styrkers militære operationer mod palæstinenserne. Det tog den britiske hær og Haganah tre år at slå oprøret ned. Kampene kostede 262 briter, 300-400 jøder og mindst 5000 palæstinensere livet.
Under Den 2. Verdenskrig færdiggjorde zionisterne det såkaldte »Landsbyarkiv«, der beskrev de 1200 palæstinensiske landsbyer i detaljer og anviste, hvordan de kunne angribes militært. Arkivet indeholdt også lister over landsbybeboere, der skulle likvideres.
I krigens slutfase opstillede den jødiske ledelse to mål: Den britiske tilstedeværelse skulle bringes til ophør, og Palæstina skulle tømmes for palæstinensere. David Ben-Gurion, der blev Israels første ministerpræsident, fastslog allerede i 1937: »Araberne må væk, men vi har brug for en opportun lejlighed for at få det til at ske, for eksempel en krig.«
I slutningen af 1946 udarbejdede Ben-Gurion en »Plan C« for, hvordan palæstinenserne skulle fordrives:
Palæstinensernes politiske lederskab, palæstinensere, der ansporede til modstand eller tidligere var gået imod jøderne, samt de palæstinensiske seniorofficerer, der havde virket under det britiske mandatregime, skulle likvideres.
Møller, vandmøller og andre installationer af afgørende betydning for palæstinensernes levebrød skulle ødelægges, palæstinensisk transport beskadiges, palæstinensiske klubber, kaffehuse, mødesteder m.v. angribes.
Palæstinensiske landsbyer, der »kunne formodes at ville assistere i kommende angreb på jøder og jødisk ejendom«, skulle angribes, indbyggerne fordrives.
Da Storbritannien i februar 1947 besluttede at overdrage Palæstina til FN året efter, blev »Plan C« revideret til »Plan D«, der indeholdt en skærpelse: Alle palæstinensere skulle fordrives, uanset om de samarbejdede med jøderne eller ej.
29. november 1947 vedtog FN’s generalforsamling Resolution 181 om staten Israels oprettelse. Palæstinenserne var imod. Mindre end 10 procent af det areal, der blev tildelt den nye stat, var i forvejen ejet af jøder, og den nye stat fik de mest frugtbare områder. Wahid Khalidi, senere historieprofessor ved Oxford University, kaldte resolutionen »en forhastet handling, der gav halvdelen af Palæstina til en ideologisk bevægelse, der siden 1930rne åbent havde erklæret sit ønske om at af-arabisere Palæstina«.
Som generalprøve på »Plan D« angreb jødiske militsfolk 18. december landsbyen Khisas. Militsen kom midt om natten og sprængte tilfældige huse i luften. 15 indbyggere, deriblandt fem børn, blev dræbt.
En legion af arabiske frivillige rykkede 9. januar 1948 ind i Palæstina for at beskytte palæstinenserne, men de kunne ikke stille noget op over for de langt bedre trænede og udrustede jødiske militser. Deres indmarch fik den jødiske ledelse til at intensivere udrensningen, der toppede med fem landsbyer på en enkelt dag i februar.
10. marts, mens Palæstina endnu var britisk mandatområde, blev »Plan D« sat i værk. 50.000 jødiske militsfolk fordrev frem til udgangen af april 250.000 palæstinensere fra deres landsbyer. Det kom til flere massakrer.
Jødiske militsfolk stormede 9. april landsbyen Deir Yassin nær Jerusalem. Beboerne blev gennet sammen og dræbt, deres kroppe skændet. Flere kvinder blev voldtaget. Historikere anslår antallet af dræbte til 100-120. Dertil kom 25 palæstinensiske mænd, som militsen tog med til Jerusalem, hvor den iklædte dem blodbestænkt tøj og førte dem gennem byen i et triumftog, før den skød dem i en sidegade.
Haifa var sæde for den britiske administration og base for britiske styrker. Det hjalp ikke de ca. 55.000 palæstinensiske indbyggere, da den jødiske Carmeli-Brigade nåede frem til byen 21. april.
»Dræb alle arabere, I møder; sæt alt, der kan brænde, i brand; spærrer en dør vejen, så spræng den!« lød brigadeleder Mordechai Maklefs opfordring til sine mænd. Han blev senere Israels hærchef.
Haifas kommandant meddelte palæstinenserne i byen, at briterne ikke ville kunne forsvare dem, og opfordrede dem til at flygte. Det accepterede de, men bad om, at det kunne ske under ordnede forhold.
Næste dag mødte palæstinenserne op på torvet, hvor de ventede på at få adgang til havnen og de fartøjer, der skulle sejle dem væk. Fra højdedragene omkring byen begyndte Carmeli-Brigaden pludselig at beskyde folkemængden med mortergranater. Beskydningen skulle ifølge brigaden sikre, at palæstinenserne ikke ombestemte sig til at blive i Haifa.
Palæstinenserne flygtede i vild panik ind på havneområdet for at komme væk og redde livet, mens briterne så til. 15.000 slap væk den dag. Mange blev dræbt. Af Haifas oprindelige palæstinensiske befolkning på 65.000 var der en måned senere 4000 tilbage i byen.
Efter erobringen af Haifa skrev lokale zionister til David Ben-Gurion, at der forelå en »historisk mulighed« for at komme af med byens arabiske karakter én gang for alle ved at destruere 227 udpegede huse. Ben-Gurion tog til Haifa for at se projektet an, gav grønt lys og føjede den historiske, overdækkede markedsplads til på listen over bygninger, der skulle forsvinde.
Ejendom og værdier, som de flygtede palæstinensiske efterlod, blev indsamlet og fordelt mellem hæren og de jødiske bosættelser.
Udrensningen fortsatte efter Israels oprettelse 15. maj 1948 i strid med såvel de rettigheder, Resolution 181 fastsatte for palæstinenserne, som Menneskerettighedserklæringen, der blev vedtaget 10. december.
11. december vedtog FN resolution 194, der skulle sikre palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres landsbyer. Israel ignorerede resolutionen i sikker forvisning om, at FN hverken ville eller kunne sætte magt bag.
Palæstinensere, der forsøgte at vende hjem, blev beskudt og atter fordrevet. Bataljon 103, kompagni C, rapporterede således om en »succesfuld beskydning af palæstinensere, der forsøgte at vende tilbage til landsbyen Blahmiyya for at hente deres ejendele«.
Ifølge Ilan Pappe, israelsk historieprofessor ved University of Exeter, hvis bog "The Ethnic Cleansing of Palestine" er primærkilde til dette indlæg, blev 531 palæstinensiske landsbyer ødelagt og 11 kvarterer, som i Haifa, tømt for palæstinensiske beboere. Trekvart million palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem.
