BLOG

Empty article - Subtitle

Den værste coronaskole er den vi har lige nu.

De seneste uger har jeg hørt skoleledere, politikere og selv mine egne tillidsvalgte i DLF tale om coronaskolen og alle de mange erfaringer vi fik fra den. I datid. Altså, som om den er væk. Men hør lige, ”coronaskolen” er her stadig, og den er den værste af de mulige vi har haft.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kortere skoledage, mindre hold, mere ude-undervisning, mere online undervisning, færre møder, færre krav og så videre. Der er en masse diskussioner af hvad den anderledes skoledag lærte os. Og med os mener vi så alle skolepolitisk interesserede. Vi ved jo reelt ikke hvad børnene lærte af de forandringer. Vi gætter og håber at vores mavefølelser er rigtige. Men alt imens vi går og gætter på hvad hjemmeskolen betød, eller den korte skoledag hvor kun 1.-5. Klasse gik i skole i små grupper, så glemmer vi at der stadig er corona, og det påvirker folkeskolen – og samfundet – meget mere end man lige tror.

I sidste uge kom der historier frem med forældre, som havde børn med Covid19 symptomer og derfor skulle de blive hjemme indtil barnet var testet negativt. Det betød for mange forældre at de blev klemt imellem skole og deres arbejde: man kan ikke blive væk fra arbejde i 3-5 dage fordi ens barn har symptomer. Diskussionen kom ikke ind på hvad det betyder for børnene at være væk eller hvor mange det drejer sig om. Jeg kan sige fra min egen klasse at det sidste uge var mellem 15 og 35% af klassen som var væk hver dag. Mere end hver tredje elev var hjemme i fredags. Det betyder virkelig meget for undervisningen når så mange elever konstant er væk. Mange forberedte aktiviteter kan ikke lade sig gøre, gruppearbejde falder fra hinanden fordi gruppen ikke kan samles og så kommer der selvfølgelig den særlige ekstraopgave til lærerne: Vi skal stadig undervise børnene der er hjemme, for de er ikke syge, men tvunget til at være hjemme pga symptomer. Så udover at vi både skal køre fuld skema så skal vi også lave hjemmeundervisning til en stor, skiftende gruppe elever, så de ikke falder bagud når de nu er væk i op til en uge ad gangen.

Det skal vi blandt andet fordi vi ikke længere har en nødlov. Nu skal vi arbejde og undervise under folkeskoleloven, som siger at vi skal undervise alle elever. Og efter de mål og ambitioner, som skolen sætter. I modsætning til foråret så er presset på indhold, karakterer, tests osv. vendt tilbage. Men vi skal stadig sørge for at eleverne ikke blander sig med elever fra andre klasser, så vi har stadig forskellige ringetider, forskellige zoner til elevernes pause og begrænsninger på hvor eleverne må være (eksempelvis ikke i PLC hos os).

Og tilbage til historien om forældre der bliver presset på jobbet over tvungne hjemmedage. For nu kan vi lægge det til hos os lærere også. Vi har også hele tiden lærere med symptomer, som skal bestille tid, vente, tage en test, vente på svar og først efter 4-5 dage komme tilbage på arbejde. Det kan en skole selvfølgelig heller ikke holde til, så på min skole er vi nu begyndt at have ”omvendt coronaskole”. Jeg sidder herhjemme med mine symptomer og eleverne sidder samlet i klassen, og så underviser jeg dem via min computer. Det kan jeg jo heldigvis godt fordi jeg er rask med milde covid19 symptomer, men det ændrer mit arbejde igen igen. Alle mine planlagte aktiviteter skal ændres: i dag skulle vi have cyklet ud til Grundtvigs grav og læst hans digte og salme på graven. Det er svært at gøre online. Imorgen skal klassen lege ”debatten” i samfundsfag og diskuterer hvilket demokrati, der er bedst. Det er også svært at gøre online. Så alt laves om. Igen. Min forberedelse kræver konstant ændringer fordi min arbejdssituation ændres, mine elever ikke er i skole, og reglerne er som om vi driver en helt almindelig skoledag. Det virker grotesk og det virker endnu mere grotesk at politikere, skoleledere og DLF repræsentanter taler om coronaskole, som noget der var.

Jeg var faktisk glad og nød min arbejdsdage i forårets coroantid, men lige nu er det hårdt og surt fordi det hele presser. Jeg vil gerne arbejde, også gerne hjemmefra, men jeg vil også gerne have at nogen arbejde for mine betingelser, og lige nu bliver det hele glemt pga. A20 afstemning og formandsvalg.