Det måtte bare ikke ske

Så skete det, det, der bare ikke måtte ske. I hørte ikke noget fra mig sidste uge. Det lettere gruede forældremøde sørgede for, at ugen blev skudt i gang med en lang, vellykket dag. Der er ikke mange læringsteorier, som ikke sidder fastnaglet på mine sideben. Forholdsvis sikker i mødet med andre mennesker, føler jeg mig også. Skolesnak har gennem mange år været min hjemmebane, så de der forældre kunne bare komme an. Min rutinerede teammakker og jeg havde da også forberedt en detaljeret dagsorden, så forældrene kunne forlade mandagens møde klædt godt på i forhold til, hvem vi er, hvordan vi underviser, vidende om skoleårets gang, fagene, målene, samarbejdet mv. Weekenden op til mærkede jeg presset trykke mig. Hvad skulle jeg fortælle forældrene om mig selv? Skulle jeg fortælle dem, at jeg har været langtidssygemeldt med stress? Hvordan filan kommer man rundt om den på en troværdig og tillidsvækkende måde? Ville det være at lyve, hvis jeg helt udelod at fortælle dem om det?

Så stod vi der foran de rare forældre. Rødblussende kinder og som sædvane en smule bævende stemme. Min makker er ikke sådan at rokke, heldigvis. Hans ro smittede af på mig. I sidste øjeblik glemte jeg helt at fortælle noget om mine svagheder – sådan tænker jeg dem stadig, svagheder, - forældrene smilede bare venligt og opbakkende, da jeg fortalte, at jeg var vendt tilbage til lærerliv efter en tur ud i ledergerningen. Ved mødets afslutning havde freden indfundet sig i mig, og jeg gik hjem betrygget og endnu mere klar på et godt samarbejde om de søde unger.

Hvad er det så, der ikke måtte ske? Jo, se, jeg blev syg. I uge 3. Det kan man da ikke. Det måtte bare ikke ske. Feber, kvalme, ondt i ryggen, jeg var et pjok. Jeg slæbte mig afsted og prøvede at smile mig igennem dagene iført briller med vinduesglas dækkende de efterhånden mørke rander under øjnene godt dopet af panodil. Indtil jeg var for meget et pjok til at kunne rejse mig fra sengen. Og så græd jeg. Og så var jeg sur. Og så græd jeg. Og så var jeg mere sur. Og så skældte jeg mig selv ud. Og lidt mere. Og lidt mere igen. You get mig drift?! På dag 2 besluttede jeg, at jeg blev nødt til at få noget produktivt ud af dagene på langs. Men jeg kunne bare hverken læse eller på anden måde forberede skolearbejde. Tankernes tyngde trak mig dybere og dybere… Selvterapi er hårdt arbejde, og jeg kender jo efterhånden godt mine egne destruktive mønstre. Det nytter ikke at skælde sig selv ud, føle skyld og skam og gå i angst af lidt feber. Mønstrene, som jeg stadig arbejder på at bryde, handler bl.a. om et uhensigtsmæssigt stort behov for at forstå. I det her tilfælde hvorfor jeg blev syg? Jeg måtte have gjort noget forkert. Jeg havde nok påkaldt mig en forfærdelig vrede over mit lille væsen ved at være et fejlbarligt menneske. Tidligt i seng? -Tjek. Styr på planerne? -Tjek. Spist sundt og nok? -Semi-tjek (hang til blandselv). Vilde byture udeladt – tjek. Glad for jobbet? -Tjek. Tilfreds med livet generelt? – tjek. Liggende der i sengen, slået ned af feber, er det svært for Ida at handle sig ud af situationen, men aha… jeg skrev da bare til ledelsen, at jeg lige havde brug for at sige, at jeg altså er meget glad for min nye skole. Til enhver anden end mig selv, ville jeg sige, at det er noget pjat. At man ikke behøver forklare en febervirus, at man skal passe godt på sig selv og sørge for hvile til krop og sjæl. Skyld og skam helbreder ikke vira, så vidt jeg har erfaret… Lidt gammel er jeg jo egentlig blevet, så noget ved man da alligevel…

Det måtte bare ikke ske. Men hey, vil I da ikke vide… skolen stod stadig, da jeg igen indfandt mig i mit klasselokale lidt i 8.00 mandag morgen. Ungerne var glade for at se mig. Ingen skældte mig ud. Kollegerne spurgte endda venligt, om jeg var blevet rask, og det viste sig, at flere både elever og kolleger havde fejlet det samme som jeg. Jeg tillod mig selv syndsforladelse og kastede mig ud i at nyde min nye tilværelse. I dag onsdag griner jeg af de mange tårer grædt i feberrusen og laver en mental note til mig selv om, at man ikke bliver hurtigere rask af skyld og skam. Pas nu godt på Ida, Ida!