Jeg går efteråret i møde frygtsomt forhåbningsfuld

Frygten for at fejle sidder dybt i mig. Frygten for at skuffe nogen eller koste nogen noget sidder endnu dybere. Mens jeg skriver disse ord, mærker jeg mit hjerte banke lidt for hurtigt, og stresshormon pumpe rundt i årerne. Det var meget nemmere at være ærligt sårbar, da jeg var sygemeldt med stress.

Min stress er ikke kun arbejdsrelateret. "Ja, det er jo en rodebunke", som min læge engang ytrede sig under den samtale med mig, som egentlig bare skulle være en "Hvordan går det så?-samtale" overstået inden for den normalt afsatte tidsramme. Ikke kun arbejdsrelateret er faktisk ret meget noget rod, når man skal skrive for et fagblad, for hvad er så relevant og ikke relevant læsning? Lærere er dygtige skribenter og knivskarpe og nøgterne og kritiske og helt utroligt sagsorienterede. Og her ævler jeg om noget, der måske slet ikke hører hjemme i et fagblad. HVORFOR? Uha... mit hjerte banker lidt for hurtigt. ... Når jeg stresses arbejdsmæsssigt er det faktisk også svært at skrive her. Jeg er bange for at komme til at udlevere forældre, kolleger, ledere, forvaltningen. Jeg er bange for at miste mit job. Jeg er SÅ forfærdeligt bange for at gøre mig fortjent til at miste mit job. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan magte at gå hele "Hvad skal jeg med mit liv"-processen igennem igen med tilhørende samtaler med jobcenter, læge, a-kasse, stresscoach, psykolog. Jeg orker det ikke igen. Jeg tror ærligt talt ikke, at jeg har kræfter til at rejse mig igen, hvis jeg vælter. Så jeg er bange. Jeg har undersøgt, hvad der skal til for at kunne gå ned i tid. Jeg har læst og undersøgt og talt med og om fleksjob, alternative jobmuligheder, om veje og udveje. Og jeg er for filan helt vildt glad for at være lærer. Når jeg er sammen med eleverne, er jeg ikke bange. Når jeg styrer biksen, så glemmer jeg lidt, at jeg slet ikke er mig selv mere. Jeg glemmer, at min hjerne har lidt mere eller mindre permanente skader i form af skrantende hukommelse og overskud. Jeg bliver nok aldrig primadonna udviklingsfyrtårn igen. Men det behøver jeg heller ikke for at være en god lærer. Med eleverne trives jeg.

Forrige lørdag var jeg til en skøn komsammen hos en tidligere lederkollega. Der var mange af slagsen til det dejlige selskab, og måske var det mig eller også virkede de lidt beklemte ved at spørge til mig. Der er jo ingen, der bryder som om hende, som næsten fik skuden til at vælte ved en lang sygefraværsperiode. "Nå... er du så stadig (kun) lærer, Ida", spurgte flere, og ja, det er jeg jo sådan set. Jeg fortalte, at jeg er så glad og tilfreds med at være lærer. Jeg fortalte, hvordan jeg slet ikke i dag forstår, hvad jeg skulle der bag computeren med administration og sagsbehandling. Det var helt fantastisk at kunne udtrykke sådan en oprigtig glæde ved lærerjobbet. Og så tog jeg en snak med en leder om fleksible skemaer, som er piv-hårde for sådan nogen som mig, der har sært ved at huske. Vi talte om lange dage med møder i flere teams, som er hårde for sådan nogen som jeg, fordi jeg gerne vil gøre det godt og bliver stresset af ikke at slå til alle steder. Og så talte vi om lange dage med mange undervisningstimer, som er hårde og udmagrende udmattende for sådan nogen som mig, fordi jeg stadig er påvirket af manglende overskud efter en lang stressperiode. Jeg kom til at tænke på, at alt det, der gælder for mig, alt det, der er hårdt for mig, nok også er hårdt for alle andre. Når jeg er træt -og ikke bare sådan en lille smule lur-trængende - men træt helt ind i knoglerne af at forsøge nå alting, så er det faktisk ret meget nemmere at se frem til en kort dag, end en lang. Det er jo logik for burhøns. Når jeg er overskudsagtig, er det et held for mine elever, for så laver jeg sjov og klapper og springer badut og finder på og finder mig i. En lærere skal finde sig i helt utroligt meget lort af og til. Både fra elever og deres forældre. Og det bliver man træt af. Og det vil man gerne håndtere professionelt, selv om man er træt. Og når møgbunken ikke er lige så stor eller arbejds-dagen eller -ugen ikke så lang, så klarer man bare det hele flot, overskudsagtigt, tålmodigt til glæde for alle parter og mest til glæde for eleverne.

Sådan en som mig med en rodebunke af stress i rygsækken kan også godt klare det hele med bravour. Det forventes lige som i dag, at vi alle skal yde og være robuste og nyde hele møgbunken med et stort flot overskudsagtigt tandsmil samtidig. For ellers ryger man måske tilbage på jobcenterets små indelukkede kontorer til samtaler med sagsbehandlere med rynkede pander. Så jeg er faktisk lidt bange. Meget bange. Rigtig meget bange for ikke at slå til. Som autentisk overskudsagtig mega professionel, målorienteret, testparat lærer kan man ikke udtrykke frygt. Det passer sig ikke i dag. For frygt breder sig. Manglende tiltro breder sig. Hvis jeg ikke udstråler og udtrykker, at jeg hat tjek på biksen, kan forældrene så have det? Kan elever? Kan kollegerne? Kan min ledelse? Bliver jeg fyret, hvis jeg er ærlig her? Sidste skoleår turde jeg ikke rigtigt. Jeg var for bange for jobcenter og hele rumlen. Jeg vil bare gerne fungere. Jeg lover at være mere årlig dette skoleår. Også selv om det ikke passer sig i dagens Danmark.

Sandheden er, at jeg er helt utroligt frygtsom forhåbningsfuld.

Velkommen tilbage til et skønt skoleår.

Kh Ida