Jeg havde selv brug for mine lærere

Alt for længe har jeg været stille her. Forsøgende strudselignende tiltag… Hverdagen er sat i fuld gang, og med alle de dejlige unger omkring mig har jeg næsten ikke tid til at gå og gruble over meningen med livet; sikke en lettelse. Lidt sund fortrængning har dog været på spil. Trummerum, yes, og hverdagsliv, yes, og grin og opgaver og udfordringer og dage med brugt hoved, yes -#altergodt. Mindst 10 gange har jeg skrevet denne tekst om. Er den nødvendig? - Det ved jeg ikke. Hvad er mit budskab? – Der er så mange, og i kompleksiteten er jeg faret vild med tavshed til følge. Ordløs i en periode nu, hvilket virkelig hører til sjældenheder.

Uroen ville fylde

skoledagen

afventende klokkens frihedssang

jeg ville hjem

og se til hende

Skolen var ellers sikker

længe før klokkens signal

til første lektion

ville jeg være ankommet

i klassen

Skolen var safe

de voksne var gennemskuelige

tilregnelige

men i de dumme uger

ville jeg hjem

Sådan har jeg beskrevet min oplevelse af skolen i min digterdebut, En slag barndom, som udkommer i dag. Bogen er selvbiografisk omhandlende min opvækst med fulde forældre og omsorgssvigt og krænkelser som følger. Den bog har været meget længe undervejs. Nu kulminerer flere vigtige begivenheder altså samtidig i mit liv; en bogdebut og en tilbagevenden til lærerlivet. Mon ikke vi i dette finder svaret på min ordløshed. Der er så mange vigtige ting at sige, og hvordan formidles de bedst? Står min personlige ærlighed i vejen for min lærerprofessionalitet? Vil kolleger, forældre og elever anse mig mindre værdig til jobbet, når de kender min historie? Spænder jeg ben for mig selv, når jeg krænger min sjæl ud her? Bogen har været ved at blive trukket tilbage tusind gange efter jeg skrev under på forlagskontrakten. Der er så mange hensyn at tilgodese. Selvfølgelig ikke en mulighed og efter rigtig mange samtaler med alle, som har gidet høre på mig, er jeg nu nået til dagen… Blotter det hele og står tilbage med en let ængstelse, men en stor tiltro til menneskerne omkring mig. Mest af alt holder jeg fast i, at alle børn har brug for at vide, at der er voksne, som også går rundt med sårede sjæle og dumme oplevelser, men som stadig kæmper og klarer sig. En dag for ikke så længe siden cirklede jeg rundt om min skoleleders kontor, tog modet til mig og drøftede min kommende debut med ham. Min vinkel handlede om, at jeg var bange for at skade skolen med min historie, hans vinkel var mig og mit velbefindende. Tænk, sådan en lille samtale kan gøre en kæmpe forskel.

Jeg har lært om mig selv, at jeg ofte skal have andre mennesker til at fortælle mig, at jeg ikke er forkert som menneske, fordi jeg har en grum historie. Da jeg gik i skole, prøvede jeg at dele ud af min historie. I 6. klasse skrev jeg en stil om en pige, som miksede cocktails af antabus til sin mor… Min lærer talte desværre ikke med mig om det. Men jeg prøvede. Børn forsøger at række ud til deres lærere. Somme tider ved at skrige på at blive set, sommetider ved at lade som om de er usynlige, somme tider ved at skrive noget i en stil. Jeg er her. Jeg er læreren i dag. Jeg er klar til at blive rakt ud efter. Jeg er klar til at bekæmpe forkerthedsfølelsen i de små barnesjæle i dag.

I må undskylde denne tekst. Jeg havde brug for at skrive den, men kvaliteten følger desværre ikke den gode vilje, for nu skal jeg til teammøde. Der er travlhed all around, og vi skal lige drøfte nogle vigtige tiltag for vores elever. Vi må skrives ved.

KH Ida