På min skole passer man godt på hinanden

Da jeg sad derhjemme og kiggede stillingsopslag i foråret, ønskede jeg mig brændende, at jeg ville blive passet på i en ny ansættelse. Tydeligt svækket af min stresssygdomsperiode forestillede jeg mig for mit indre blik, hvordan jeg igen ville kunne skuffe elever, forældre, kolleger, ledere og især mig selv; hvordan jeg ville mislykkes, hvordan jeg ikke duede til at være lærer mere. Heldigvis havde jeg 10 års lærergerning at falde tilbage på, og jeg huskede nok, at jeg jo kunne et eller andet i forhold til lærerjobbet, jeg havde genfundet en kerne i mig selv, som mindedes, at der vist nok engang før nedbrud havde været tilfredse elever og kolleger omkring mig. … Det der med at stå foran eleverne, at styre slagets gang, at planlægge, udføre og evaluere, det der med at kende målene og hvordan man når derhen, tja, det havde jeg jo sådan set siddende på rygraden – det huskede jeg mig selv på. Men kunne jeg nu …? Ja, sgu, jeg overbeviste heldigvis mig selv om, at jeg stadig havde det i mig. Hvis bare jeg kunne blive ansat et sted, hvor man faktisk tog lidt hensyn til mig i starten. Hvis bare man passede lidt på mig, bare i begyndelsen og viste mig tillid ift., at jeg nok skulle rejse mig helt igen, ja, så var jeg sikker på, at jeg nok skulle folde mine lærerarme ud og flyve afsted på lærdommens vinger med de kære unger igen…. Ok ok, lige vild nok beskrivelse der, men meningen er god nok.

Til min MUS her for ikke så længe siden rundede min leder og jeg selvfølgelig min trivsel på skolen, og lige præcis ovennævnte passen-på-tanke beskrev jeg for min leder med dyb taknemmelighed. Med tårer i øjnene og klump i halsen takkede jeg mange gange for, at man her på min skole, har vist mig stor tillid og velvilje. Jeg tror ikke min leder følte sig helt tryg ved mit pludselige følelsesudbrud: ”Jajada, jeg stoler jo på, at I udfører jeres arbejde professionelt og tilfredsstillende, med mindre jeg hører andet. Tillid er vigtigt.”, sagde lederen til mig. Og JA, hvor er tillid bare vigtigt. Og hvor er det bare vigtigt, at jeg ikke har fået tæsk, fordi jeg for første gang i mit liv ikke har lavet en mega sej årsplan, og heller ikke fået verbale slag for ikke at være den første til at sætte mig ind i de nyeste tanker inden for mine fag. Jeg kører så at sige på rutinen, som - tak Gud - heldigvis stadig sidder i min efterhånden aldrende lærerværen.

Jeg drifter. Må man godt indrømme det? I det her overpræstations-robustheds-perfektionisme-overudviklingssamfund fortæller jeg lidt tøvende, at jeg drifter. Jeg sørger for at hjulene drejer rundt, så godt jeg nu kan. På et personligt plan udøver jeg situationsbestemt ledelse. Vel bekendt med mine nuværende fejl og mangler og min mindre-end-perfekte-kognitive-funktionsdygtighed accepterer jeg denne periode som en opstart. Præcis som jeg ville acceptere en nyuddannet kollegas behov for en indkøringsperiode.

For at holde i længden, tror jeg, vi skal blive bedre til at acceptere vores egne fejl og mangler. Og måske vi også skal blive bedre til at acceptere hinandens skiftende behov og forudsætninger. I nogle livsperioder kan vi meget. I nogle perioder kan vi lidt mindre. Men tilsammen kan vi meget mere i anerkendelse og accept og tillid. På min skole er jeg blevet mødt, som jeg har behov for. Jeg er blevet passet på. Hvor er jeg bare en taknemmelig ydmygt-driftende lærer, som glad går i gang med år 2018. Vel mødt, kids. Ud over stepperne med os 😊.