Strukturfascisten must learn how to chill -Stressmonsteret skal ikke få ram på mig... igen

​

Jeg havde lidt lovet mig selv at blande mine unger uden om det her skrive-sandheds-ærligheds-åbenhedstrip. Men ja, de er lissom ikke rigtigt til at komme uden om jo (sagt med en hel masse kærlighed). Familiefabrikken skal helst køre smurt, så kører Ida-mekanikken nemlig meget bedre.

Opstarten på den nye skole har bare været så utroligt skøn. Min grundige research er absolut ikke forgæves. Haha, jeg forhørte mig da bare hos kredsstyrelserne, som - efter min erfaring - er rigtig gode til at have fingeren på pulsen ift. skolernes arbejdsmiljø. Min nye dejlige skole har et rigtig godt ry. En skole det er rar at være og lære på, hvis nu vi skal give os i kast med en af de mere slidte floskler Første uge led vi alle sammen nok lidt af den nyttige hensynsbetændelse; overskuddet var stadig stort efter en næsten varm sommerferie, og mine kolleger sørgede for at skåne mig med få gårdvagter, ledelsen havde stykket et super fint skema sammen til mig, og jeg selv mødte veludhvilet, velforberedt og forventningsfuld op på min nye skole. Ok ok, træerne vokser jo ikke ind i himlen, så her i uge 2 af skoleåret, har jeg da fået hverdagen at føle... igen. Her kommer min egne unger så ind i billedet. Jeg har det meste af mit arbejdsliv været strukturfascist. Planer, planer og flere planer gør mig lykkelig. Gennemskuelighed, systemer, overblik, orden og en veltilrettelagt hverdag er lige mig. Min korttidshukommelse er i bedste fald ret slap. Efter en mindre (læs: sønderlemmende) udbrændthed har jeg arbejdet ihærdigt på at træne mig ud af mine kognitive deficits og oparbejdet rutiner, som understøtter de skader, som jeg stadig lider lidt af.

Struktur er godt. Meget struktur er meget godt. Trygheden i overblik er generelt undervurderet. Og de der børn, ja, de kan godt lide orden jo. Men deres orden er bare ikke altid lige min orden. Når jeg fx har været tidligt oppe for at gøre mig klar til dagen, når taskerne er pakket (dagen før, selvfølgelig :)), når madpakker, vanddunke, bøger, penalhuse, idræts- og turtasker er sat klar, når alles tøj ligger i fine bunker, og det er sat ind i tidsplanen, at børnene spiser morgenmad i SFOén, så mor kan nå at møde i god tid til første lektion, og der dermed er afsat et passende tidsrum til det mest nødvendige morgentoillette og afsted i det lilla lyn (min bil), så dur det simpelthen ikke, at prinssessen vil have de der gamacher på med huller på knæene, eller at den unge mand ikke gider spise SFO'ens morgenmad, fordi man ikke må få sukker på havregrynene som der hjemme, og forresten er bedstelegekammeraten allerede løbet i salen, og mad er bare overhovedet ikke på den unge mands agenda. Se... så skrider den nøje tilrettelagte tidsplan. Det var jo ikke meningen. Mit billede af nærværs-overskudsmorgenstunden har ikke helt lignet virkeligheden denne uge. Kø på samtlige veje, og forsinkelser på s-tog er indregnet i planen, men ikke ungernes festlige morgenindslag. Et lille opkald til ungernes SFO senere og vel ankommet til skolen i tide er mit blodtryk næsten faldet til funktionsniveau igen. Og sådan er der så meget. Detailplanlægningskvinden arbejder på at blive lidt mindre fascistoid i sit behov for perfektionisme i alle henseender og rumme livets små uplanlagte øjeblikke med et smil. Det er jo lidt sjovt, når knægten ved aftensbordet, spørger den let-stressede-slet-ikke-nærværende-mor, hvad der mon foregår derinde i moderens hoved (udtalt med tryk på H'et). Og moderen hermed bliver hevet ud af sine tanker om den der ugeplan, som har brug for at blive revurderet, og de der forældrebreve, som gerne skulle ordnes efter puttetid, og mon alle årsplanerne når at blive klar til mandagens forældremøde, og og og ... "Du får små øjne, når du er træt, mor", proklamerer barnet, og ja, ganske rigtigt vidner spejlet ved tandbørstningen om ildrøde blodskudte øjne, og en mærkelig anstregt smilegrimasse klistret på kinderne.

Stressmonsteret skal ikke få ram på mig.... igen. Så revurderinger, forældrebreve og årsplaner må vente. Uge 2 næsten tilendebragt, alt er ikke perfekt. Moderen gik kold ved synet af de blodskudte. Indsigten fes ind på lystavlen: Der er ikke en sjæl, der opdager, hvis ugeplanen ikke bliver revideret for 7. gang denne uge, men de opdager nok, hvis jeg bliver så træt, at jeg ikke dukker op. Og i morgen er endnu en dag. Hvilken perfekt mulighed for at bryde en smuk plan.