BLOG
Empty article - Subtitle
Allekald til lærere fra Nørre Nissum
Der er mange gode grunde til at anbefale en tur til Nørre Nissum den anden weekend i september. Her lytter man til alle stemmer på Uddannelsesdebatten, men særligt en stemme løftede sig med et allekald til lærere. Jeg har både hørt og læst Gert Biesta før og med stor fornøjelse, det er dog tankevækkende at en international gæst, der skal forholde sig til det internationale perspektiv rammer så præcist og konkret ned i den danske skolevirkelighed.
Lørdag formiddag var en større del af uddannelsesdanmark samlet til den årlige begivenhed Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum, hvor professor Gert Biesta var inviteret som keynote speaker og hans skarpe oplæg var mere end relevant for såvel forsamlingen som for de danske lærere.
I går gik dagen med at indskærpe og definere, hvad kvalitet i uddannelse er og hvordan begrebet opfattes, anvendes og hvilket betydning det har - lige fra dagsinstitutioner til videregående uddannelser. Biestas opgave var at præcisere dette i et internationalt perspektiv. Det lyder fjernt og abstrakt, men han udtrykte sig med præcise pointer og lige ind i kernen af problemerne med den førte uddannelsespolitik i Danmark.
Biestas begrebsafklaring var hurtig og skarp som en vinkelsliber, da han konstaterede at der ikke er tale om et objektivt teknisk begreb, men tale om et dybt politisk spørgsmål, når man spørger hvad kvalitet i uddannelse er og hvor vi ofte forfalder til at simplificere til fokus på enkelte eller udvalgte kvalitetsindikatorer.
Dernæst var han omkring problemet med sammenligningskulturen her i målingens tidsalder, hvor alt handler om at ligge i top 10 på internationale lister, hvormed beslutningstagere let fristes til at sætte mål ud fra den forudsætning, at kvalitet forstås som en bestemt placering på en top 10 liste. Ofte med den konsekvens, at der følger en effektivitetstankegang, fokusering på ensidigt målbare resultater, standardisering, instrumentaliseret tænkning og fokus på outcome med i konkurrencen om placering. Her stillede han os spørgsmålet: Måler vi det, som vi værdsætter eller værdsætter vi det, som vi måler?
Biesta påpegede at det er ganske afgørende, at vi forholder os til formålet med undervisning og uddannelse, fx ved at forholde sig til, hvilket sted skolen er. Er skolen en funktion af og for samfundet eller er skolen et sted mellem hjem og gade, hvor børn øver sig på livet. Han sagde direkte, at det vil være sund fornuft at starte drøftelsen om, hvorfor holder vi skole og med hvilket formål.
For det tredje var han omkring den større uddannelsespolitiske agenda, der handler om uddannelse som industri, den såkaldte GEMI (The Global Educational Measurement Industri) med dens konkurrence-, præstations- og outcomeelementer, der fører til et system drevet af frygt, som fx PISA, hvor frygten for at falde bagud styrer hele foretagende.
Her kom nogle særdeles befriende udtalelser om new speak læringssprog, men Biestas konklusion var, at man ikke ensidigt kan fokusere på læring som eneste dimension i undervisningen, for det at lærenoget er ikke en-dimensionelt. Læring er ikke en ting, der kan isoleres ud af undervisningsligningen. Undervisning er multi-dimensionel og indeholder altid flere funktioner i forhold til tre forskellige domæner i undervisningens samlede hele: nemlig kvalifikationer, socialisation og subjektifikation. Disse tre domæner udgør en samlet kompleksitet i undervisningsopgaven, som læreren må forholde sig til. Som lærere ved vi, at vi i vores pædagogiske praksis altid har øje for både elevens tilegnelse af viden og færdigheder, den socialiserende kontekst samt den enkelte elevs subjektive udvikling(dannelse). Det er lærerens ansvar at sikre og have øje for alle tre domæner ind i sin undervisning, og derfor kan læreren ikke forsimple undervisning til kun at handle om læring.
Til sidst opfordrede Biesta til, at vi som lærere ikke indgår som en faktor i outcome-tankegangen, men at lærerne bør frigøres fra denne tendens. Den politiske opgave er altså at frigøre læreren som en brik i den nuværende uddannelsestænkning og gøre alle beslutningstagere og uddannelsesinteressenter bevidste om, at lærere har brug for frihedsgrader. Fordi lærere har den vigtigste viden om undervisning, nemlig at der er tale om en multi-dimensionel undervisning, der hverken kan eller skal forsimples.
Et vigtigt indlæg blandt mange på Uddannelsesdebatten, som forhåbentligt vil blive hørt og brugt i den efterfølgende kvalitetsdiskussion. Biesta havde iøvrigt hørt om den nye undervisningsminister og hendes indsats for frihedsgrader til læreren!
Tak til Nørre Nissum for en vigtig debat og et enormt engagement.
