BLOG
Empty article - Subtitle
Elevernes selvkritik ødelægger deres kreativitet
”Min tegning er grim”. Alt for ofte hører jeg denne sætning i billedkunstfaget. Hvor kommer elevernes selvkritik fra, og hvordan kan vi omvende deres syn på egne præstationer, så det ikke begrænser deres kreativitet?
Grim eller pæn?
Da jeg var i praktik, havde jeg mange klasser i billedkunst. Og jeg tænkte, at det virkelig måtte være her, elevernes kreativitet kunne blomstre. Men jeg blev overrasket over, at det viste sig at være et gentagende problem, at de kritiserede deres egne tegninger i så høj grad, som de gjorde. Selvfølgelig skal man have lov til at være kritisk overfor sin egen indsats og resultat. Men der begyndte at tegne sig et mønster af mere selvkritik, end hvad gavnligt var for mange af dem.
Eleverne kategoriserer deres produkter som værende enten ”grim” eller ”pæn”, hvor der ikke er en mellemting. Ofte hører jeg faktisk kun kategoriseringen ”grim”. Hvordan vurderer de overhovedet, hvad der er grimt eller pænt?
Alt bliver sammenlignet
Når eleverne kritiserer sig selv, ender de med at have fokus på begrænsninger fremfor muligheder. Når de siger deres tegninger er grimme, gør de det acceptabelt at se ned på deres præstation, hvilket er virkelig trist. Vi er ofte vores egen største kritiker. Men vi kunne aldrig drømme om at sige det samme til andre, som vi siger til os selv.
Hvorfor er det i det hele taget, de er så utilfredse med det, de har lavet? Jeg tænker grunden er, at de konstant sammenligner sig selv med deres klassekammerater. Hvordan ser deres tegninger ud? Har de fundet på en god idé? Er det flottere end mit? Den konstante måling og vejning i forhold til andre kommer ingen vegne. For der vil altid være nogen, man synes, der er bedre end en selv. Og i sidste ende behøver det slet ikke at være deres vurdering.
Med fare for at blive for politisk korrekt, så tror i stedet, man kunne bremse elevernes selvkritik og omvende dem til at sige: ”Det blev ikke, som jeg havde regnet med”. Fortælle dem at det faktisk er okay. Det er en læreproces, hvor slutproduktet ikke nødvendigvis er det ultimative mål.
