BLOG
Empty article - Subtitle
Fortælletime
Kan og skal nutidens lærere drømme om eller håbe på at sætte spor i deres elevers erindringer, som varer hele livet? Når mange ældre mennesker fortæller om deres barndom og skoletid, fortæller de om barske og autoritære forhold, men ofte fortæller de også om særligt betydningsfulde lærere, som fortalte historier og læste højt. De fortæller om timer, hvor de glemte både tid og sted. Ofte kan de samme ældre med en bemærkelsesværdig detaljerigdom genfortælle de historier, som deres lærere fortalte. Vi skal ikke tilbage til den gamle skoles læringsmetoder, disciplin eller børnesyn, men derfor kan vi godt lære af fortidens fortjenester. Den mundtlige historiefortælling og højtlæsningen er nogle af dem. Følg denne blok og få ideer til, hvordan det kan komme til at fylde mere i din undervisning.
I min egen barndom og skoletid i 1950 og 1960erne oplevede jeg lærere som havde mundtlig fortælling og højtlæsning som en central undervisningsform. Den slags lærere findes måske stadig rundt omkring i landet, men jeg hører kun meget sjældent om dem, når jeg optræde rundt i landet med historiefortælling og når jeg holder foredrag om mundtlig fortælling og højtlæsning. Til gengæld møder jeg mange jævnaldrende og ældre mennesker, som får tindrende øjne når jeg fortæller om min barndoms oplevelser med lærere som fortalte historier og læste højt. Ofte vil de gerne fortælle om deres tilsvarende oplevelser og ikke så sjældent kan de genfortælle bemærkelsesværdigt mange detaljer om det, som de fik fortalt på den måde i deres skoletid for 60 – 90 år siden.
Lærere som sætter spor
Jeg ved jo ikke hvad og hvor meget nutidens skolebørn vil erindre om det, som de lærte i skolen, når de bliver lige så gamle som jeg. Men jeg tror, at mange af nutidens lærere drømmer om at sætte lige så varige spor i erindringen hos deres elever, som min barndoms lærere gjorde det i min.
Hvis nutidens lærere bliver bedre mundtlige historiefortællere og højtlæsere, så er chancen for at det vil ske meget større efter min mening.
Alle kan lære at fortælle historier
Det er slet ikke så svært som mange tror, når de har oplevet en af de mange professionelle historiefortællere, som i stadigt stigende antal tilbyder deres kunst for børn, unge og ældre over hele landet.
Jeg mener, man behøver jo ikke være mestersanger for at have glæde og nytte af at synge sange sammen med andre mennesker.
Det samme gælder for mundtlig historiefortælling og højtlæsning. Det handler sådan set blot om at gå i gang, øve sig derhjemme til fornøjelse for familie og venner og siden anvende sine historier i den daglige undervisning.
Historiefortælling er en særlig måde at tænke og tale på, som adskiller sig fra den måde vi snakker og taler om konkrete forhold på.
Vi anvender alle sammen denne narrative tænkning og tale i forvejen i vores daglige kommunikation med andre mennesker. Men kun de færreste er bevidste om det eller tænker nærmere over det. Og det som vi ikke er bevidste om kan vi jo heller ikke træne og udvikle.
At se historierne for sit indre blik
Fidusen i mundtlig historiefortælling er i sin absolutte enkelhed – At du tænker på det, som du gerne vil fortælle, som forestillingsbilleder du har eller kan danne for dit indre blik. Helt på samme måde, som hvis du skulle fortælle om noget du selv havde oplevet. Herefter fortæller du sådan set blot det som du ser for dit indre blik.
Vi ved alle af erfaring, at det kræver erfaring og øvelse, at fortælle historier om ens egne oplevelser. Vi ved også, at historier om ens egne oplevelser bliver bedre og bedre, jo flere gange de bliver fortalt.
Vi kan gøre det samme med historier, som vi selv har fået fortalt, læst op, selv har læst eller set på TV, film o.l. Det er en god ide at starte med historier, som har gjort et særligt indtryk på os. De har ofte lejret sig som forestillingsbilleder hos os selv og har derigennem spejlet sig i vores fantasi, værdier, erfaringer o.a. Det er sådan set blot, at kalde disse billeder frem i vores erindring og så fortælle, hvad det er vi ser.
På den måde kommer vi ikke til at fortælle netop den historie, som vi selv hørte, læste eller så en gang, men den nye historie som også er vores egen personlige historie.
Med øvelsen kan den slags personlige historier blive så udviklede og indlevede, at de, som hører den slags genfortalte historier, slet ikke kan kende forskellen, hvis de senere læser eller hører den samme historie.
Julen er fortællingen og de gode historiers tid
Juledagene er en god mulighed for at øve sig på mundtlig fortælling og højtlæsning sammen med familie og venner. Sluk skærmene, sæt jeg godt til rette, og fortæl historier bordet eller stuen rundt og en ad gangen. Bestem på forhånd, at det er en fortælletime, hvor der ikke må snakkes løst eller gøres andre ting. Til en start kan I vælge et emne eller et tema, men ellers kan I også fortælle frit fra fantasien, stor som lille. God Jul
