Der er behov for indhold i skolens it-eventyr

Politiken har gennem nogen tid beskæftiget sig med it i folkeskolen og på gymnasiet, og sammenfatter i lederen tilstanden således: forældet udstyr, fodslæbende lærere uden de rette digitale kompetencer og generel forvirring om, hvordan man overhovedet kan bruge it i undervisningen.

Specielt de to sidste punkter må jo siges at være noget beskæmmende her 22 år efter, at edb blev et obligatorisk undervisningsemne i folkeskolen.

Lederen illustrerer så udmærket den påståede generelle forvirring, og gør den ikke mindre ved at kolportere den ide, at it i skolen skal bruges til at undervise med i den snævre forstand, at computeren skal bruges til at afvikle ”læringsmættet software”.

Ideen er almindelig udbredt; men den type undervisning har aldrig været en erklæret hensigt med it i folkeskolen. Sigtet har altid været rettet højere end træning af færdigheder, nemlig mod en til enhver tid tidssvarende it-dannelse hos eleverne.

Faktisk har anvendelse af it og undervisning om it været indeholdt i de skiftende vejledende læseplaner lige siden 1990. De nyeste kaldet ”Fælles mål” adskiller sig ikke på det punkt – men vejledningen har naturligvis ændret sig i de forløbne år. Der er temmelig stor forskel på, hvad edb var i 1990, og hvad it er i 2012. Der er naturligvis også en lang række grundlæggende ligheder.

Det betyder, at der ikke er nogen grund til generel forvirring om, hvordan man overhovedet kan bruge it i undervisningen. Forventningerne er sådan set temmelig velbeskrevne i Fælles mål.

Der findes oveni købet et særligt faghæfte – nr. 48 – med titlen: ”It og mediekompetencer i folkeskolen”, som er en samlet fremstilling af, hvad man finder er nødvendige it-kompetencer – nødvendig it-dannelse – for at man kan begå sig som borger i nutidens samfund.

Der er altså masser af indhold i ”skolens it-eventyr”, og hvis der er en generel forvirring, skal man derfor måske snarere se på fodslæbende lærere uden de rette digitale kompetencer.

Lederskribenterne mere end antyder her, at lærerne har en voldsom andel af skylden for den begrædelige it-tilstand i folkeskolen.

Men ligesom man ikke kan bebrejde elektroførerne, at signalerne på det københavnske s-togsnet konstant går ned, kan man heller ikke bebrejde lærerne, at der er for lidt udstyr, at det går i stykker og at netværk og anden infrastruktur ikke kan klare opgaverne.

Som lærer skal man ikke have mange oplevelser af it-undervisning, som ikke lader sig gennemføre, før man bliver fodslæbende. Og man har faktisk et alternativ – undervisningen kan gennemføres uden it. Der er så ganske vist en smule undervisningsindhold man ikke kan røre ved – det om it – men so what.

Det er da også det, de kommunale skolepolitikere har luret - ikke fordi de er onde eller dumme – men fordi der er rigeligt at bruge pengene til. Før edb blev obligatorisk i 1990 indgik KL og regeringen en aftale om, at fire datamater på en skole var tilstrækkeligt til at gennemføre den påtænkte undervisning.

It i skolen på det niveau, der forudsættes via fælles mål er helt åbenbart for dyrt for kommunerne – og på et lavere niveau er det måske ligegyldigt – eller også skal det bare holdes indenfor valgfaget edb´s mere beskedne rammer.

Jeg er helt opmærksom på, at nogle kommuner har slået til Søren og anskaffet iPads til alle elever. Det er fint for elever og lærere – nu. Men det er set før, og den egentlig prøve på konceptets holdbarhed kommer først om 3-4 år, når de forældede enheder skal udskiftes. Alle sammen.

It i skolen er kostbart, og det oven i købet uden at investeringerne umiddelbart forrenter sig. Der er ingen eller kun en meget begrænset rationaliseringsgevinst eller merproduktion ved it i undervisningen. Man kan næppe spare lærere i noget videre omfang og eleverne blive næppe ”dygtigere hurtigere” - men de lærer forhåbentlig noget andet. Det er i hvert fald en del af hensigten.

Man håber nu – og det vil måske holde stik – at regningen fremover bliver væsentligt mindre, fordi de fleste elever selv vil medbringe det nødvendige udstyr. Det er ikke noget, man kan forlange – det forhindrer grundlovens § 76 – men man kan facilitere muligheden ved at tilbyde sikker opbevaring, opladning og frem for alt et velfungerende netværk, som alle enhederne kan komme på – samtidig.