Førte tilskudsperiode os tilbage til Søren og Mette?

Jeg er af den årgang, der i 1. klasse i 1965 lagde ud med Regnetimen 1. Søren og Mette 1. I de efterfølgende år fulgte Regnetimen 2-3-4. Søren og Mette 2-3-4 og tilsvarende Historietimen 3-4-5. Men eksempelvis forskellig opfattelse af historiens gang førte til en opblødning af udbud af læremidler. Så fra midten af min skoletid var det en ren fornøjelse, at opleve at” fagets bog” blev afløst af et varieret læremiddeludbud, som lærerne kunne vælge imellem. Et didaktisk fremskridt!

Intentionerne i folkeskolereformen er bl.a. at fremme potentialet og læringen hos alle vores elever og tilskudsordningen har skullet understøtte dette med en bred vifte af fleksi­belt anvendelige læringsressourcer. I 2013 sø­satte daværende UNI-C et projekt om bedre distribution af digitale ressourcer. Udfasning af den traditionelle lærervejledning og adgang til et mangfol­digt udvalg af opdaterede læringsressourcer kunne bringe didaktikken tilbage til læreren. Tilskudsperioden har uden tvivl medført, at mange opdaterede læringsressourcer er blevet bredt forankret i elevernes dagligdag. Vi har fået aktualiseret meget indhold, og mange medieudtryk er kommet i spil. Men fik vi eksempelvis udviklet og ibrugtaget in­novative læringsressourcer?

Har udbud af digitale lærermidler til matematik eksempelvis understøttet fagets kreative og eksperimenterende sider - eller fastholdt faget som et færdighedsfag baseret på træningsopgaver?

Tilskudsordningen udfases i løbet af det kommende år, og måske får vi i 2017 et fin­gerpeg om, hvad skolerne nu vil gøre frem mod endelig udfasning. Jeg har svært ved at forestille mig, at der er økonomisk råderum til, at skolerne selv kan finansiere et beløb, der kan fastholde nuværende indkøbsniveau. Vil leverandørerne sætte priserne ned? Det forestiller jeg mig ikke og hvis det skulle være tilfældet, så har de i hvert fald lukreret unødigt på en tilskudsordning. Jeg tror vi ender med, en reduktion af aktuelt udbud på skolerne, og at dette vil føre lærerne tilbage til kopimaskinen og brug af én gangs materiale.

I grove træk ser vi nu et udbudsbillede af for­skellige portaler til de enkelte fag. To leveran­dører har for alvor indtaget markedet - og praksis er begge steder, at køb af så mange portaler som muligt over så lang en årrække som muligt, er deres bud på en løsning, som skolerne har råd til. Det rejser flere udfordrin­ger. Didaktikken skulle tilbage til lærerne. Løste deres portalløsninger og forretnings­model dette? Nogle kommuner har valgt alle portalløsninger fra ét forlag og én type hardware

Men det mest ærgerlige og det som bekym­rer mig er, at mange skoler reelt havner i en situation, hvor disse bindinger begrundet i økonomi, bringer os tilbage til 1965, hvor Søren og Mette 1-7 var lærerens eneste valg­mulighed. Var det det vi ville?