Når skolen alligevel aldrig vil kunne hamle op med samme standard som elevens egen pc

Lige gyldigt, hvor meget vi som skoler investerer i udstyr til eleverne, så vil vi aldrig kunne leve op til den standard, som kendes fra elevens eget værelse. Erfaringer peger på, at udstyr leveret af skolerne får en hårdhændet behandling og dermed hæmmet funktionsduelighed. For de fleste lærere er netop adgang til velfungerende it den grundlæggende forudsætning for inddragelse af it og digitale læreformer.

Flertallet af skoler har svært ved at træffe et endeligt valg, og den overvejende løsning er dækket ind af computere i mobile rullevogne. I praksis betyder det, at skolernes udstyr benyttes i 5 x 6 timer ugentligt ud af ugens 168 timer. Modsat bruges eleverne eget udstyr i de andre af ugens timer. Har vi råd til en dobbeltdækning og at dyre læremidler, henstår og forældes uden at blive brugt? I øvrigt er rullevognene sjældent til stede, når behov opstår.

Der skal alternativ tænkning til. Computeren er vor tids penalhus, men den er i modsætning til det traditionelle penalhus i brug i døgndrift.  Vi har et godt grundlæggende princip, som giver eleverne ret til gratis undervisning, men et princip kan også hæmme for konstruktive løsninger. Måske skulle vi overveje en beskeden forhøjelse af børnechecken og så forudsætte, at forældrene alle sørger for en computer til skole og fritidsliv. Samfundsøkonomisk hænger ét indkøb bedre sammen end at skolernes udstyr står ubenyttet hen. Valgfrihed af model er nødvendig for den enkelte elev, og i en tid hvor læring med den enkelt elev er i centrum giver samme digitale penalhus til alle ingen mening i et differentieringsperspektiv.

Der er behov for at få en dialogrunde, hvor kommunernes investeringer i infrastruktur og digitale læremidler formidles som et solidt grundlag for at  det offentlige og hjemmet i fællesskab har et ansvar barnets uddannelse. I 2013 kan det også omfatte et fælles bidrag til elevens digitale penalhus.