BLOG
Empty article - Subtitle
Teknologiforståelse - et valgfag med muligheder
Valgfaget er del af et forsøgsprojekt på et antal udvalgte skoler. Andre kommuner er dog velkomne til at udbyde valgfaget som kommunalt valgfag. Se så at komme i gang!
På trods af det for tiden usommerlige sommervejr kan der være mange grunde til glæde. Min grund lige nu er ”Læseplan for valgfaget teknologiforståelse”. En lille digital sag på reelt fire sider; men en vigtig en. Lige udsendt.
Teknologiforståelse er nu et muligt valgfag i 7., 8. og 9. klasse – ikke eller 9. klasse. Den enkelte elev kan vælge faget flere gange – såfremt skolen tilbyder det naturligvis. Og hvis valgfaget vælges i 9. klasse skal faget indgå i den obligatoriske projektopgave.
Slå op på www.emu.dk og søg på teknologiforståelse. Det med valgfaget står sikkert øverst i søgeresultatet; men det nedenunder er også brugbart.
På EMU-siden står: Valgfaget er del af et forsøgsprojekt på et antal udvalgte skoler. Andre kommuner er dog velkomne til at udbyde valgfaget som kommunalt valgfag.
Det er uden tvivl fint med et forsøgsprojekt på et antal udvalgte skoler; men rent faktisk kan de gode gennembrud, de vigtige udviklinger måske snarere komme fra skoler, hvor nogle lærere med ild i ”et eller andet” bare tager udgangspunkt i de fire sider, egne ideer – og elevernes ønsker.
Ja, de skal selvfølgelig have skoleledelsen med på ideen; men hvilken skoleledelse vil kunne sige nej til ildsprudlende lærere og netop dette valgfag?
De seneste ugers voldsomme, verdensomspændende ”hackerangreb” er måske begrundelse nok, men faktisk hører problemerne med IC 4-togene, skandalerne i SKAT og ”Sundhedsplatformen” i regionerne Hovedstaden og Sjælland med til de gode begrundelser for at se på den ”samfundsmæssige betydning” - et aspekt, som også medtages i læseplanen. Og vi taler slet ikke om morgendagens betalingsmåder.
Der kan siges en hel masse mere om historien, dette valgfag og dets indhold – men der er kun grund til at sige en ting: Se så at komme i gang! Vi skylder eleverne det.
Lad valgfaget blomstre på 1000 skoler.