BLOG

Empty article - Subtitle

Gratis E-læring om inklusion i idræt

Hvis flere elever skal inkluderes i folkeskolens idrætsundervisning og den aktive skoledag, er der brug for kompetenceudvikling på området. Et nyt gratis e-læringsprogram er et skridt på vejen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Danske Handicaporganisationers temperaturmåling fra 2019 om inklusion af børn med handicap i den almindelige undervisning, angiver 29% af forældrene til elever med handicap, at deres barn er fritaget fra eller ikke deltager i enkelte fag. Her er især idrætsfaget (62%) og fag, hvor der i øvrigt indgår bevægelse hårdt ramt. Et flertal af forældrene i undersøgelsen mener ikke, at deres børn får nok ud af undervisningen, og at dette primært skyldes mangel på viden hos lærerne (DH 2019)

Det stemmer godt overens med lærerne selv, hvor tre ud af fire lærere svarer, at de ikke oplever at have kompetencerne til at løse inklusionsopgaven ude i klasserne, og samme andel angiver, at de ikke føler sig uddannelsesmæssigt rustet til at undervise børn med diagnoser (folkeskolen.dk, 31/1-2019).

Internationalt er det undersøgt, hvilke forhold, der har størst betydning for idrætslærernes indstilling til undervisning af børn med handicap i idrætsundervinsingen. Forskningen viser, at lærere der har gennemgået specifik uddannelse, har en mere positiv indstilling til inklusion af elever i idrætsundervisningen.

E-læring til kompetenceudvikling

Det kræver et boost i måden, vi griber området an på - ikke mindst fra uddannelsesinstitutionernes side. En måde at nå ud til mange idrætslærere på - kommende såvel som nuværende - er gennem e-læring. På hjemmesiden www.tibis.dk er der samlet en række didaktiske og pædagogiske metoder, der kan styrke inklusionen i idrætsundervisningen. På hjemmesiden kan man også finde en række e-læringsmoduler, der med hjælp fra forskellige eksperter introducerer begreber og praktiske anvendelsesmuligheder.      

Med www.tibis.dk ønsker vi at give inspiration til, hvordan de daglige udfordringer med at inkludere elever med handicap i idrætsundervisningen og til prøven kan adresseres. Samtidig kan modulerne også bidrage til grundlæggende kompetenceudvikling af studerende, lærere, pædagoger og andre ressourcepersoner omkring skolen.

E-læringsmodulerne kan tilgås ganske frit af alle og er opdelt i tre domæner

1) Basismoduler, hvor definitioner, teoriapparat og specifik viden om syns-, bevægelse- og kognitive handicap er beskrevet

2) Grundskolemoduler, hvor den specifikke idrætsundervisning og prøven i idræt er i fokus samt inspiration og viden til skoleledelsen,

3) Uddannelsesmoduler, målrettet hhv. lærer-, pædagog- og ’øvrige’ uddannelser hvor bl.a. der findes inspiration til undervisningsforløb.

Online e-læring – som det på www.tibis.dk – løser ikke i sig selv de grundlæggende udfordringer. Det bør kobles sammen med andre læringsaktiviteter som eksempelvis supervision, faglige diskussioner og afprøvning i praksis. Kompetenceudvikling og viden om elever med handicap, for såvel lærere og pædagoger som foreningslivet er dog et godt sted at starte som også anbefalingerne i den nyeste DH rapport peger på.

God fornøjelse

Tilpasset Idræt og Bevægelse i Skolen (www.tibis.dk) er et projekt, der har til formål at udvælge og beskrive didaktiske og pædagogiske metoder, der kan styrke elevernes deltagelse i idrætsundervisningen - uanset forudsætninger og handicap.  Kompetenceudvikling er afgørende for inklusion i idræt, men hvordan? er en artikel, der er udgivet i fagtidsskriftet MOV:E (https://www.epaper.dk/fiibl/move-/). Denne blog præsenterede en kort version af artiklen. Alle kompetenceudviklingsforløb samt øvrigt materiale, vejledninger og inspiration er samlet på det helt nye online univers www.tibis.dk.

Litteratur

Danske Handicaporganisationer (2019). Undersøgelse om inklusion i grundskolen.

folkeskolen.dk, 31/1-2019