BLOG
Empty article - Subtitle
Søg uden at blive kigget over skulderen
9 ud af 10 danskere bruger Google som søgemaskine. Den ér også god, men Google registrerer og gemmer alt, hvad du søger på. Der findes gode private alternativer, hvis du vil søge i fred
Har du haft nogle symptomer på sygdomme, du har googlet? Tjekket hvilken gødning, der er bedst til dit nye staudebed? Forsøgt at få hoved og hale i, hvad Alternativet eller Liberal Alliance egentlig mener? Eller prøvet at opspore nogle artikler, du har læst i en avis om eksempelvis seksualitet, graviditet eller ateisme, via en søgemaskine?
Hvis du bruger Google, som 9 ud af 10 europæere gør, så bliver alle dine søgninger gemt i årevis - måske endda i ti år. Prøv selv at logge ind på Google (de fleste har en gmail - om ikke andet så til spam) og tjek det her. Det er ifølge privacy-eksperter ikke kun ulovligt, for hvad er formålet med at gemme de data så længe? Det er også uetisk, for de færreste har indsigt i og forstår, hvad deres data kan bruges og misbruges til.
Heldigvis ser vi en masse nye søgemaskiner dukke op. Søgemaskiner, der forsøger sig med en anden forretningsmodel end at samle data ind om individer for at sælge målrettet adgang til dig. Nogle prøver med at leve af annoncering, hvor de målretter budskaber efter de emner, man søger på uden at kende individet. Andre forsøger at tjene penge på relaterede betalingsprodukter og giver adgang til at søge gratis på deres søgemaskine.
Den fransk-tyske søgemaskine Qwant er en af dem. Den sælger reklamer baseret på dine søgeord, intet andet, og ved altså ikke hvem du er. Det var også det, Google gjorde i begyndelsen, indtil Google fandt ud af, at der var mange flere penge i at indsamle detaljerede data om hver eneste bruger til målrettede/personaliserede reklamer. I begyndelsen af 2015 lancerede Qwant den børnevenlige søgemaskine QwantJunior. En anden privat søgemaskine er den nye danske søgemaskine, Findx. Den er til at begynde med gratis tilgængelig og er baseret på canadiske Privacy by Design principper, transparens i open source koden og andre privacy-fokuserede produkter som Open Street Map. Den forsøger ligesom den amerikanske private søgemaskine DuckDuckGo og Qwant at tjene penge på kontekstbaseret reklame.
En fjerde anbefalelsesværdig søgemaskine er Startpage fra Holland. På grund af en ”Syndicted Web Search” aftale med Google kan Startpage trække data fra Googles søgeindeks og vise de resultater fra Google, men de har udviklet et filter, så din søgehistorik hverken bliver gemt af Google eller Startpage. Og hvordan kan man så stole på det? Det kan man bl.a. fordi Startpage har valgt at lade sig certificere af en uafhængig tredjepart, det tyske privacy-mærke Europrise.
Så i stedet for at fodre et datamonopol som Google, kan brugerne altså vælge nogle alternativer og søge uden, at nogen kigger dem over skulderen, gemmer deres søgninger og beriger søgningerne med andre data for at tegne detaljerede profiler af individer, som de kan sælge videre. I dag er data guld værd, data er en slags valuta, og søgninger er rigtig meget værd.