BLOG

Empty article - Subtitle

Rumlig og kreativ emnedag i matematik

Dette indlæg handler om overvejelser i forbindelse med tilblivelsen af en emnedag i matematik på mellemtrinnet fra 4.-6.kl. + specialklasse. I denne afdeling på Store Heddinge Skole, afholder vi en gang om måneden en fagdag, og nu var turen kommet til matematik. Hvordan får vi alle eleverne med? Ja, og hvordan får vi alle lærere med, som ikke lige er matematiklærere, og som kommer og går til og fra forberedelsestid?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En emnedag for alle

Når man skal planlægge en emnedag for elever fra 4.- 6.kl. er der mange overvejelser i spil, men de første overvejelse drejer sig om:

-       Hvor meget skal pædagogiske formål fylde?

-       Hvor meget skal faglige mål fylde?

Det overordnede fokus for dagen blev, at alle skulle have en oplevelse af at matematik er sjovt, og at alle ville få en reel mulighed for at deltage med de forudsætninger de har. Således, at de elever der til dagligt oplever matematik som meget udfordrende og med få successer, ville finde glæde og succes ved at skabe et fælles, samt et individuelt produkt. Vi havde også et pædagogisk fokus, som betød at eleverne blev delt i grupper af tre; en fra 4.kl., en fra 5.kl. og en fra 6.kl. Læringsmålene for dagen:

Eleverne kan

-       fremstille mindst 4 forskellige kendte, rumlige figurer

-       genkende og udtale navnene på 4 forskellige kendte, rumlige figurer

-       sammensætte de rumlige figurer til et genkendeligt objekt

-       tegne isometrisk og opleve 3D effekt på et ”fladt” papir

Strukturen for dagen: En blok fra kl. 8-11.15 er eleverne delt i grupper på tværs og arbejder med de rumlige figurer. Denne blok afsluttes med samling omkring eleveksempler og mundtlig evaluering. Fra 12-13.30 er eleverne i egne klasser og arbejder individuelt med isometrisk tegning. Matematiklærerne genopfrisker og følger op på emnet i de enkelte klasser i løbet af den næste tid.

Motivere med eksempler

Man må ikke underkende effekten af det gode eksempel. For at understøtte forståelsen af, hvad er det nu er vi skal, kan man bruge flere metoder. Vi valgte at stille vores opgave mundtligt, og understøtte forklaringen med fysiske eksempler. Vi voksne havde lavet plancher med de rumlige figurer og deres navne for at støtte den visuelle forståelse, samt kreeret et genkendeligt objekt af figurerne – en fugleskabning med øjne og fjer. Se fotos.

Til de isometriske tegninger, havde vi lavet en planche med oversigt over skabelsen af en isometrisk tegning i etaper, som forestillede en terning i bunden af en kasse (eller?) Se link/ foto.

Hvordan udfordrer vi alle elever?

Vi har valgt at afholde en emnedag, hvor alle skulle kunne være med og finde glæde ved at lave opgaverne, og gå hjem og føle, at de havde lært noget nyt på en sjov måde. Da spredningen i modenhed, finmotorisk sikkerhed og rumlig forståelse er stor i en gruppe på 180 elever fordelt på tre klassetrin og en specialklasse, var det vigtigt at skabe tryghed omkring opgaverne, men også motivation. Samtidig skulle rammen for dagen skabe ro til fordybelse og samtidig nok udfordring til de hurtige.

Vi løste det ved at opdele de rumlige figurer i to sværhedsgrader, samt have en ekstraopgave klar, hvor de skulle tegne udfoldninger til forskellige figurer fra hverdagen.

Til isometrisk tegning, skulle alle genskabe en tegning ud fra en ”opskrift”, for at være sikre på de gik hjem med en succes. Se foto. MEN de skulle selv tage stilling til, hvilket sværhedsgrad det isometriske papir skulle have. Det letteste havde allerede en ramme og fixpunkter indtegnet i A3 størrelse. Det sværeste var 0,5 cm isometrisk papir i almindelig A4. Der var 5 niveauer at vælge imellem, og det var interessant at høre elevernes personlige overvejelser.

Prøv selv eller kig efter

Den sidste opgave for dagen omhandlede stadig isometrisk tegning. Vi har en sandt mester blandt eleverne til at skabe flotte isometriske tegninger i fritiden, som har en fascinerende effekt på de andre elever. Vi udstillede hans tegninger og kopierede nogle af dem. Nu var der mulighed for ”at kigge efter” eller lade sig inspirere og prøve selv. Enkelte spurgte, om de måtte nøjes med at farvelægge kopierne i lyse og mørke farver.

Se – høre – røre – gøre

En tommelfingerregel i det daglige, såvel som emnedage er, at man kan tilgodese forskellige måder at lære på ved at tænke i de 4 overstående læringsstile. Finmotoriske evner og taktile oplevelser med udfoldninger kom i spil, samtidig med den visuelle sans blev udfordret ved at arbejde med både plane og rumlige figurer. Målene for dagen blev understreget mundtligt: Når i går hjem i dag, så har I lært 4 rumlige figurer at kende og lært at tegne isometrisk. Vi klappede stavelser i de rumlige figurers navne, og eleverne måtte sidde, stå og lægge.

Andre overvejelser

Undersøgelser har vist, at der er en kobling imellem regnefærdigheder og evnen til at tolke visuel og spatial information – elever som har nemt ved at visualisere og tænke i billeder, kommer hurtigere i gang med at regne og løse matematikopgaver. Derfor er det vigtigt at stimulere denne evne, når det er muligt. Man ved også, at elever med matematikvanskeligheder, har særligt glæde af at arbejde konkret og håndgribeligt.

Og hvad så med de dygtige elever? Har de noget læringsmæssigt ud af at klippeklistre udfoldninger og tegne isometrisk? Ja, vi oplevede i hvert fald, at nogle af de dygtigste elever også havde brug for hjælp til at udfoldningerne, og nogle af dem skulle skubbes i den kreative retning.

Hvorfor skulle de ikke beregne rumfanget? Ja, det var et fravalg på grund af den store spredning i elevgruppen, men faktisk også i den blandede lærergruppen. Vi synes at undersøgelser af rumfang og rumfangsformler er forbeholdt faglæreren, som kender sine elever bedst.

Forberedelsen var samlet på 3 personer, som forblev hovedpersoner på selve emnedagen. Opgaverne blev fordelt og kollegaerne orienteret. Dagen var en fornøjelse med positive tilbagemeldinger fra elever og lærere og må betragtes som en succes ud fra overvejelser, mål og fokus. I dag pryder fantasifulde skabninger vores reoler, og man kan næsten ikke undlade lige at repetere de forskellige rumlige figurers navne, når man går forbi:-)