
BLOG
Empty article - Subtitle
Folkekirkens formål
I folkekirken er der taget initiativ til at drøfte om folkekirken skal have en formålsparagraf. En sådan tekst kunne være interessant at bruge i vores undervisning.
Kort efter nytår læste jeg, at en stribe yngre præster i folkekirken på en innovation camp skulle drøfte om folkekirken skal have en formålsparagraf. Jeg tænkte, at det er en interessant ide.
Gå linen ud !
Tænk hvis man vil gå linen ud og bruge fx SMTTE-modellen. Så skal kirkens folk formulere den Sammenhæng den fungerer i og formulere, hvad det er, kirken skal gøre noget ved både i og udenfor kirken. Dernæst skal der formuleres et egentligt Mål der svarer på hvad det er kirken skal opnå i samfundet –i menneskers liv. Så skal der formuleres konkrete Tegn, der svarer på, hvordan man kan se og høre at man bevæger sig hen mod målet. Endelig skal der formuleres et sæt af Tiltag der fortæller, hvad der konkret skal gøres for at nå de fastsatte mål og også fortæller, hvem der gør hvad og hvornår. Og afsluttende skal der besluttes, hvordan man vil Evaluere og dermed dokumentere, hvorvidt målene er nået eller ikke er nået.
I hele den proces på at formulere folkekirkens formål kan nogle af de mange konsulenter, der er lønnet på professionshøjskolerne nok bidrage.
Kan vi bruge det til noget ?
Men et er at det kan være sikkert både interessant og morsomt at iagttage en sådan proces på at formulere folkekirkens formål. Spørgsmålet er også om vi som skole kan have glæde af et sådant formål ?
Og, ja det tror jeg, vi kan.
Kirkens formål i skolens undervisning
Som skole står vi udenfor kirken, vi iagttager kirken, iagttager hvad dens medlemmer og ansatte taler om, hvad de foretager sig, og vi kan spørge til, hvorfor de siger og gør, som de gør. Kan nok være at nogle af vores elever –og vi selv- er medlemmer af folkekirken, men et medlemskab er ikke af betydning, når vi som skole skal arbejde med emnet folkekirken i vores undervisning.
En velformuleret, overskuelig og moderne formålsparagraf for folkekirken vil være en oplagt tekst i en undervisning i skolen. Vi vil kunne undersøge, hvordan folkekirken ser sig selv placeret i det moderne menneskes liv, hvordan folkekirken opfatter sin opgave i det aktuelle samfund, hvori det religiøse i den religiøse institution består, hvori det unikke ved folkekirken er.
Andre spørgsmål vil også kunne belyses ud fra et sådant formål, fx hvad det er for en historie folkekirken har og hvad det er for en aktuel placering folkekirken har i det danske folk og samfund i dag.
Så kom endelig i gang folkekirke med at skrive en formålsparagraf. Som religionslærer ser jeg allerede nu frem til at arbejde med den i min undervisning.