Unge Pædagoger og/eller religion.

Tidsskriftet Unge Pædagoger Nr. 2/2016 har temaet ”Kristendomskundskab – og religionen, der blev væk…”. Der bringes en række artikler, hvoraf et par stykker skal omtales her. Pladsen er ikke til en lang gennemgang og vurdering af alle.

I den introducerende leder fortæller redaktøren, at man ”ønsker at give et billede af, hvilken betydning religion –herunder kristendom- har i skolen i dag, både i forhold til den intenderede undervisning og i undervisningsmaterialernes indholdsvalg”. Umiddelbart inden dette mål fortæller redaktøren at diskussionen om fagets navn, indhold, mål og fagsyn er blevet til ”..en rendyrket værdipolitisk diskussion, som ingen ende vil tage, og hvor de undervisningsfaglige argumenter taler for døve ører”. Der præsenteres her et rigtig godt og relevant fokus for temanummeret.

Jeg vil først fremhæve artiklen ”Skolens produktion af ”muslimskhed” ” af Mette Buchardt, lektor på Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet. Buchardt har observeret undervisning og interviewet lærere herom og via også andet indsamlet materiale undersøgt hvordan der i skolens rum produceres muslimskhed –en forståelse af islam, muslimer og muslimsk kultur. Dette overfor en samtidig produktion af en forståelse af ”at være alment-kristen-dansk”. Hvis skolen skal være med til at gå imod panikker og kriser skal vi anlægge nogle strategier for at undgå det Buchardt her har observeret og det gælder ikke kun i skolens religionsundervisning men i alle fag.

I et par artikler analyseres nogle af de mest benyttede undervisningsmaterialer i faget kristendomskundskab. Karna Kjeldsens artikel er et delresultat af hendes ph.d afhandling, som blev forsvaret i juni 2016. Kjeldsen analyserer først og fremmest Gyldendals ”Liv og Religion” og når frem til ”..at kristendom ikke blot tilskrives og har en særlig status og funktion i religionsfaget i folkeskolen i de officielle bestemmelser og i politiske, offentlige og faglige diskussioner og tilgange, men også repræsenteres og didaktiseres anderledes end andre religioner i de analyserede lærebøger og den intenderede undervisning”. UP´s redaktør har valgt at ændre dette citat så der på forsiden af hæftet står ”…lærebøger og den observerede undervisning”. Kjeldsen gør selv opmærksom på at hendes undersøgelse ikke siger ”noget om den konkrete udførte undervisning eller elevernes reception heraf”. Men Kjeldsens analyse er interessant, ikke blot for forfatterne til undervisningsmaterialet, men også for de lærere der måtte have mulighed for at kunne købe undervisningsmateriale til sin skole, de vil her få et bud på en gennemgang af materialet, som de kan forholde sig til.

Redaktørens fejlcitat fra Kjeldsen kunne tyde på en interesse for hvad der faktisk sker i undervisningen og kunne være redaktørens måde at ville præge eventuelle læseres opfattelse af, hvad eleverne i skolen får af læringsudbytte af undervisningen. Jeg er selv fortsat enig med Knud Illeris (I bogen ”Læring” 1999, Roskilde Universitetsforlag, side 13), som på en de første sider i sin bog skriver at mange har ”godtaget den bekvemme kortslutning at sætte lighedstegn mellem hvad der bliver undervist i, og hvad der bliver lært”. UP redaktøren og andre kan kun opfordres til at besøge nogle klasser eller læse nogle undersøgelser og fx ministeriets PEU-rapporter fra prøverne i kristendomskundskab. Jeg og mine kollegaer Irene Larsen og Anne Edmond Pedersen har selv besøgt en hel del skoler de sidste år, været med i undervisning i faget og interviewet både lærere og elever, og ikke fundet elever der i et 1=1 forhold viser at den intenderede undervisning er tilegnet-tværtimod. Vi har heller ikke fundet, at lærerne har forkyndt hverken kristendom eller andet, men nok at der er produceret forståelser i stil med det Buchardt peger på, hvilket givet ikke kan undgås. Men som lærere skal vi være opmærksomme på det og kritiske i forhold hertil. I øvrigt er vores tydelige oplevelse at lærerne også med dette fag arbejder solidt og med de forudsætninger de nu gives på at skabe god undervisning med solid vidensformidling. Som de moderne mennesker eleverne er, bruger de undervisningen som afsæt for formulering af egne meninger om undervisningens emner og glemmer i øvrigt hyppigt, hvad det var at undervisningen handlede om.

Den sidste artikel jeg vil nævne er skrevet af Tim Jensen (lektor i Religionsstudier på Syddansk Universitet) og hedder ”Folkeskolens religionsfag 1814-2016”. Allerede i første note skriver Jensen at han i 25 år har skrevet kritisk om religionsundervisningen i Danmark og at denne artikel gengiver og parafraserer i store træk hvad han tidligere har skrevet. Så Jensen har ikke ændret synspunkter på religionsundervisningen i folkeskolen. Jensens udgangspunkt for sin analyse af fagets bestemmelsesgrundlag er hans udgave af et kritisk religionsvidenskabeligt perspektiv. I dette indgår naturligvis ikke fagdidaktiske, almen-didaktiske, dannelsesteoretiske eller pædagogisk teoretiske overvejelser. Det betyder at fagets mål, indhold og fagsyn ikke indsættes i en ramme der hedder folkeskole og nutidige børns læringsforudsætninger. Ikke desto mindre er Jensens analyse interessant og han får peget på en række problemstillinger som der i det faglige miljø er bred enighed om, fagets navn bør ændres, særparagraffen i skoleloven med fritagelsesmuligheden og udpegning af evangelisk-luthersk kristendom som centralt kundskabsområde bør afskaffes og undervisningsvejledningen bør gennemskrives med henblik på at de faglige tilgange der bruges i arbejdet med de enkelte religioner –herunder kristendom- bør være de samme. Men Jensens perspektiv minder om fortællingen om de blinde der hver fortæller hvad en elefant er for et dyr ved at mene at den del af elefanten de hver har fat i udgør helheden. Sidst UP beskæftigede sig med faget havde Jensens åndsfælle Mikael Rothstein opgaven at skrive om faget - nu må det perspektiv vist siges at være drænet.

Jeg er nødt til at rette en misforståelse; Jensen får det til at lyde som om at den rapport Irene Larsen og undertegnede har skrevet om de folkekirkelige skoletjenester handler om et tæt forhold mellem skole og kirke. Rapporten viser at de folkekirkelige skoletjenester netop arbejder på skolens præmisser, vi har ledt efter afvigelser herfra og også ledt efter om der dog ikke var nogen der forkyndte et eller andet, men altså ikke fundet noget –Jensen og andre kan læse det i rapporten på http://www.irenelarsen.dk/skole-kirke/forside.htm.

UP´s redaktør har også i Jensens artikel fundet et pang-citat til hæftets forside : ”Faget er en manifestation af en neo-romantisk og neo-nationalistisk identitetspolitik, hvor religionsfaget og folkeskolen udnyttes til at undervise og forkynde dansk tradition og kultur som kristen kultur”. Udover at redaktøren har ændret identitetspolitik til identitetsforståelse skal det afklarende siges at Jensen her karakteriserer fagets bestemmelsesgrundlag fra 1989 og ikke det dagsaktuelle.

Der ku´ være meget mere at sige om hæftet og dets anliggende, men det er et fint initiativ fra UP´s side med dette tema. I lighed med UP nummer 4/2009 som havde et lignende tema, er der også denne gang nogle vildskud og pletskud. Noget fyret af i den bedste mening; andet oser af ubehag.