BLOG

Empty article - Subtitle

Bliver eleven fastlåst af klassekammeraterne?

Hvilken persons mening vægter i virkeligheden højest, når det kommer til elevens sociale udvikling? Mens vi som lærere er opmærksomme på at anerkende den enkelte elevs faglige såvel som sociale fremskridt, glemmer vi så i virkeligheden hvem, der faktisk ender med at fastlåse eleven i sit gamle mønster? Nemlig klassekammeraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem har størst indflydelse? 

Som lærere ved vi godt, hvor meget det gavner en elev at få anerkendelse og vide, at han eller hun er på vej mod det fælles mål, som er sat. Det ligger ligesom implicit i lærerjobbet at være en hepper, som bemærker selv den mindste lille forandring, som kan gavne selvværdet hvad end det drejer sig om det faglige eller sociale.

Men tæller vores mening overhovedet på det sociale område?

Tag et eksempel med en ADHD-elev som bare gerne vil passe ind i klassens fællesskab. Læreren bemærker hvert et lille fremskridt, mens klassekammeraterne mangler mere overbevisning for at lukke ham eller hende ind i varmen. Hvilken konsekvens har det?

Luk mig ind

Da jeg selv gik i folkeskole fik jeg altid at være vide, at jeg skulle sige noget mere og være mere udadvendt. Og da jeg endelig blev mere udadvendt og mindre tilbageholdende, kunne mine lærere også se, at der var sket en forandring – men det kunne mine klassekammerater bare ikke. Eller de bemærkede det, men trods alt passede jeg stadig ikke ind socialt.

Jeg blev stadig fastlåst i min gamle rolle af mine klassekammerater som en, der ikke kunne få lov til at være den nyudviklede person af mig selv. Det var grunden til, at jeg aldrig følte, jeg fik den vigtigste anerkendelse, som jeg havde brug for. Anerkendelsen fra mine jævnaldrende.

Selvom det stadig giver en tilfredshedsfølelse at få anerkendelse fra læreren, så er det ikke altid nok. Man kender det, når ens forældre siger, man er god nok, som man er. Men man tror bare ikke helt på det, vel?

Selvom en lærers mening har værdi, vægter klassekammeraternes mening i sidste ende altid højest, når det kommer til den sociale udvikling, og kan vi overhovedet gøre noget ved det?