BLOG
Empty article - Subtitle
Det er rigtig flot!
Er ros i virkeligheden et helt misforstået koncept? Når vi bliver alt for bevidste om at huske at rose vores elever, og gør det hele tiden, mister det så i virkeligheden sin værdi?
Samlebånds-ros?
Som udgangspunkt kan det vel aldrig være negativt at rose sine elever? Ligesom os har de også brug for at vide, når de gør et godt stykke arbejde for ikke at miste troen på sig selv og deres evner.
Alligevel kan jeg godt tvivle på, om man i virkeligheden bare burde holde igen med rosen for at det ikke ender med at blive til samlebånds-ros i form af faste udtryk, som kører på autopilot.
Når jeg underviser, og har 24 elever i en klasse, kan det være svært ikke at komme til at slynge ord ud som: ”det er rigtig flot, godt arbejde, fint!”. De bruges næsten i flæng for at være sikker på at jeg nu husker at være den anerkendende lærer og helst overfor dem allesammen. Selvom jeg godt ved, at der skal mere til, når man snakker om en dybere anerkendelse, end hvad ros kan give.
Autenticitet i fare
Det, jeg godt kan være bekymret for der sker, når jeg roser så ofte, og ender med at slynge faste sætninger ud, er at rosen mister sin autenticitet overfor eleverne, og dermed ikke længere er dybfølt. Ingen elev gider vel høre på det samme ros om og om igen, hvis det ikke er oprigtigt ment?
Der tænker jeg, at det næsten må være mere stimulerende for eleverne at have mere fokus på, hvad man giver ros for. Den burde blive mere konkret, så det bliver lettere at forholde sig til som elev. Hvis man siger, at deres tegning var flot i billedkunst, har eleverne ingen chance for at vide, hvad der var flot ved den. Farverne, mønstrene eller stilen? Det ender på en måde med at blive tom ros. Selvom dette stadig kan give en positiv følelse, er der ikke noget konkret at udvikle på.
I sidste ende er det nok bare bedst at have fokus på kvaliteten fremfor kvantiteten.
