BLOG
Empty article - Subtitle
Hvad vil det sige at studere?
Først var de seminarister og seminarieelever, så blev de lærerstuderende. Hvad er forskellen på at være elev og studerende?
Kan man ikke blive andet, kan man altid blive lærer, hed det sig dengang; og det gamle udtryk for en seminarieelev, en seminarist, blev brugt klart negativt. Det betød noget i retning af en halvstuderet røver, der vidste og mente lidt om meget, men intet kunne til bunds. Historisk var det også forholdsvis nemt at blive lærer. Kunne man sin bibelhistorie, og kunne man læse, havde man foden indenfor på seminariet. Uddannelsen var oprindeligt kun to- eller treårig, men med lange, lange dage på seminariet. Og vi skal helt frem til 1966 før seminarieelever blev til lærerstuderende. I hvert fald rent politisk. I praksis sætter den slags ændringer sig meget langsomt igennem.
Der går ikke en lige linje fra lovgivning og bekendtgørelser til ændring af undervisnings- og studiepraksis i læreruddannelsen. Formålet for læreruddannelsen sigter ikke blot mod at klæde studerende på til deres kommende lærerpraksis. Studiet skal også øge deres kompetencer i at analysere og udvikle deres egen kommende praksis. Lærere skal kunne indsamle erfaringer, analysere dem kvalificeret og derefter handle ud fra det, så alle elever lærer det, de har brug for. Det er en vanskelig og krævende opgave og stiller store krav til læreruddannelsesstederne og de studerende.
I 1800-tallet skulle seminaristerne lytte til og lære det, de blev undervist i. Ofte skulle de også skrive diktat om et foredrags indhold, så de, når de blev lærere, kunne gå ud og formidle det samme stof videre til eleverne. Og de kunne have 10-12 timers undervisning. Om dagen! I 2011 protesterede lærerstuderende voldsomt over, at de nogle steder kun fik otte-ti timers undervisning om ugen, og der blev rejst spørgsmål om det i Folketinget.
Forholdet mellem undervisning og studium – det at blive undervist og at studere – er interessant at følge historisk, men vækker også til eftertanke i forhold til de senere tiders læreruddannelser. I ældre tider skulle seminarieeleverne modtage undervisning, og de havde mødepligt. I 1980’erne og 90’erne gik rektor Bent Nielsen på Odense Seminarium rundt og besøgte de nye førsteårsstuderende. Han fortalte dem, at de efter hans mening fik for meget undervisning og studerede for lidt. Det både overraskede og provokerede. Men han gjorde det for at udfordre dem mentalt til at blive selvstændige studerende og ikke blot modtagende elever. De skulle ikke regne med at få lektier for. De skulle studere og tage ansvar.
I 2011 var der lærerstuderende, der sagde, at de fik for lidt undervisning i studiets begyndelse, hvor de skulle introduceres for uddannelsens indhold og for lærerstudiets vilkår og studieformer. Til gengæld vil de så gerne have færre undervisningstimer i studiets slutning. Men mere vejledning, fordi der skal være tid til at gå fagligt i dybden med bacheloropgaven og andre krævende studieelementer. Den argumentation er bestemt en tanke værd.
Tilbage er så et andet vigtigt element, som taler for, at en læreruddannelse ikke må blive et studium, som skal klares alene bag computeren eller ved bogen. Det særlige ved læreruddannelsen er jo netop det professionsrettede. Man studerer for at kunne komme ud og blive lærer i folkeskolen, hvor man arbejder sammen med andre for at yde god undervisning, og det kræver, at man hele tiden skal holde sig professionelt opdateret og i udvikling.
Man kunne hævde, at det er ”særlig skidt” for specielt læreruddannelsen at have for lidt undervisning, fordi en væsentlig del af den i virkeligheden handler om, hvordan man udvikler undervisning og pædagogiske aktiviteter med hinanden. Det er en del af den praksis, de uddannes til. Hele uddannelsesforløbet skal set i det lys bygges op om, at studerende faktisk har timer og samarbejder. Lærere er jo heldigvis afhængige af deres kolleger for at udvikle praksis fremadrettet. Derfor skal man jo også have det trænet undervejs i sin uddannelse.
Det er klart, at antallet af timer, længde af studieforløb eller, hvad man nu kalder det, i sig selv ikke siger noget som helst om kvalitet. Det er indholdet og den kompetente underviser på læreruddannelsen, der er afgørende. Men hvor lidt kan vi nøjes med?
Læs mere her på siden:
Fra Seminarium over CVU til University College af Thorkild Thejsen og Andreas Rasch-Christensen:
http://www.folkeskolen.dk/~/Documents/178/68378.pdf.
Kan man altid blive lærer? af Thorkild Thejsen og Andreas Rasch-Christensen:
http://www.folkeskolen.dk/~/Documents/177/68377.pdf.
