BLOG
Empty article - Subtitle
I got stoned, and I missed it (Silverstein)
Vi er lovet en rask lille revolution med den kommende læreruddannelse. Endelig sker der noget. Det er der vist også brug for. Men hvor er den - revolutionen?
Når Corydon-regeringen gør politik, må jeg vedgå mig en skuffelse. Også på det uddannelsespolitiske område. Uddannelsesminister Morten Østergaard har fra starten kørt højhastighedskørsel i forhold til en ny læreruddannelse, som skal være klar til de lærerstuderende pr. august i år. Den nye læreruddannelse skrues således sammen på noget, der koncentreret set mest minder om et halvt års tid, og et sådant uargumenteret hastværk er aldrig før set i læreruddannelsens historie.
Ingen ansvarlige forsøger øjensynlig at ændre på oktanhidsigheden. Snarere tværtimod. Også dette politiske initiativ bliver uden for Borgen pakket ind i en salgsretorik, som er opstyltet, temmelig hul – og i værste fald direkte skadelig for det længere perspektiv. De mange hurra-ord, som gentages i én uendelighed, bliver besværgelser, og når to af lærerreformens flittige fædre, Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen, i dagbladet Politiken den 23. januar i år ligefrem i en overskrift siger: ”Reform. Ny læreruddannelse varsler revolution”, så stener jeg fuldstændig. Jeg er vel for helvede ikke ved at misse en revolution? Eller er det drengene, der er ude i et misbrug? Af begreber?
Lad os her forsøge at gå lidt bagom en del af revolutionens tungere artilleri. I dag kort om begrebet ’forskningsbaseret læreruddannelse’.
Uddannelsesforskning skal i femtiden være grundlaget for min daglige praksis i læreruddannelsen. Læreruddannelsen – min undervisning - skal basere sig på forskning. Ja, selvfølgelig. Hvad skulle den ellers basere sig på? Tilfældige holdninger? Fordomme? Uvidenhed? Eller hvad? Hvem i læreruddannelsen baserer ikke allerede deres undervisning på relevant forskning? Påstanden her er, at på et vist niveau i uddannelsessystemet – her læreruddannelsen – er undervisningen selvfølgelig i meget stor udstrækning direkte forskningsbaseret. Jeg lægger gerne mit hoved og mine semesterplaner ind på bloggen her med en positiv forventning om lidt feed back på, hvor jeg ikke er tilstrækkelig revolutionært forskningsbaseret. Og skal det ikke være det rene filantropi, så kan professor Jens Rasmussen måske lægge sin forskning frem og fortælle, hvor og hvordan denne forskning skal benyttes i læreruddannelsen til at opelske og synliggøre de studerendes konkrete færdigheder i deres kommende lærerpraksis, så de er kapable til at undervise fra dag ét? For eksempel at kunne undervisningsdifferentiere? Det er jo, hvad vi stilles i udsigt med den nye læreruddannelse.
Selvom vi i læreruddannelsen er forskningsbaserede i vores undervisning (påstanden), så er vi ikke forskere, og læreruddannelsen er ikke en decideret forskningsinstitution. Endnu. Men udviklingen er i fuld gang, både med hensyn til kolleger, der er forskningsuddannede - ph.d.’ere som det både formelt og i daglig tale hedder – og med hensyn til bevidst satsning på flere og nye ressourcer til yderligere forskningsuddannelse. Hvorfor så lege kommende revolution, i stedet for at forholde sig til den eksisterende virkelighed? Parallelt hertil arbejder vores fagforening, Dansk Magisterforening, benhårdt på at få gennemført en ny stillingsstruktur, som i bedste fald automatiserer forskningsforventninger hos alle undervisere. Lykkes disse ’udviklinger’ i et vist omfang, så er vi i læreruddannelsen meget tættere på en gammel drøm om solide og frugtbare sammenhænge - og konkrete samarbejder - mellem grundskolen, læreruddannelsen og forskningen. Men alt det skal ikke sovses ind i politiske besværgelser - og støvet, elitær forskningstankegang.
