BLOG
Empty article - Subtitle
Kompetencer og præstationer
I tredje del af DR-serien 9.z mod Kina betoner Anders Bondo Christensen, at vi i den danske folkeskole lægger vægt på, at eleverne tilegner sig kompetencer. Han sagde det sådan: ”Vi uddanner ikke Klods-Hans’ storebrødre, der bare har en masse viden, men som ikke kan bruge den viden, de har”.
Det er netop den ambition, vi har med folkeskolen og nu også med læreruddannelsen. I den ny læreruddannelse er der som noget nyt indført kompetencemål. Med disse mål sættes der fokus på udvikling af de lærerstuderendes kapacitet til at undervise – i alle undervisningens faser og alle dens aspekter.
Læreruddannelsen skal fremover – i endnu højere grad end tidligere – sigte mod at kombinere faglig, pædagogisk og didaktisk viden med handlen i skolens praksis. De studerende skal kunne bruge den viden, de tilegner sig.
Intentionen med den nye uddannelse er, at de nye kompetencemål ved deres kombination af viden og færdigheder bedre sætter de kommende lærere i stand til at undervise på grundlag af den nyeste og bedste viden om, hvad der virker, såvel som på grundlag af den erfaringsbaserede viden, som professionen hele tiden selv udvikler. For pædagogisk praksis orienterer sig ikke alene efter, om noget virker, men også efter om det virker med rimelighed; om det synes brugbart i den konkrete kontekst med de konkrete elever.
Denne understregning af, at det er kompetencer, der tæller, indebærer, at prøveformerne i læreruddannelsen må nytænkes. De skal nemlig kunne vurdere de studerendes kompetencer og disses fundering i viden og færdigheder. I den forbindelse skelnes der almindeligvis mellem kompetence og performance: Kompetence er et begreb for uddannelsens forventninger til de studerendes udbytte, mens performance er et begreb for de studerendes kapacitet til at demonstrere deres tilegnede kompetencer.
En af mange udfordringer, den ny læreruddannelse står over for, består derfor i at udvikle og anvende prøveformer, der kan vurdere performance; som altså kan vurdere de studerendes evne til at praktisere deres færdigheder på et vidensbaseret grundlag. Prøverne skal mere direkte, end vi kender det i dag, vurdere de studerendes kunnen i en undervisningskontekst.
Det skal dog understreges, at der ikke er tale om enten viden eller kompetence. Performance-prøver skal både kunne vurdere de studerendes viden og deres kunnen i forhold til skolens undervisningspraksis. Derfor taler man også om, at prøverne skal vurdere den autentiske undervisningspraksis, ved at de studerende demonstrerer deres viden og færdigheder i eller i forhold til virkelige praksissituationer.
Det betyder, at vi med den ny læreruddannelse sandsynligvis vil komme til at se prøveformer, som allerede nyder udbredelse i folkeskolen. Jeg tænker her først og fremmest på portfolio-prøveformen. Det er en prøveform, der egner sig godt til at vurdere kompetencer, fordi en portfolio blandt andet kan indeholde undervisningsplaner, undervisningssekvenser på video og analyser af undervisning.
Det kan også tænkes at case-prøveformen vil vinde frem, fordi den gør det muligt at præsentere den studerende for en case, der eksempelvis kan være en beskrivelse eller en videosekvens af en situation fra praksis. Den studerende skal så efter en vis forberedelsestid (uge, døgn, timer) gøre rede for og analysere casen på grundlag af relevant viden samt måske også reflektere over, om og hvordan casen kunne være grebet anderledes og eventuelt bedre an.
