BLOG
Empty article - Subtitle
Læreruddannelse til erhverv eller profession?
Netop hjermvendt fra Singapore, hvor jeg deltog i et internationalt symposium om læreruddannelse, falder jeg over en artikel i Weekend Avisen. Det er en samtale mellem Bertel Haarder og Mattias Tesfaye, der for nylig har udgivet bogen Kloge hænder.
I Singapore bombarderes befolkningen med officielle kampagner og slagord, der har til formål at skabe en fælles national identitet i den lille, blandede befolkning: Vær mere hensynsfuld, kør høfligt, tal ordentligt engelsk osv. Denne effektive opdragelsesmaskine smører også sine budskaber ud over uddannelsessystemet. I dag lyder sloganet for læreruddannelse: Teaching is a thinking profession.
Tesfaye søger med sin bog at genrejse anerkendelsen af og respekten for faglighed og håndværk og slår til lyd for, at balancen mellem hoved og hænder skal genoprettes. Han finder, at det håndværksmæssige og det gode håndværk i for lang tid er blevet nedprioriteret. Denne sympatiske indsats for at rehabilitere håndens arbejde, håndværk og erhvervsuddannelse griber Haarder i en omfavnelse, der går langt videre end Tesfaye nok ville bryde sig om, når han med grundtvigsk inspiration proklamerer, at ”man kan lære uden at blive undervist”.
Tesfaye beskæftiger sig med erhverv og erhvervsuddannelse. Haarder taler om professioner og professionsuddannelse, men skelner egentlig ikke mellem erhverv og professioner. Hans opfattelse, ”at man jo kan lære uden at blive undervist” relaterer han til professionsuddannelserne til pædagog og lærer. Hvorfor skal de studerende i disse uddannelser skrive bacheloropgave? Er det ikke at teoretisere disse uddannelser ud over, hvad der er nødvendigt for at bestride arbejdet som pædagog og lærer? Han giver udtryk for, at sådanne akademiske aktiviteter kun tjener til at forberede de studerende til at gå videre med en kandidatuddannelse med den negative sideeffekt, at disse uddannelser teoretiseres unødigt og uhensigtsmæssigt meget.
Synspunktet genrejser det stadig uafgjorte spørgsmål, om læreruddannelse kvalificerer til et erhverv eller til en profession. En generel professionssociologisk definition siger, at professionel handling består i en afbalancering af teori og praksis med henblik på at løse klienters manifeste problemer. For underviserprofessionen ville det hedde, at den professionelle lærer på et teoretisk grundlag praktiserer undervisning, der sikrer alle elever et godt læringsudbytte.
Det ser ud som om Haarder er af den opfattelse, at læreruddannelse sigter mod et erhverv, der kan læres ved at iagttage, følge og kopiere andre, snarere end at læreruddannelse sigter mod en profession, der ud over praktisk kunnen også omfatter viden om, hvordan professionens processer bedst udføres. Det er en opfattelse, der ligger i tråd med især britiske bestræbelser i retning af skolebaseret læreruddannelse. En opfattelse, som den britiske undervisningsminister Michael Gove udtrykker sådan: ”Undervisning er et håndværk, der bedst læres på lærlingebasis i skoler”.
Allerede i 1904 havde John Dewey øje for denne skelnen mellem erhverv og profession. Han slog fast at uddannelsen af lærere ikke udelukkende kan være en teoretisk uddannelse; den må også omfatte praktisk arbejde. Læreruddannelsen – ligesom de fleste andre professionsuddannelser – indeholder derfor praktik.
Formålet med praktik er ifølge Dewey, at de kommende lærere tilegner sig professionens nødvendige redskaber. Han nævner klasseundervisning, klasseledelse (ja, det er ikke en ny opfindelse) og i det hele taget undervisningsmæssige færdigheder. Men det er ikke nok. Lærere har også brug for teoretisk viden om ikke mindst principper for undervisning. På den baggrund skelnede Dewey mellem en lærlingemodel og en laboratoriemodel for læreruddannelse. Lærlingemodellen kan klæde den kommende lærer på til at kunne undervise, mens laboratoriemodellen kan udstyre den studerende med teori og begreber som grundlag for intellektuel forståelse og udvikling af god praksis.
Lærlingemodellen tjener ifølge Dewey et kortsigtet mål, da den er baseret på iagttagelser og erfaringer med, hvad andre lærere gør. Dewey advarer derfor mod at forfølge sådanne kortsigtede mål på bekostning af laboratoriemodellens langsigtede mål. Det er de langsigtede mål, der gør den lærerstuderende til en professionel, der er i stand til at udvikle såvel sig selv som sin undervisning.
Som nævnt, lyder det singaporeanske slogan til landets lærere og forældre: Teaching is a thinking profession. Med det slogan vil man understrege, at læreruddannelsen retter sig mod en profession, hvor det ikke er nok, at uddanne lærere i undervisningsmæssige færdigheder. Lærere må også kunne tænke over deres praksis – ikke mindst for hele tiden at kunne udvikle den. Hertil kræves også faglig, pædagogisk og didaktisk viden.
I den ny danske læreruddannelse udtrykkes den samme ambition med en næsten tilsvarende formulering: Undervisning er en reflekterende profession. De nye kompetencemål er nemlig opbygget sådan, at udvikles igennem tre dimensioner: Færdigheder, viden og refleksion. Det indebærer at læreruddannelsen ikke kun er en færdighedsuddannelse, men også at uddannelsens vidensindhold ikke kan betragtes isoleret fra de færdigheder og den overordnede kompetence, den studerende forventes at tilegne sig.
Den ny læreruddannelse er en uddannelse til en profession. Den betoner, at den kommende lærer naturligvis tilegner sig færdigheder i at anvende professionens metoder, men også og lige så vigtigt, at den kommende lærers vidensbase består i den nyeste og bedste evidensbaserede og udviklingsbaserede viden om, hvad der virker i skolens praksis.
En tænkende eller reflekterende lærer er nemlig i stand til at kunne tænke eller reflektere over færdigheder og viden med henblik på at kunne vælge og begrunde relevante løsningsmodeller i skolens praksis.
Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at Tesfaye i sit forsøg på at rehabilitere håndens arbejde taler om kloge hænder.
