BLOG
Empty article - Subtitle
Livshistorier er vigtige
Livshistorier er vigtige
En af læreruddannelsens hovedudfordring er, at den skal påvirke skolens praksis. Det lyder indlysende og banalt, men det er det langt fra. Igennem årene har forskellige undersøgelser peget på, at den danske læreruddannelse - her forstået som dens studieforløb – i for lille udstrækning har betydning for de uddannede læreres praksis. Det er der rigtig mange årsager til. Fx påvirker forskellige forståelser af, hvad uddannelse og praksis er, også lærernes vurdering af, hvorvidt de to forhold er i et samspil.
Og problemstillingen gør sig langt fra kun gældende i Danmark. Tilsvarende undersøgelser belyser tilsvarende problemstillinger i mange af de lande, som vi ynder at sammenligne os med. To nu klassiske amerikanske studier betvivlede allerede i slutningen af 1960'erne og midten af 1970'erne læreruddannelsens betydning. De fandt frem til, at forhold knyttet til personen og dennes tidligere liv spillede den største rolle for lærernes handlinger i skolen.
Lærere brugte hovedsagelig deres egne skoleerindringer som grundlag for deres undervisning.
Den nyere internationale og nationale læreruddannelsesforskning har ikke for alvor rykket ved den konklusion. Lærere påvirkes fortsat af skoleerfaringer, og det gør sig ikke kun gældende for de færdiguddannede lærere, men også lærerstuderende. Hvis studerende husker deres egen historielærer som en engageret og dygtig historiefortæller, er det den type historielærer, som de selv gerne vil være. Har de negative erindringer, så bruger de dem til at fortælle, hvordan de selv vil gøre undervisningen mere spændende og lærerig.
Ikke kun skoleerindringer påvirker lærere og studerendes fortællinger om og handlinger i skolens undervisning. Også deres opdragelse, de forskellige sociale relationer, som de indgår i, eller den personlige livshistorie i bred forstand. Lærere underviser forskelligt. Nogle underviser lærerstyret, mens andre er mere orienteret mod løbende dialoger med elever.
Men ifølge forskningen påvirkes de forhold kun i mindre udstrækning af læreruddannelsen.
Formodentlig er det et grundvilkår, at lærernes personlighed betyder mere for deres handlinger i praksis end en 4-årig uddannelse. Måske er det også godt, at det forholder sig sådan. Det er dog ikke et grundvilkår, at uddannelsen er virkningsløs. Uddannelsen har og kan få endnu større betydning, hvis man arbejder aktivt med disse forhold.
En af løsningerne kan være i stigende omfang at inddrage den personlige livshistorie i uddannelsen. Når de studerendes egne skoleerindringer spiller en betydelig rolle for, hvordan de planlægger og gennemfører deres undervisning, er det vigtigt, at de bliver bevidste omkring det forhold. Ellers kopierer de bare deres egen skolegang, og det er ikke altid en god idé. Analyser og udvikling af egen praksis må ikke overlades til den enkelte studerende. Uddannelsen må efterlade rum til, at de studerende lærer af hinandens praksiserfaringer og refleksioner, ligesom uddannelsens undervisere skal give kvalificeret sparring.
Forskellige forsøg viser, at studerende bruger uddannelsen studieforløb meget aktivt, når de planlægger deres praktikforløb samt reflekterer over egne praktikerfaringer. Det sidste kan bl.a. foregå ved, at de analysere videooptagelser, elevprodukter eller lignende fra deres praktikperioder.
Endelig kan uddannelsen med fordel forsyne de studerende med forskningsbaserede undersøgelser, der kan kvalificere deres refleksioner over egen og andres praksis. Alle skriger på en forskningsbaseret læreruddannelse, men kun få forholder sig til, hvordan forskningens resultater rent faktisk kan få betydning for de studerendes læring og skolens praksis.
Empirisk funderede undersøgelser med konkrete observationer fra klassens undervisning, interviewudsagn fra andre lærere, analyse af elevprodukter har større gennemslagskraft hos de studerende end store teorikomplekser, der beskriver, hvordan undervisning bør foregå. Det betyder ingenlunde, at teorier er virkningsløse. Teoretiske tilgange og perspektiver kan netop bruges aktivt, når studerende skal analysere deres egne og andres undervisning og øvrige pædagogiske aktiviteter i bacheloropgaver, praktikefterbehandlinger m.v.
Lærerstuderende kan trænes i at bruge metoder, hvormed de kan fastholde dele af deres egen undervisning i samspil med centrale forskningsresultater. På den baggrund skal de i dialog med eleverne kunne handle fremadrettet og udvikle egen praksis, så eleverne lærer mere.
Men udviklingen stopper ikke med uddannelsen.
Derfor må partnerskaber mellem skoler, læreruddannelser, universiteter og politikere facilitere rum på skolerne, hvor lærerne fortsat kan udvikle deres egen praksis. Rum, hvor lærerteam med sparring fra skoleledelser og andre parter kan koncentrere sig om at analysere og udvikle undervisning. Vi ved, at når lærere evaluerer og reflekterer over egen undervisning, er de mere tilbøjelige til at inddrage anden viden end deres egen. I de rum er det ikke kun viden fra uddannelsen, som kan bruges, men også relevante forskningsresultater.
Lærernes praksis er præget af noget andet end uddannelsen. Det vil de altid være, når lærerne skal træffe intuitive beslutninger, fordi Per gaber, og Lise larmer. Men uddannelsen skal sætte ind de steder, hvor den kan få betydning.
