BLOG
Empty article - Subtitle
Opportunismen styrer chefniveauet i læreruddannelsen
Så’n var det ikke i 90’erne – 1990’erne. Med risiko for at lufte noget bagstræberisk, kan man formentlig påstå, at læreruddannelsen og uddannelsespolitikken styres opportunistisk i dag. Og det skal ikke forstås positivt.
Den nye læreruddannelse er for alvor kommet i gang her i september 2013, men desværre kæmper flere lærer-uddannelsessteder (seminarier) lige nu alvorligt med at få de økonomiske ender til at nå sammen. Budget- og regnskabskampen vil blive endnu værre, fordi den nye læreruddannelse generelt har trukket betydeligt færre studerende end den gamle. Stik imod, hvad der blev forudsagt. Stik imod, hvad der blev argumenteret med.
Landets syv rektorer for de såkaldte professionshøjskoler (UC, University College) støttede uddannelsesminister Morten Østergaards hidsige markeringsønske i efteråret 2012 om en ny læreruddannelse her og nu, og støttede dermed en historisk uhørt kort udviklings- og refleksionsproces, som tillige var en udemokratisk proces. Hovedargumentet var: Ellers risikerer vi en alvorlig nedgang i ansøgertallet til læreruddannelsen.
Nu har vi imidlertid – mindre end et år senere - en alvorlig, og for nogen katastrofal, nedgang i ansøgertallet til læreruddannelsen. Hvad melder rektorerne så ud? De siger: Nedgangen skyldes først og fremmest den ny læreruddannelse og dens optagelseskrav.
Forvirring er desværre ikke et dækkende udtryk her. Gid det var så vel. Nej, der er snarere tale om, at eksemplet er et symptom på en kvalitetsuheldig men tydelig tendens. På bare 15-20 år er uddannelsernes øverste chefer gået fra at være uddannelsespolitisk bevidste folk med faglige stoltheder, holdninger og handlinger i bagagen, ikke nødvendigvis enige, men bevidste om deres muligheder for indflydelse og om sammenhænge mellem ansvar og mod; gået fra dét, til at være, eller i det mindste ligne, en flok opportunister. Af sikkert gode grunde har de reduceret dem selv til at være en slags eksterne embedsfolk for et ministerium og en politik, og de optræder ikke længere som kvalitative sparringspartnere for en udvikling. Sat på spidsen.
Men det er galt. Det er rivende galt.
Èt er, at vi i lærerkollegierne ikke længere har øverste chefer, som er vores. Vi er alene. Men selvfølgelig underlagt systemets chefer. Nok så mange pakker tudekiks kan ikke ændre på det forhold. Noget andet er, at vi ikke længere kan være sikre på tid til og reelle indholdsdiskussioner i læreruddannelsens udvikling af kvalitet. Cheferne faciliterer ikke længere. De agerer embedsfolk. Kigger kun opad. Vi er således også uddannelsespolitisk alene.
Risikoen for reelt dalende kvalitet i læreruddannelsen bliver ikke mindre – tvært imod – af, at embedsværket i ministerierne i den samme periode, det vil sige hen over de seneste par årtier, er blevet stadig mere djøf-iseret. Al respekt for disse glimrende uddannelser, men det er kvalitativt farligt, at embedsfolk skal arbejde og rådgive på substantielle områder, hvis substans de ikke har noget personligt kendskab til - endsige forhold til. Dette aspekt bliver med jævne mellemrum pinagtigt tydeligt på for eksempel orienteringsmøder og konferencer.
Lad os, trods klynkeriet her, håbe på nogle gode opstartserfaringer fra den netop igangsatte nye læreruddannelse. Der bliver arbejdet hårdt med tingene i praksis.
