BLOG

Empty article - Subtitle

Teaching Lab, Nørre Nissum

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen bliver ikke blot reformeret fra oven, som det nu sker ved den reform, der blev vedtaget i 2012, og som træder i kraft i år. Mindst lige så vigtigt er det, at uddannelsen også udvikler sig fra neden.  Der foregår i disse år mange former for nyudvikling på de enkelte læreruddannelsessteder.  Et af de mest lovende tiltag er Teaching Lab i Nørre Nissum, som jeg har haft mulighed for at studere nærmere.

Som navnet antyder, er intentionen at etablere et laboratorieagtigt læringsrum, hvor studerende kan afprøve, eksperimentere, iagttage og reflektere.  ”Laboratoriet” er ikke simuleret, men foregår i grundskolens autentiske praksis i samarbejde med lokale skoler, hvor lærerstuderende får mulighed for at afprøve og undersøge.

Kort fortalt består Teaching Lab i, at de studerende med udgangspunkt i linjefagsholdet afprøver en ide eller undersøger et emne i en klasse i skolen i løbet af en eller nogle få lektioner. I de fleste tilfælde er udgangspunktet en ide et eller tema fra fagdidaktikken, fx Inquiry Based Science Education (IBSE) i natur/teknik, social læring i idrætsfaget eller oplæsning af egne tekster som led i skriveundervisningen i dansk. Som regel er der tale om ideer, der ikke praktiseres i de fleste skolers almindelige undervisning. Bestræbelsen i Teaching Lab er således at give de studerende erfaringer med nye og anderledes måder at undervise på.

Den laboratorieagtige afprøvning eller undersøgelse bliver grundigt forberedt på læreruddannelsens linjefagshold, nogle gange i samarbejde med undervisere fra de pædagogiske fag som led i samarbejdet mellem linjefag og pædagogiske fag. Forberedelsen kan fx bestå i, at holdet læser og diskuterer tekster om et fagdidaktisk baseret undervisningskoncept som IBSE. I nogle tilfælde vælges temaet i samarbejde med en lærer fra skolen, således at man sikrer forbindelse til praksis, og sikrer at man kan komme til at arbejde med temaet i skoleklassen som en naturlig del af klassens almindelige undervisning. De studerende forbereder så undervisning i fx en dobbeltlektion og skriver en detaljeret lektionsplan i samarbejde med deres undervisere. Samtidig aftaler holdet, hvad de vil observere i forbindelse med afprøvningen.

Under selve afprøvningen på skolen fungerer nogle studerende som undervisere, andre som observatører. Også klassens lærer og linjefagsholdets underviser på læreruddannelsen er med som observatører, og eventuelt bliver forløbet optaget på video. Efterfølgende samles alle parter inklusive læreren fra skolen til analyse af og refleksion over forløbet.

Læreruddannelsen i Nørre Nissum har indgået aftaler med en række grundskoler i lokalområdet, som deltager i Teaching Lab. De fleste er kommunale folkeskoler, men der deltager også en friskole og en efterskole. Grundskolernes lærer indgår i et såkaldt praksisteam sammen en eller flere linjefagsundervisere fra læreruddannelsen. Arbejdstiden til grundskolelærernes deltagelse i Teaching Lab betales af deres skole og betragtes som en form for efteruddannelse.

Foruden at give studerende erfaringer med det laboratorieagtige samarbejde med skolen er ideen med Teaching Lab også at samle læreruddannelsens undervisere om en sammenhængende og fælles opfattelse af intentionen med læreruddannelsen. Ideerne bag Teaching Lab er inspireret af dansk og international forskning om læreruddannelse og blev udviklet i en bevidst bestræbelse på at samle læreruddannelsen i Nørre Nissum om en fælles og velfunderet vision.

Læreruddannelsen i Nørre Nissum har netop offentliggjort en rapport om de første fem års arbejde med projekt, og konklusionen er klar: Studerende oplever det som et væsentligt bidrag til deres uddannelse. Underviserne på læreruddannelsen ser det som en nydannelse, der giver helhed og identitet til uddannelsesstedet. Også lærerne i grundskolen er glade for samarbejdet og oplever det som en mulighed for kontakt til nye pædagogiske ideer.