BLOG

Empty article - Subtitle

Samarbejde med læreruddannelsen

3.b. har igen haft besøg af et hold lærerstuderende fra læreruddannelsen i Haderslev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mandags havde 3. klasse og jeg igen besøg af et hold linjefagsstuderende fra læreruddannelsen i Haderslev. Det var 2. års studerende med linjefaget matematik 1.-6. årgang. De har i år arbejdet med geometri, og i forbindelse med en studieopgave skulle de planlægge og afprøve et lille undervisningsforløb. Samtidig skulle de observere børnene og deres læring.

3. klasse glædede sig til besøget. De kunne godt huske dem fra tidligere, og de vidste, at det ville blive en dag med mange forskellige matematikaktiviteter og en masse lærerkontakt.

Der blev arbejdet med en del forskellige områder i geometrien. Nogle arbejdede med længde, bredde, omkreds og areal, andre lavede arealspil, og endelig var der nogle, der arbejdede med cirkler. De skulle måle diameteren og omkredsen. Dette skulle ind i et diagram, og så skulle de bruge lommeregneren til at beregne Pi. Dette er naturligvis ikke normalt stof i 3. klasse, men eleverne fik en god matematikoplevelse. De fik lavet en hel del beregninger, og efterfølgende begyndte de at undre sig over, at alle resultater lå i det samme talområde. Det gav stof til en yderligere samtale om matematikken.

I slutningen af dagen var alle i gang med en fælles aktivitet. Alle grupper skulle bygge en kubikmeter, og vi sluttede af med, at alle elever kom ind i den. Det kunne næsten lade sig gøre - alle børn i inde, men deres hoveder stak op over kanten.

Vi er som klasse og skole heldige, at den slags samarbejde kan lade sig gøre. Det er meget lærerigt for alle parter, og oplevelserne og matematikken er de efterfølgende dage blevet grundigt diskuteret og bearbejdet - både i 3.b. og på linjefagsholdet.