BLOG
Empty article - Subtitle
Den lille bemærknings store betydning...
Der ligger ikke bare nye perspektiver gemt i hverdagens små fortællinger - de er måske det allervigtigste grundlag for at udvikle specialpædagogisk praksis!
Spisepausen er snart slut, og jeg er ved at gøre klar til historie i udskolingsklassen. Søren og Peter kommer retur fra frokosten, mens de taler med pædagogen Mads. På et tidspunkt henvender Søren sig grinende til mig: “Hey Morten, skal du med på skituren i næste uge? Du kommer godt nok til at ligne en elefant...”
Jeg prøver at ignorere drilleriet og spørger i stedet, om Søren glæder sig - men han morer sig kun over billedet af den tykke lærer på slalombakken.
Da jeg lidt efter skal hente nogle papirer, møder jeg Mads, der siger: “Søren er godt nok sød!” Jeg undrer mig over den manglende ironi, men Mads fortsætter: “Hørte du ham ikke fortælle, hvor god du er til at finde historie-emner? Det snakkede han med Peter om, da jeg var i klassen lige før...”
Denne lille anekdote (eller praksisfortælling) stammer fra min tid som lærer på et behandlingshjem. Navnene er ændret, men pointen er klar - en kollegas bemærkning kan betyde alt for din oplevelse af en situation. For selv om jeg ikke tager Sørens drilleri personligt, har min manglende evne til at ændre situationen irriteret mig. Men Mads´ bemærkning sætter med ét det hele i nyt lys og fylder mig med lettelse.
Brug praksisfortællingen
Praksisfortællinger er ikke blot en velbeskrevet metode til dokumentation og kvalificering af specialpædagogisk praksis. For den danske teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup (1905-1981) hænger det, at vi må vi forholde os til os selv og vores omverden i mødet med vores medmennesker, uløseligt sammen med en tillid, selvudlevering og sårbarhed i mødet, der medfører en etisk fordring.
“Fordringen om at tage vare på den andens liv, der er udleveret én, er - uanset hvilke ord og handlinger den end måtte foranledige - altid samtidig en fordring om at give den anden al mulig tid og gøre sit til, at hans verden bliver så rummelig som mulig. Fordringen er altid samtidig en fordring om at bruge den udleverethed, som den udspringer af, til at sprænge den andens indespærring og få hans blik til at runde en vid horisont.” (Løgstrup: “Den etiske fordring”, 1956)
Med hverdagens små og store fortællinger kan vi prøve at leve op til den etiske fordring, der følger af vores møde med elever, forældre og kolleger. Hvis specialpædagogik ikke forstås som særlige kunstgreb eller metoder, men som et levende, vedvarende forsøg på at tilpasse pædagogisk praksis de mennesker - store og små - den skal tilgodese, kan praksisfortællingen ses som en vigtig del af det grundlag, hvorpå specialpædagogikken bør udvikles.
