BLOG
Empty article - Subtitle
Hvad er det for pædagogiske skuldre vi står på?
Et sådan historisk spørgsmål er interessant bl.a. fordi det kan tilbyde en distance, således at vi kan se karakteren af de sammenhænge vi står med i dag. I det følgende vil jeg ridse lidt i den klassiske (eller civilisatoriske) pædagogiks temaer, som de tager sig ud hos en række af periodens væsentlige tænkere. Ideen er at løfte lidt markører frem i epokens pædagogiske tænkning. Markører der samlet kan sige noget om den kulturelle verden på basis af hvilken den klassiske pædagogik artikulerede sig.
De klassiske pædagogiske tanker trækker på en stærk markering af demokrati og frihedsrettigheder. En af de store eksponenter her er selvfølgelig Rousseau (1712-1778). Hans om-definering af den pædagogiske opgave ligger som bekendt ved hans opdagelse i Emile (1762) af barnets natur som forankret i en unik og selvstændig livsfase. Han opdager som den første det vi i dag kalder for ’barndommen’ og han ser samtidig hvorledes denne livsfase kalder på en specifik pædagogisk tænkning, fordi denne separate livsfase som barndom ufastlagt åbner sig ud mod det kommende voksenliv. Dermed falder en anden indsigt også ned i hans turban. Han afdækker nemlig mennesket i en ny og umiskendelig moderne figuration. Det er det åbne, ubestemte menneske han finder. Som noget nyt ses mennesket nu som tilblivende og selvforandrende og dermed som tilgængeligt for pædagogisk formende indvirkninger. Dette er samtidig den moderne epokes afsked med det statiske feudalsamfunds centrering omkring kirkens autoritet. Menneskets iboende dannelsesmulighed fødes dermed sammen med den moderne tese om pædagogikkens såkaldte 'ikke-teleologiske' karakter. Dvs. der er ikke længere noget fastlagt slutmål for hvor et menneske pædagogisk skal bringes hen.
Senere hos Humboldt (1767-1835) samt hos Herbart (1776-1841) forplanter Rousseaus tese om menneskets ubestemte formbarhed sig til Tyskland i form af dannelses-begreber som Bildung samt Bildsamkeit. Dette gøres til det bærende begreb i Herbarts pædagogik. Han indleder sine Pædagogiske forelæsninger i omrids (1841) med denne markering. Hvor Kant i Om pædagogik (fra 1803) taler om ’civilisering og moralisering’ der taler Herbart i anden del af sine Pædagogiske forelæsninger i omrids om ’tugt / disciplin’. Hos begge peger det overordnede sigte frem mod en pædagogisk bestræbelse om at opnå en moralsk kultivering. Hos Herbart gøres dette gennem udvikling af begrebet om opdragende undervisning. Opdragende undervisning ... wow.
Her er man helt nede i det civilisatoriske grundlag for vort fælles samliv og dermed også nede i det mest fundamentale formål med undervisning og uddannelse i Europa. Nemlig pædagogikkens inter-generationelle genskabelse af et grundlag for vort fælles europæiske samliv som et specifikt sted i verden. Det er bl.a. fra dette grundlag at sammenhængskraften i vort civilsamfund hidrører, i form af tillid til ens næste, meningsfulde menneskelige relationer i hverdagslivet, anstændige omgangsformer, en fælles loyalitet over for det sted i verden hvor vi lever sammen. Der strømmer gennem denne civilisatoriske pædagogik-tænkning en dyb fornemmelse af at høre til ind i en overgribende sammenhæng af kontinuitet. Her er så en udfordring til pædagogik og undervisning i form af en mulig overvejelse om idag at genskabe denne livssammenhæng og dermed understøtte denne traditions fortsættelse videre frem til gavn for efterslægten hinsides ens eget begrænsede livsmål.
