BLOG
Empty article - Subtitle
Hvordan udøves så det transnationale pres på skolen der blev nævnt i forrige indlæg?
Nedenfor vil jeg sige lidt om a) hvorledes EU og OECD i dag udgør knudepunkter i et transnationalt institutionsnetværk. Og b) lidt om hvorledes denne virkelighed når ud til den enkelte skole.
Man må gøre sig klart en situation, hvor EU og OECD i dag udgør knudepunkter i et transnationalt institutionsnetværk. Dette netværk operationaliserer den enkelte nationalstat, ved at gøre den enkelte nations centraladministration til bærer af en definitionsmagt. Denne definitionsmagt er støbt i EUs institutionsnetværk og sedimenteret i uddannelsespolicy, der distribueres og nationalstatsligt realiseres bl.a. via OECD og PISA. EU kan ikke direkte lovgive for nationale uddannelser, men fra EU og OECD udøves der en blød styring. Dette sker gennem distribution af sociale teknologier nedlagt i bl.a. OECDs nationale uddannelsesreviews og anbefalinger. Dette er formidlet via transnationale sammenligninger af kvantitative uddannelsesindikatorer, der tager sig forførende objektive ud og dermed fremstiller en facade af tilsyneladende ’sandhed’. En sandhed der ser sig selv som renset for normativitet.
Dette gøres på bl.a. den måde at man gennem en række policyanalyser og nationale Reviews - ex. i Danmark i 2004 – foranlediger en række grundskolereformer med hovedvægten på en stadig øget målrationel styring efter kompetencebeskrevne læringsmål. I Danmark knæsættes Fælles Mål (2001), Klare Mål (2003) og Forenklede Fælles Mål (2014). Eksempelvis forekommer logikken bag indførelsen af de nationale tests i skolen tæt knyttet til den dagsorden der blev sat med PISA programmets initiering i 2000. Kernedokumenter i denne proces de sidste ca. 15 år er udover de nationale PISA afrapporteringer, OECDs Education policy analysis (2002).
Med sine nationale reviews går OECD væsentlig længere med sine anbefalinger til nationale uddannelsessystemer end andre transnationale organisationer gør det (som eksempelvis UNESCO og IEA). I det danske review af skolen fra 2004 vedgår OECD således at der er tale om ”dristige forslag”. Men går alligevel videre med understregning af at ”det er bydende nødvendigt at folkeskolens nuværende kultur ændres”. Det der på dette tidspunkt skal underkastes reformer er fundamentale hovedområder som: skolens evalueringskultur, skoleledelsen, læreruddannelsen, lærernes overenskomst og timetal samt vigtigheden af mere globalisering (kap. 1).
Det er PISA-data samt OECDs normer og reviews der konsekvent lægges til grund for denne ”bydende nødvendighed” af reformer. Styringen her er altså ’blød’. Der er formelt set tale om ”anbefalinger” – men ikke desto mindre ”bydende nødvendige” anbefalinger. Der dermed får karakter af policyinstrukser henvendt direkte til den nationale centraladministration.
Gennem dette bløde pres fastholdes en af OECD økonomisk defineret udviklingsretning for de nationale uddannelsessystemer. Pointen er, at den transnationale, bløde styring omsat ned til det nationale niveau hurtigt kan blive til hård styring. Her har man i Danmark op gennem 00erne set betydelige dele af OECDs nationale anbefalinger blive omsat til hård lovgivning. Som hængsel mellem det bløde, transnationale, dagsordensættende pres (i form af ’anbefalinger’) på den ene side og den hårde nationale lovgivning på den anden side, der har Moderniseringsstyrelsen på det seneste spillet en helt central rolle fra dens stiftelse med Bjarne Corydon i 2011.
Det transnationale organisationsnetværk snylter dermed på de nationale parlamenter, i den forstand at det nemt udadtil kommer til at se ud som om ideerne kommer fra det nationale niveau, selv om den grundlæggende policy strukturelt set er støbt i transnationale fora helt uden for demokratisk kontrol. Moderniseringsstyrelsen bliver dermed tendentielt til en form for ekspeditionskontor for disse transnationale agender, hvor det er et åbent spørgsmål om disse har en tilstrækkelig folkelig legitimitet.
Et eksempel er det forhadte lovindgreb om lærernes arbejdstid der blev orkestreret af KL og Thorning-Schmidt regeringen i 2013. Men det oprindelige ideudspil til denne dagsorden kom fra OECD og lå som en separat, eksplicit anbefaling i det nationale review allerede i 2004.
Der er altså skabt et overstatsligt koordineret netværk af institutioner der som transnationalt i praksis gennemtrænger og omkalfatrer nationalstater med en definitionsmagt, det i praksis ikke rigtigt er muligt for de social-liberale, centrum-venstre partier at frasige sig på nationalt niveau. Dette er en form for transnational ’netværks-styring af uddannelsesområdet’, hvor der udøves et transnationalt policy-pres på nationale uddannelsessystemer. Et pres der er uden for demokratisk kontrol.
