BLOG
Empty article - Subtitle
Musikfagets forhold til ’det klassiske’ stof som indhold i undervisningen?
Ser man på musikfagets skiftende konceptioner i et historisk perspektiv over det 20. årh., så fremstår faget som præget af stor divergens og med et præg af fragmentering. I vor moderne "youtube epoke" med fokus på tidens hits melder spørgsmålet sig, om tiden er moden til at besinde sig på, det som didaktikeren Klafki kaldte for undervisningens dimension af ’klassisk’ indhold. Her er der tale om et invariant dannelsesindhold der fastholder faget omkring en relativt ensartet kontur.
Musikdidaktikeren Frede V. Nielsen påpegede tilbage i 2007, den udvidelse i musikfagets indhold der er indtruffet i det 20. århundrede frem til musikkens moderne status som rent lydfag. Han stillede det op på denne måde (med årstallene i parentes):
Musik som sangfag (- 1930/40)
- Fejring af kulturelt tilhør. Religiøs ramme, national staten.
- Middel til simpel indlæring af musikalsk struktur.
Musik som musisk fag (1930-1955)
- Det græske musiké-begreb (integration af krops-dans, poesi og musik). - Der fandtes ikke et isoleret begreb om ’musik’ i det antikke grækenland. Dans, poesi og musik udgjorde ét hele.
- Det oprindeligt menneskelige.
- Kreativ kraft i mennesket.
- Barnet i fokus.
- Reformpædagogisk retning.
- Tyskland og skandinavien i det meste af det 20. årh (Lotte Kærså / Carl Orff: bevægelse, drama, tekst, musik, non-performance, barnets verden, learning by doing.)
Musik som kunstværksrettet sag-fag (1955-1970)
- Kunstværks-orientering i didaktikken.
- Material modreaktion til den musiske opdragelse.
- Ny musiksaglighed med udgangspunkt i musikken selv.
Musik som samfundsfag (1970-1985)
- Politisk, socialt engagement.
- Demokrati, solidaritet, fællesskab.
Integrativ musikuddannelse (1975-1985)
- Samfundskritisk fagorienering (tesen om at moderne samfund korrumperer menneskelig udvikling)
- Eksistentiel.
- Avantgrade-tilgang.
- Interdisciplinær på tværs af æstetiske fag.
Musik som lydfag (1970 - )
- Murray Schaeffer (soundscapes). Pædagogisk tilgang orienteret af eks. John Cage / Pierre Boulez og efterkrigsavantgarden.
- Aleatorisk kompositions procedurer.
- Åbne kunstværk.
- Akustisk økologi.
- Den klingende verden.
(jf. Frede V. Nielsen: 2007).
Der er i oversigten oven for tale om en stadig ekspansion af fagets indholdsdimension mod en stadig mere interdisciplinær lydsocialitet. Det der taler gennem oversigten, er en stigende problematisering - i anden halvdel af det 20. århundrede - af den vestlige musikhistories akkumulering som paradigme. Dette paradigme virker i dag tendentielt reduceret til subkultur i en nutid tilsyneladende præget af mangfoldige eksperimenter og genrer.
Spørgsmålet er så, om denne nutidige situation over tid vil udløse en modreaktion i form af en tilbagegang til en forståelse af musikfaget som værende også præget af et mere materialt-klassisk kerneindhold.
Risikoen ved den spredning i fagkonceptioner - som den ovenstående oversigt er et udtryk for - er, at vi måske over tid dermed mister kulturelle centrerings-erfaringer eller overleverede skønheds-erfaringer. Den kulturelle substans i sin overlevering til klassicitet bliver - hvorom alting er – i dag til dels fragmenteret ud i myriader af nye eksperimenter og konstruktioner.
Men spørgsmålet er, om musikfaget er vel tjent, ved helt at afkoble sig fra den æstetiske erfaring af det specifikke skønhedsparadigme der er uddifferentieret gennem næsten 1000 års vestlig musikhistorie (viser, salmer, liturgisk musik, folkemusik, kompositionsmusik). Denne musik spejler et millenium af europæisk historik bestående af tilblivelser og katastrofer. Er musikfaget tjent ved at unddrage sig selv denne konstitutive, europæiske horisont? Tillader den vestlige tradition - vi er produkter af - den relativering, der uundgåeligt vil følge af en sådan frakobling?
Stof til eftertanke. Musikfaget bør i hvertfald ikke ende som et youtube-fag fikseret på tidens hits. Dem kan eleverne så rigeligt dyrke i deres fritid som jo er = skærmtid.
Så måske er det tid til at musikfaget genfinder dialogen med forestillingerne om det klassiske undervisningsindhold, som Klafki talte om det?
