BLOG
Empty article - Subtitle
OECD og PISA: 2
Her vil jeg kigge lidt på PISA-programmets sammensmeltning af politisk regulering (policy) på den ene side og metodisk udvikling af information på basis af statistiske data ('forskning') på den anden side.
Det pusseløjerlige er, at helt frem til indgangen af 1990erne var der ingen ønske om at komparere uddannelse globalt i OECD. I de tidlige 1990ere blev globale, standardiserede evalueringsformater (som PISA, PIRLS og TIMMS) afvist af OECDs uddannelsesdepartement som værende af ”dubious validity” (tvivlsom gyldighed). Der sker imidlertid noget nyt op gennem 1990ernes indløb mod PISA-programmets initiering i 2000.
Med PISA opstartes i 2000 et løbende treårigt, globalt kompareringsprogram. Man udtrækker kvantitative indikatorer som nøgletal for nationale uddannelsessystemer, for at sammenligne disse systemers performativitet i en transnational optik: PISA 2000, 2003, 2006, etc. Dette programs løbende flow af kvantitativt standardiseret materiale der kan sammenlignes, har fået en betydelig politisk gennemslagskraft.
Et forhold at være opmærksom på her, er PISA programmets grundlæggende policy-orientering. Det er bemærkelsesværdigt at den i bund og grund økonomiske (dvs. uddannelseseksterne) organisation OECD får så stor indflydelse på uddannelsessektoren. Ikke bare med PISA men også med de heraf afledte policyanalyser som eks. ”Education policy analysis” (2002) samt ’Review af den danske folkeskole’ (2004). I disse nationale reviews følges der som vi så i de to forrige indlæg op på PISA-runderne med detaljerede anbefalinger fra OECD til de nationale administrationer. PISA leverer dermed data som feed in til transnational policy-udvikling. PISA er således ikke en neutral instans, men fungerer som leverandør af data ind i et politiserende styringsprogram orkestreret af OECD (og undermuret af EU).
I et videnskabeligt-kritisk perspektiv er det helt fundamentalt at OECD med denne policy orientering dermed pådrager sig en legitim skepsis ift. om hvorvidt PISA-programmet i dets afrapportering samt i dets metoder og design er farvet af bias, der hidrører fra det transnationale institutionsnetværks uddannelsespolitiske målsætninger med programmet. Dels er det OECD der financierer PISA og dels har EU og OECD opbygget en indbyrdes afhængighed blandt andet i form af gensidig udveksling af store mængder uddannelsesdata. PISA-data kan her mines og screenes op imod de kulturelle og financielle data for hver medlemsstat som EU har adgang til. Et eksempel på denne sammenfletning mellem OECD og EU er Europa kommissionens ”2017 Tilstandsrapport for uddannelse i Danmark” der baserer sig på OECDs PISA-data.
Selvom skole og uddannelse oprindelig faldt uden for EU's jurisdiktion, så kobler EU sig altså ind i også dette område. Skolerne bliver således med Lissabon traktaten (2007) centralt fokuseret af EU. Det er denne traktat der giver nu giver Europa-kommisionen mandat til at regulere uddannelsesområdet. Samtidig understreges unionens interesse for at bestyrke den europæiske dimension på tværs af skole- og uddannelsessystemer med programmer som ESHA (for skoleledere) og ERASMUS (for studentermobilitet på uni'erne). Disse programmer spiller sammen med hele OECDs transnationale uddannelsesdagsorden. Også med Bolognaprocessen (1999) understøtter EU og OECD gensidigt hinanden. Målet med Bologna-processen er at standardisere alle videregående uddannelser i Europa mhp. at understøtte studentermobilitet.
Overordnet kan man karakterisere dette som en videnspolitik, hvor ambitionen er at sammensmelte den statistiske, uddannelsesvidenskabelige forskning med policy og styring. Dvs. PISA selviscenesætter sig på den ene side som en neutral (kvantitativ) videnskabelig uddannelsesevaluering. På den anden side er PISA (som ejet og styret af OECD) dybt involveret i den politiske styring af selvsamme uddannelsesfelt som den evaluerer. De nationale uddannelsesreviews med vidtgående anbefalinger er bygget op på PISA data. Dette dobbeltbogholderi (af påtaget neutral objektivitet sammenblandet med politisk regulering) er problematisk i et videnskabeligt perspektiv.
Den bærende vision i disse bestræbelser er ideen om et evidensbaseret, videnskabeligt grundlag for policyudvikling. Dvs. man kobler et specifikt videnskabeligt grundlag (statistisk metrik - med de muligheder og begrænsninger denne tilgang har) ind i en allerede eksisterende politisk proces. Eks. i OECD (2007) Evidence in education – linking research and policy.
