BLOG
Empty article - Subtitle
Hvad blev der af pædagogikken?
Kan 'det pædagogiske' i dag afgrænses på en meningsfuld måde. Eller dækker det i dag alting og ingenting?
I de vestlige velfærdsstater har behovet for pædagogisk ekspertise i betydeligt omfang ekspanderet og ekspanderet det sidste 50 år. Dette som konsekvens af en generel samfundsmæssig uddifferentiering. Denne udvikling forårsager samtidig, at en samlet vidensbase for pædagogisk handlen dermed fremstår stadig mere uklar. Pædagogikken får gradvis sværere ved at forpligte individder på almene værdier, livsformer og principper. I stedet vender vi vores interesse sig mod mere individualiserede typer af pædagogisk indvirkning, bl.a. med former for vejledningspædagogik.
Den i samfundet generelt eskalerende individualisering fører samtidig med sig en øget pædagogisering af flere og flere livs- og fritidsområder, hvor man hele tiden ser fremvækst af nye, skoleeksterne pædagogiske arenaer. Dette vedrører bl.a. en generelt øget pædagogisering, der omfatter områder som:
museer, kultur, sport, biblioteker, opgangsfællesskaber, væresteder, gadeplans-initiativer, ungdomsklubber, kulturhus-initiativer, biblioteksaftner, kommunale rådgivningscentre, sikrede institutioner, kommunale udbud af pæd.-psyk. forløb ift. specifikke brugere (eks. alkohol, spiseforstyrrelser eller socialfobi), integrationsinitiativer, bemandede kommunale legepladser, politi-indsatser, byhave-initiativer, bo-tilbud for enlige mødre; modtagecentre for voldsramte, ambulante udredningsforløb, etc, etc.
Denne mangfoldighed er udtryk for en politisk ambitionen om, at rette specifikke pædagogiske interventioner mod en så præcis målgruppe som muligt og mod stadigt flere målgrupper. Dvs. stadig flere samfundsgrupper vurderes nu at være pædagogik nødige. Iflg. uddannelsesforskeren Michael Uljens så har:
’aldrig tidligere så mange mennesker været engageret i former for pædagogisk virksomhed’ (Uljens, 1998, s. 19).
Pædagogikken vandrer ud i nye praksisfelter med tilhørende professionelle roller og funktioner. Og dermed ekspanderer den som praksis i den samfundsmæssige helhed. Dette skaber samtidig en øget efterspørgsel på pædagogiserede løsninger af samfundsmæssige delproblemer. Med andre ord breder pædagogikken sig udover den traditionelt definerede trifecta for pædagogikken: dagtilbud, skole og videregående uddannelse. Dette er et symptom på øget individualisering.
Pædagogikken infiltrerer dermed flere og flere regionale livssammenhænge. Dette indebærer samtidig at flere og flere typer aktører samtidig mener at kunne blande sig i debatten med deres pædagogiske meninger. Den forskningsmæssige ekspertise de-legitimeres som følge heraf, eller udfordres konstant i sin formening om, at ’vide mere’ (end andre) om sagen. Dette pædagogisk ’meneri’ - forstået som en principiel sideordning af taleretten - ses også i den tendens der er til, at brugersiden generelt i pædagogiske forløb i stigende grad ser sig selv som legitim deltager i vurderingen og anvendelsen af pædagogisk viden. Eleven forstyrrer eks. vedvarende undervisningen og forklarer ’at det er fordi jeg ikke er motiveret i dag’. Eller den grænsesøgende teenager beroliger den bekymrede pædagog med forklaringen om, ’at det er en fase i min udvikling’.
Disse tendenser kan for såvidt ses som en de-institutionalisering af pædagogikken. Der er tale om hverdagsliggørelse af pædagogik, hvor pædagogiske praktikker tildeles funktioner i lokale, sociale del-felter. Dermed udvikles der også delvis af-institionaliserede typer af pædagogisk viden. Pædagogiserings-strategier spreder sig dermed ikke-koordineret ud i samfundet og medvirker her til at distribution og udvikling af pædagogisk praksisviden i lokale felter.
At forstå og vurdere perspektiver og muligheder tilknyttet denne tendens kalder imidlertid på en almen pædagogisk tænkning.
Men det lader til at være denne almene pædagogik som vi har skyllet ud med badevandet. Pædagogikken er muligvis blevet så splittet, spredt og diffus, at der ikke længere er noget alment i pædagogikken der giver mening.
Spørgsmålet er så, om dette er godt eller dårligt ...?
Go figure ....
