BLOG
Empty article - Subtitle
Når opdragelse bliver til socialisering - indlæg #3
Hvordan håndterer man som pædagogisk professionel den øgede grad af uvished?
Der er opbrud i verdensopfattelser, selv-forståelser og en øgning af divergens i livsstile og livsværdier. Intet er længere afsluttet. Livsfaser afsluttes ikke længere. Mange opfatter sig stadig som unge når de er 55. Ungdommen er endeløs. Lærere og deres elever er unge sammen. Læringen er for længst defineret som livslang – dvs. som endeløs. Er man ikke under udvikling så er man som bekendt under afvikling. Man skal være omstillingsparat og fleksibel. Alt er endeløst. Forældelsen af viden accelererer også og ny viden udkonkurrerer stadig hurtigere gammel viden. Vi springer fra ’det kompetente barn’ til at ’tage ansvar for egen læring’ til ’synlig læring’. Og hvad bliver det i morgen? Ingen ved det. Livsformer og livsværdier (og dermed vores samlede formål) er flydende og uklare. Lyotard kaldte dette for den postmoderne tilstand, hvor alle de store fortællinger er væk. Dannelse og begreber om det pædagogisk almene bliver uklare eller politisk upopulære. Og de erstattes dermed af mere dynamiske begreber om kompetence og evidens.
Denne kulturelle pluralisering fratager - som vi så i forrige indlæg - pædagogikken dens handlingssikkerhed. Der opstår begrundet tvivl om pædagogikkens kulturopgave. Hvis denne opgave forsvinder, ender vi så i en ren rationel adfærds-optimering mhp. arbejdsmarkeds- og policy-mål? En sådan situation vil ramme den åndsvidenskabelige pædagogik og dens forestilling om en almen pædagogik.
Men jo mere spaltet vort samfund og kultur bliver, jo vigtigere bliver pædagogikkens opgave med at skabe et enhedsligt sammenhængende formet liv i den enkelte. Herunder også former for sammenhæng i vort samliv. Dvs. jo mere tidens postmoderne, bricolage-attitude afmonterer pædagogikkens almene grundlag jo vigtigere bliver denne pædagogiske tænkning af noget alment. Vi har mao. brug for en sammenfattende metafortælling om menneske og samfund mhp. hvad det er vi kan sammen. Denne samlede situation er paradoksal. Jo mere vi dyrker vor selvvalgte individualiserede frisathed og diversitet jo mere får vi brug for enhed og samling.
Man kan uddannelsemæssigt tackle denne frisættelse og uvished på to uddannelsesmæssige måder. Den ene mulighed er (i) at begrænse sit pædagogiske udblik. Ift 'den pædagogiske kage' der vælger man dermed et begrænset udsnit ud. Man interesserer sig måske for elevers identitet, udvikling og motivation og fordyber sig i psykologisk retning. Eller man interesserer sig måske for pædagogisk ledelse og organisation og fordyber sig i sociologisk retning. Eller man interesserer sig måske for kulturforskelle på skoler i Danmark eller i resten af verden og fordyber sig i antropologisk retning.
Men der findes også en anden måde at håndtere den samfudsmæssigt øgede kompleksitet på, end det begrænsnings-perspektiv der ligger i de just nævnte tilgange. Det er (ii) den mulighed at arbejde med pædagogik i generel eller almen retning. I stedet for at vælge en lille, afgrænset del af den pædagogiske kage ud, så håndteres den samfundsmæssige frisættelse gennem det, at studere selve det almene grundlag for hele ’den pædagogiske kage’. Altså selve den opskift der er brugt til hele kagen. Selve fundamentet. Det er det almene perspektiv der undersøger pædagogikken og dens egenart. Eks. på kandidaten i Generel Pædagogik på DPU.
Mvh, Pio
