BLOG
Empty article - Subtitle
'Opdragelse' er blevet erstattet af 'socialisering' - indlæg #1.
Hvordan påvirker dette den forståelse af pædagogik som skolen står tilbage med idag?
Ikke kun eleven (barnet og den unge) men vi alle er idag genstand for pædagogisering. Samfundet trækker i retning af en generel pædagogisering der omfatter flere og flere typer af grupper. Pædagogikkens konstitutive intergenerationelle forhold mellem den ældre og den yngre generation udviskes dermed.
Pædagogikken er ikke længere kodificeret af den grundlæggende distinktion: ’barn/ung versus voksen’. Dermed er den pædagogiske ambition om en aldersmæssig styret, generel indvirkning, ikke længere funderet på det hæderkronede inter-generationelle forhold (tilbage til pædagogen Schleiermacher), hvor den ældre generation overleverer specifikke værdier, standarder og viden til den yngre generation.
Pædagogikkens intergenerationelle karakter har traditionelt beroet på en moderne oplysningside, der sammenknytter tradering (gennem traditionsoverlevering) med transformativ udvikling (kulturel tilblivelse) af personlig myndighed (gennem opdragelsesmæssig indvirkning og vekselvirkning).
Dette genskabelsesperspektiv mellem generationerne - som pædagogikken har reflekteret siden Schleiermacher - kan organiseres didaktisk ind i en skole-institutionel ramme, eller det kan organiseres pædagogisk set ind i en bredere ramme af livsmåder og samværstyper i livet som sådan. Men pointen er, at dette intergenerationelle genskabelses-perspektiv nu i disse årtier er ved at svækkes. Et af de umiddelbare pædagogiske effekter af dette er, at opdragelse bliver til socialisering.
Opdragelsesbegrebet har traditionelt udgjort en af de centrale krumtapper i den almene pædagogik. Det er dette begreb der altså nu er under opløsning. Forestillinger om opdragelse har traditionelt været knyttet til idealet om en relativt koordineret voksenstyring, i form af skole og forældre, der samlet har trukket på samme hammel ift. opdragelsen af den yngre generation.
Meget taler for at dette ikke længere er muligt. Den pædagogiske vægtlægning af det inter-generationelle forhold lå tidligere ved den ældre generations besiddelse af en bestemt anerkendt viden, modenhed og erfaring som kunne overleveres den opvoksende generation og som de kunne profitere af.
Men den pædagogiske vekselvirkning på tværs af generationerne er i stigende grad blevet suppleret eller ligefrem erstattet af børn og unges forbrug af sociale medier samt åbne, bevægelige og løst koblede sociale og digitale netværk. Disse nye domæner er kendetegnet ved et fravær af den institutionaliserede voksenstyring i den traditionelle form (forældre/familie; lærer/skole).
Hele feltet for opdragelse i form af pædagogisk indvirkning er blevet fragmenteret og uoverskueligt og kan som sagt ikke længere monopoliseres af det inter-generationelt orienterede ’skole-hjem / voksen-barn samarbejde’. Opdragelsen er mere og mere blevet erstattet af åbne læringsprocesser i mange-facetterede sociale og digitale rum. Dermed ligger der nye muligheder, men der ligger også risici i form af en desertering af den ansvars-udøvelse der traditionelt har været pædagogikkens centrale opgave.
Dette risiko-moment ligger ved, at det dermed ikke længere er muligt at effektuere den ide om samordnet voksenstyring af den opvoksende generation ift specifikke mål og bestemte overleverede idealer (doceret for bestemte grupper) der traditionelt har ligget i opdragelses-begrebet. Pædagogik og opdragelse filtreres nu gennem det generaliserede, samfundsmæssige tilblivelsespres vi kalder socialisering. Der er her tale om mere fragmenterede, anonyme og uoverskuelige indvirknings- og vekselvirknings-processer.
Hvad dette betyder for skolen ser jeg på i næste indlæg.
Mvh, Pio
