BLOG
Empty article - Subtitle
Was ist Freiheit?
- en påske-notits
Vesten har gennem stadfæstelsen af retssamfundet skænket det enkelte menneske friheden i en vekselvirkning mellem det etisk-moralske og det juridisk-politologiske. Dermed er friheden hver enkelt givet i et ansvar for loven.
Samfundet styres gennem almene, demokratiske love (og ikke gennem privatpersoners eller foreningers fikse ideer). Lovene skal udfærdiges og besluttes så de generelt opleves som moralsk retfærdige, således at love har demokratisk-folkeligt mandat bag sig. Friheden er herigennem hver enkelt sikret ved lov og forvaltes samtidig af det enkelte menneske under ansvar for selvsamme lov. Her samvirker således pligter og rettigheder omkring realiseringen af friheden som almen værdi for alle i Europa. Den sekulære verden er her adskilt fra den religiøse. Men til trods for denne adskillelse af det sekulære fra det åndelige bunder vestens legale frihedsrettigheder dog i en tilgivelses- og pligtlære der skriver sig tilbage til en rod i kristendommen. Hvad angår eks. ytringsfriheden så er denne knyttet til det kristne opdrag om tilgivelse som det kommer til udtryk i Mattæus evangeliets kapitel 5.
De vestlige frihedsrettigheder der tiltrækker så mange mennesker fra hele verden, vedrører nærmere bestemt ytringsfriheden (til om nødvendigt at lade andre høre hvad de ikke bryder sig om at høre), religionsfrihed, åndsfrihed, foreningsfrihed, tankefrihed, seksuel frihed, forskningsfrihed, forsamlingsfrihed og frihed til at forfølge det gode liv i al almindelighed inden for lovens rammer.
Det er realiseringen af denne grundværdi frihed der har være kraftigt medvirkende til vestens rigdom og velstand historisk set. Frihedsidealet har medvirket til at skabe sekulære, åbne, demokratiske samfund, hvor nye ideer og perspektiver har nydt frihed til at har kunnet blive kultiverede til ny viden. Vesten er herigennem historisk set blevet lokomotiv for udvikling af videnskab, filosofi, innovation og kreativitet.
Frihedsidealet praktiseres ikke mindst også gennem en kritisk selvrefleksion. Denne er blevet udøvet gennem en samfundsmæssig offentlighed, hvori den kritiske debat løbende har kunnet nære vesten som et selvjusterende, kulturelt øko-system bestående af fri markedsøkonomi og fri demokratisk offentlighed med en fri vekselvirkning af ideer.
Ikke mindst det moderne kritik-begreb er essensen af europæisk civilisation. Vestens frie, åbne samfund er helt afhængige af, at der frit kan udøves offentlig kritik af samfundsmæssige magtpositioner, ideer, perspektiver, vidensudvikling og beslutninger. Det er tankefrihedens og ytringsfrihedens omsætning i en sådan offentlig kritik der giver samfundets idegrundlag en selvkorrigerende og dermed dynamisk dimension.
Denne nødvendige kritik-mulighed hidrører til dels fra den kristne teologis Via negativa. Dette går tilbage til en kristen-religiøs erfaring, hvor den højeste erkendelse af det numinøse ligger i den indsigt, at man ikke kender det. Dette installerer for eftertiden den ide, at det givne og foreliggende ikke er en fuldendelse af det givne fænomens kerne og det derfor er mangelfuldt givet. Som det hedder i Thomas evangeliet:
”The Kingdom of the father is spread upon the earth, but men do not see it”.
Dvs. at dele af det givne evt. må fjernes, korrigeres, ændres eller en eller anden måde udsættes for en bearbejdning, der tager højde for det potentielt manglende (dvs. det der ikke viser sig umiddelbart). Det kendte beror dermed på noget ukendt. Det åbenbare viser noget men tildækker samtidig noget gennem selve sin manifestation. Arven fra kristendommens Via Negativa er tydelig i den eksistentielle fænomenolologi, eksempelvis i Martin Heideggers afdæknings-begreb.
Så øverst står altid loyaliteten til Europas grundværdier. Og blandt vestens grundværdier er friheden den højeste og mest ukrænkelige værdi.
Go Påske.
