Skal vi blive bedre, eller…?

I kulturfagene betyder de nyligt offentliggjorte ændringer, at der er kommet en udfoldelse og konkretisering af vurderingskriterierne, og at der er sket en præcisering af adgangen til netbaserede hjælpemidler. Ændringer der i og for sig er udmærkede. Det er i det hele taget nødvendigt, at der sker løbende udvikling af fag og prøver - og skolens hele virke i et større perspektiv. Det er der næppe nogen lærer eller borger i et dynamisk samfund, som ikke kan forstå. Men det er et problem, at det sker hele tiden og i utakt med afviklingen af skoleårets prøveforberedende undervisning. Det er nervepirrende for lærerne og slet og ret synd for børnene. De bliver desuden næppe dygtigere af det. Og det var vist nok idéen med det hele.

”Danmark skal have verdens bedste folkeskole”

 – det var regeringens ambitiøse budskab i debatoplægget til mødet i Globaliseringsrådet i 2005. Bl.a. skulle ”fagligheden fremmes” for, at Danmark kan være konkurrencedygtig i en globaliseret verden. Det er svært at være uenig i en god og vigtig idé, og som lærer vil man gerne være med til at realisere den i fremtidens samfunds tjeneste. Det var også forståeligt nok, at der blev bebudet lovændringer for at realisere visionen.  

Målet helliger midlet… eller?

Problemet er bare, at det virker til, at midlet siden dengang er blevet målet i sig selv.  Folkeskolen lider i dag under ”forandringsbetændelse”. Der foretages konstant ændringer fra Undervisningsministeriets hold, og der tages meget lidt hensyn til virkeligheden og hverdagen. Der er virkelig, virkelig langt mellem teori og praksis – eller meget, meget stor afstand mellem de bonede gulve og klasseværelset. Det er super svært at følge med som underviser, og det går ud over elevernes læring; altså produktionen af den viden, man dengang påpegede, er ”Danmarks råstof”.

Optimal eller total frustration?

For at en forandring skal blive en succes, kræver det tid til implementering. Det er uanstændigt at ændre prøvebekendtgørelser midt i et skoleår! Lærerne kan ikke undervise baglæns. Slet ikke i et fag som kristendomskundskab, hvor tid i forvejen er en mangelvare! I psykologibøgerne hedder det, at læreren skal skabe ”optimal frustration” – dvs. forstyrre den lærerende tilpas meget med nyt stof til, at den lærende udvikler sig. Er forstyrrelsen for stor, bliver det til ”total frustration”, som en vittig sjæl sagde, da jeg læste i sin tid. Det kommer der ingen læring ud af; kun stress. Det er basisviden for en lærerstuderende allerede i løbet af de første semestre på studiet, men åbenbart ikke i ministeriet, som i disse år er producenter af ”total frustration”.

Regeringen modarbejder sin egen vision. De sagde dengang, at en del af strategien for at få verdens bedste folkeskole var, at ”ro og respekt omkring undervisningen skulle være et indsatsområde”. Men det har de tilsyneladende glemt.

Eleverne er det første offer… Danmarks plads i verdenssamfundet er…