BLOG
Empty article - Subtitle
Forsøg med den nye prøveform i kristendomskundskab er en forbedring
Forsøg med synopseprøven i kristendomskundskab fra et lærerperspektiv
Synopseprøven- prøven med selvvalgt problemstilling kræver ekstra indsats fra lærerne og bedre tid til at tænke det ind i årsplanen. Alligevel er de første erfaringer positive.
I udskolingen, har man som lærer så få lektioner i faget kristendomskundskab, at det er en nødvendighed med en god planlægning af indhold og struktur allerede fra skoleårets start. Årsplanen i faget danner grundlag for, at undervisningen lever op til fagets mål og samtidig understøtter den arbejdsmetode, eleverne skal kunne mestre i forhold til deres afgangsprøve.
Alligevel besluttede man sig i sidste øjeblik for, at der igen i år ville være mulighed for at lade eleverne eksperimentere med de nye prøveformer i kristendomskundskab.
På trods af den sene udmelding skal ministeriet have ros for, at man fra ministeriets side forsøger at tænke anderledes og etablere en prøveform, som i den grad lægger op til, at eleverne er de primære aktører i at vise deres kunnen og viden om, hvad hun/han har lært i sit skoleforløb. Heller ikke et ondt ord om, at der var lagt op til gruppeprøve, brug af kulturteknikker, og at der i prøven skulle fremvises et produkt.
Det er oplagt, at man ændrer prøveformen til det bedre.
Men en smule kritik fremkommer alligevel. Et er, at forsøget faldt på et uheldigt tidspunkt, hvor lockouten satte sine tydelige spor. Noget andet er, at man også nu, hvor man har valgt at gentage forsøget, har meldt så sent ud. Det virker en anelse besynderligt.
På trods af de (unødige) hindringer, der stilles i vejen, er synopseprøven alligevel langt at foretrække, frem for den traditionelle prøveform.
Synopseprøven falder bedre i tråd med de krav, der vil blive stillet til eleverne, når de forlader folkeskolen (samarbejde og selvstændighed).Muligheder for at både stærke og svage elever udfordres (undervisningsdifferentiering).Afspejler i langt højere grad, at faget er prioriteret i hele elevens skoleforløb, og styrker dermed fagets status og mål.
Selve forberedelsen til prøven indebar visse udfordringer. Foråret i 2013 kan karakteriseres som diffust og travlt grundet en lockout, der stjal en del lektioner. Travlheden udmøntede sig i meget ekstra tid på skolen, hvor eleverne skulle have vejledning, både i forhold til valg af kilder, men også i forhold til selve prøveformen. En enkelt elev havde valgt en halv times radioudsendelse. Med en elevgruppe på 25 kan en sådan kilde være en udfordring.
Samtidig var der lærerforberedelse til prøven, hvor de uddybende spørgsmål til elevernes selvvalgte problemstilling skulle formuleres ud fra de kilder, eleverne havde angivet. Til stor glæde havde mange elever valgt et bredt spektrum af genrer.
De lærere, vi kender til, brugte langt ud over den afsatte vejledningstid. De 10 lektioner man angiver som ”tidsforbrug”, der kan lægges inden for den almindelige undervisning” er yderst urealistisk. Især , hvis disse ligger drypvis… Hvor mange grupper kan man mon vejlede inden for 45 minutter?
Samtidig er det ikke venstrehåndsarbejde at formulere uddybende og kvalificerede spørgsmål, idet elevernes kildevalg skal tages alvorligt. Samtidig skal eleverne få lejlighed til at vise deres faglige kunnen og begrunde deres kildevalg.
Dog er tilkendegivelserne om den anderledes prøveform fra lærerne, vi har kendskab til, været meget positive. Den store forberedelse er ikke glemt, men oplevelsen af elevernes præstationer overstrålede det store forarbejde.
Det var derfor med forfærdelse, at vi kunne konstatere, at det ikke var hensigten at forsøget skulle gentages. Dels står man med en underlig fornemmelse af, at det bare har været ”for sjov”, man har ydet en ekstra (ulønnet) indsats, - for det virkede ærlig talt ikke som om det blev taget seriøst. Ingen kan vel udlede nogen lære af et enkelt års forsøg?
Da vi så fandt ud af, at man alligevel ville gentage forsøget, - igen så sent, at det er svært at nå at tilrettelægge undervisningen efter det, er det svært at vælge mellem om man skal le eller græde.
For to uger siden deltog vi et kursus om prøven i kristendomskundskab. Ingen af kursisterne havde valgt at melde sig til de nye prøveformer. Flere havde haft lyst, men den sene udmelding med en stakket tidsfrist, afholdt dem i at tilmelde deres klasser. Flere lærere synes i forvejen, at de er under tidspres grundet få lektioner i faget.
Valget mellem den traditionelle prøveform og synopseprøven er dog ikke svært. På trods af arbejdsbyrden, som vi håber nogen vil se nærmere på, er det næsten ubærligt, ikke at give sine elever den optimale mulighed for læring, både i forhold til faget og det liv, der kommer efter 9. klasse.
